Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ligfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uorden, ofte ufuldstændige. Efter hvad de fleste
nu mener, har Ligene opr. været tørrede i
Luften, og Nedlæggelsen i Gravkamret har først
fundet Sted, efter at Benene var faldne fra
hinanden. Prof. Petrie, hvem Opdagelsen skyldes,
mente derimod, at der forelaa Eksempel paa
Menneskeæden (se Petrie, Eaten with honour
[i Contemporary Review, Juni 1897]). De
allerfleste Folk har dog fundet det lidet tiltalende,
at deres Afdødes Legemer sønderreves og
fortæredes af Dyr ell. Mennesker, og har søgt at
skærme Ligene mod saadanne Angreb. I
Bjergegne med Huler, hvilke i Urtiden søgtes meget
af Menneskene til deri at opslaa deres Boliger,
anvendtes tidlig nogle Huler til deri at
henlægge Afdøde. Indgangen spærredes gerne med
Sten. Man har fundet Skeletter i Huler, der
synes at tilhøre den ældste Stenalder (den
palæolitiske Tid), saaledes ved Aurillac i
Sydfrankrig. Men hvor der ingen Huler var, og
man ønskede at skærme Ligene mod vilde Dyr,
laa det nær at dække Liget med Jord, ofte
ovenpaa belagt med Tjørn, Grene ell. Sten for
at hindre Opgravning. Liget henlagdes enten
paa Overfladen, hvorpaa Jord dyngedes
derover, ell. der blev gravet Fordybninger, hvori
det lagdes. I Virkeligheden finder vi denne
Fremgangsmaade i Brug over hele Jorden hos
de forskelligste Folk fra meget gl Tid.
Naturligvis er det en Forudsætning, at Mennesket var
skredet saa langt frem i Udvikling, at han var
i Besiddelse af Værktøj og Redskaber, stærke
nok til at ophakke endog haard og fast Jord.
I den neolitiske Tid (yngre Stenalder) var
Begravelse af de Døde alm., og man anvendte
aabenbart megen Omhu paa at skærme de
Afdødes Legemer mod vilde Dyr og udstyre dem
med Smykker og Vaaben o. s. v. Man byggede
ofte solide Boliger for de Afdøde af mægtige
Sten, som intet Dyr kunde rokke. Saadanne er
vor Stenalders Dysser og Jættestuer, de fr.
Dolmens o. s. v. De var vist delvis dækkede
af Jord; af og til rejstes endog mægtige Høje.
Der huggedes endog hele Kamre ind i Klipper
i Stenalderen, saaledes ved Baye i Brie. I
Bronzealderen (i Danmark først i den yngre
Bronzealder) kommer en hel ny Skik ind, Ligbrænding.
Levningerne fra Baalet, brændte Ben, til Dels
Aske, opsamledes og gemtes i Urner af brændt
Ler, Metal ell. Sten, i Smaakister af Sten o. l.
Over Stedet rejstes ofte en Gravhøj. I den
ældste europ. Jernalder var Brænding ogsaa
meget udbredt, om end Begravelse ofte
forekommer. I Grækenland var i den hist. Tid begge
Skikke, Begravelse og Ligbrænding, i Brug,
ligesaa i Italien. I Rom blev dog Brænding stadig
mere og mere alm., indtil i 2. Aarh. e. Kr. et
Omslag indtraadte. I det øvrige Europa var i
den Del af Oldtiden, da det paavirkedes fra
Rom (d. e. i den rom. Jernalder), Brænding
ligeledes alm. udbredt. I Norden, især i Norge
og Sverige, holdt den sig ind i den yngre
Jernalder, ja til Hedenskabets Undergang. Hos
mange asiatiske Folk anvendes ligeledes
Ligbrænding fra gl Tid og er endnu i Brug den
Dag i Dag; men alle Folk, hos hvilke den
findes, har naaet et vist højere Trin i Udvikling
og staar langtfra paa et lavt Kulturtrin (se i
øvrigt Ligbrænding). Hvad enten man
brugte Begravelse ell. Ligbrænding, var Akten
overalt forbundet med Højtideligheder,
naturligvis særlig store, naar den Afdøde nød høj
Anseelse ell. besad stor Magt. I Reglen iførtes
den Døde sine bedste Klæder, udstyredes med
Smykker, Kostbarheder, Vaaben, Spise- og
Drikkevarer, der anbragtes i Kar af brændt
Ler, Metal, Glas. Ja, man medgav endog
undertiden den Døde Salver, vellugtende Sager,
Sminke o. s. v. Grækere og Romere lagde ofte en
lille Mønt ell. et Stykke Guld i Ligets Mund.
De omtalte Sager nedlagdes gerne i nærmeste
Nærhed af Liget, ell. ogsaa gemte man dem
i Nærheden i Jorden, haabende, at de Døde
kunde finde dem (Danmarks forhistoriske
Markfund har maaske for en Del denne Oprindelse).
Undertiden brændtes alle Sager paa Baalet,
stundom udtoges nogle, der nedlagdes i større
ell. mindre Nærhed af de brændte Ben. I det
gl. Ægypten begravedes i den egl. hist. Tid
Ligene, der som oftest balsameredes, i en Art
Ligdragt, idet de indvikledes i Mumiebind og
dækkedes af Ligklæder. Men med
Romerherredømmet kom den Skik ind i Landet at begrave
de Døde i deres bedste Klædninger, en Skik,
der trods Kirkelærernes Indsigelse holdt sig
langt ind i den kristne Tid. I øvrigt
forekommer der ogsaa uden for Ægypten Eksempler
paa Begravelse i en Art Ligdragt, samtidig med
at Begravelse i den i Livet brugte Dragt ogsaa
anvendes. Et interessant Eksempel herpaa
afgiver et Fund fra Bronzealderen i
Nationalmuseet i Kbhvn fra Borum-Eshøj. I den ene
Egekiste i Højen laa en Kvinde i den Dragt,
hun havde baaret i levende Live (ligesom de
Mænd, hvis Egekister fandtes i Kongshøj og
Trenhøj ved Vamdrup); i hver af de senere
fundne to Egekister i Borum-Eshøj laa en yngre
Mand i en Art Ligtøj. — For øvrigt er
Udstyrelse med Gravgods meget forsk. til forsk.
Tid og i de forsk. Lande. I fl. Tidsrum
nedlagdes aldrig Vaaben i Graven, til andre Tider
synes hver anset fri Mand at have faaet sine
Vaaben med sig. Undertiden ødelagdes Vaaben
og andet Gravgods forsætlig, ell. man gav den
Døde symbolske Efterligninger med. Ved selve
Højtideligheden ell. efter den ved Graven ell.
i Hjemmet holdtes ofte Maaltider til den Dødes
Ære; Nordboernes Gravøl er i den Henseende
vel kendte. Efter Begravelsen mødtes de
Efterlevende ofte paa bestemte Dage i Løbet af et
længere Tidsrum ved Graven og holdt Fest
paa ny til de Dødes Ære. Heraf udviklede sig
den Dyrkelse af de Afdøde, som hos mange
Folk synes at være den ældste og oprindeligste
Form for Gudsdyrkelse. Ved Festerne ved
Begravelsen ell. Ligbranden holdtes enkelte Gange
Kamplege o. l., saaledes i de homeriske Digtes
Heltetid. Undertiden fandt Menneskeofringer
Sted ved Graven, af Slaver, Fangne o. l. Man
antog, at de vilde følge som Tjenere med den,
ved hvis Grav de ofredes. I mere fremskredne
civiliserede Samfund var disse blodige Optrin
i Reglen ude af Brug. Dog fandt Marco Polo
lgn. Skikke i Mellemasien, og i Indien har,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
