er berømt), Sydfrugter, Kastanjer, Mandler og Figen samt drives Faareavl, Silkeavl, Brud af Marmor og Alabast, Silke- og Uldindustri, formaar Prov. dog ikke at ernære sin Befolkning, der maa udvandre ell. søge Sommerarbejde andetsteds, særlig paa Corsica. Prov. er dannet af det gl. Hertugdømme L., der 1847 kom til Toscana, forøget med 8 toskanske Kommuner. Hovedstaden L. ligger ved Serchio 65 km VNV. f. Firenze. Med Forstæder har den (1915) 76100 Indb. Det er en gammeldags, men velbygget By med snævre, krumme Gader og omgivet af gl. Fæstningsmure. Af dens aabne Pladser er den betydeligste Piazza Grande med et Mindesmærke over Hertuginde Maria Louise (1815—24), som gjorde sig fortjent ved Anlæggelsen af en stor Vandledning. De vigtigste monumentale Bygninger er Domkirken San Martino i romansk Stil fra 11. Aarh., den 3-skibede Basilika, San Frediano, fra 8. Aarh., Palazzo Publico med Malerisamling, et ærkebiskoppeligt Palads samt Rester af et rom. Amfiteater. L. har to Akademier for Videnskab, Litt. og Kunst, et Kunstakademi, Lyceum, Gymnasium, fl. Biblioteker, og den er Sæde for en Ærkebisp, en Præfekt, en Appeldomstol samt Garnisonssted for et Kavaleriregiment. Den driver Fabrikation af Silke-, Fløjls-, Bomulds- og Klædesvarer, Tobaksindustri og Jernstøberi foruden levende Handel med Silke og Olie. L. var opr. en etrurisk, senere en ligurisk By, der 177 f. Kr. blev gjort til en rom. Koloni. I Middelalderen var den som oftest selvstændig under vekslende Familier; en Tid stod den under Firenze, men 1369 opnaaede den for Penge sin Frihed og eksisterede nu lige til 1801 som en aristokratisk Republik. 1805—14 tilhørte L. i Forbindelse med Piombino Napoleon's Søster Elisa. Wien-Kongressen gav Hertugdømmet L. til Marie Louise. Datter af Karl IV af Spanien og Enke efter Kongen af Etrurien, og Arvinger, indtil de atter kunde overtage deres Arveland, Parma, der livsvarig var overladt Napoleon's Enke, Marie Louise. 1847 døde Enkekejserinden, og Hertug Karl II opgav L. for at tage Parma i Besiddelse. 1860 blev L. sammen med Toscana annekteret af Sardinien. C. A. </chapter> <chapter name="Lucca, Pauline"> Lucca, Pauline, østerr. Operasangerinde af ital. Herkomst, f. 25. Apr. 1841 i Wien, d. smst. 28. Febr 1908, begyndte 1859 sin sceniske Løbebane i Koret ved Hofoperaen, havde s. A. sit første egl. Engagement i Olmütz, sang derefter i Prag og fik 1861 livsvarig Ansættelse ved Hofoperaen i Berlin paa Foranledning af Meyerbeer, der udsaa hende til at kreere Selika i »Afrikanerinden« og selv tog sig varmt af hendes Uddannelse. L. fik hurtig en høj Stjerne hos Berlinerne og vandt europ. Ry ved Gæsteoptræden rundt omkr., navnlig i London; 1869 ægtede hun Baron v. Rahden, men alierede 1872 brød Kunstnerinden, p. Gr. a. Chikanerier mellem Kulisserne og Uoverensstemmelse i Ægteskabet, ud fra Berlin, gennemstrejfede i 2 Aar Amerika, hvor hun giftede sig med en Major v. Wallhofen, vendte tilbage til Europa, hvor hun optraadte i alle de større Byer paa Scenen og ved Koncerter, og fik sluttelig fast Ansættelse ved Hofoperaen i Wien, hvor hun straks blev en af dem, hvis Navn altid nævntes i første Række. 1889 trak hun sig tilbage fra Scenen. 1886 optraadte hun ved Koncerter i Skandinavien og Aaret efter paa den kgl. Opera i Sthlm. L. var en af Samtidens interessanteste Kunstnerpersonligheder; hendes varme, fyldige og farvemættede Stemme, med den rige Modulationsevne, har kun været hende et Middel til at løse alle de mange, forskelligartede dram. Opgaver, som hendes forbavsende Alsidighed, hendes geniale og dybt personlig skabende Evne har tilført hende. L.'s egl. Fag var Soubretten, det muntre, det graciøse og vittige, en skælmsk Cherubino, en indtagende Despina i »Cosi fan tutte«, Zerlina i »Don Juan«, Mignon og Angela i »Den sorte Domino«; men med ikke mindre Virkning har hun udført saa forskelligartede Partier som Margrete i »Faust«, Carmen, Jødinden, Gioconda i Ponchielli's Opera, og Valentine i »Hugenotterne«. S. L. </chapter> <chapter name="Lucchesini, Girolamo"> Lucchesini [luk.e'sini], Girolamo, Markis, preuss. Diplomat (1751—1825), blev 1780 paa d'Alembert's Anbefaling Kammerherre hos Kong Frederik II og var Medhjælper ved hans litterære Arbejder. Fra 1787 brugtes han i diplomatiske Sendelser, saaledes til Polen 1789 ff.; viste sig som en snild Underhandler, men ogsaa som rænkefuld og troløs. Han overtalte 1790 Polen til Forbund med Preussen, overværede derefter Kongressen i Reichenbach og var den vigtigste Mægler ved Fredsslutningen i Szistova 1791. Han fulgte 1792—93 med Kongen paa Toget til Frankrig og 1794 til Polen, hvis Sag han fuldstændig lod i Stikken; øvede stor Indflydelse paa Kong Frederik Vilhelm II og fremmede Fredsslutningen i Basel. 1794—97 var han preuss. Sendemand i Wien og 1800—Septbr 1806 i Paris, hvor han arbejdede for et godt Forhold mellem Preussen og Frankrig, skønt han personlig nærede stor Mistillid til Napoleon I og 1806 advarede sin Regering mod dennes Politik. Oktbr 1806 underhandlede han om en Præliminærfred, som Napoleon forkastede, og sluttede derefter i Novbr en Vaabenstilstand, som Kongen af Preussen afviste. Han fik derefter sin Afsked, drog i Febr 1807 til Italien og blev Kammerherre hos Napoleon's Søster Elise til 1814. E. E. </chapter> <chapter name="Luce, Maximilien"> Luce [lys], Maximilien, fr. Maler, f. 1858 i Paris. Han var først Xylograf, malede derefter under Carol. Duran, men blev i sin Kunst en af Ny-Impressionismens Bærere ved farvelysende Friluftsmalerier fra Paris, Seine, London m. v. Moulineux (1905) købtes af den fr. Stat, »Landskab« kom til Staden Paris' Samling. Desuden talrige Tegninger, Litografier, Raderinger og Træsnit (bl. a. Arbejdertyper i Meunier's Lignelse: Serien »Gueules noires«). A. Hk. </chapter> <chapter name="Luce, Siméon"> Luce [lys], Siméon, fr. Historiker, f. 1833, d. 14. Decbr 1892. Hans Hovedværker er: La Jacquérie (1859), Bertrand du Guesclin et son temps (1876), Jeanne d'Arc à Domrémy (1886) og La France au temps de la guerre de Cent Ans (2 Bd, 1890—93). Hans Hovedfortjeneste i disse har været at give levende Tidsbilleder efter Michelet's Mønster. Desuden har han udg. en Del Aarbøger fra Middelalderen, saaledes: