Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lermontov, Michail Júrevitsch - Lermøller - Lermørtel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med L. for hans Helbreds Skyld; den vilde og
storslaaede Natur, han her fik at se, gjorde et
mægtigt Indtryk paa ham, og han har senere
ogsaa henlagt Scenen for adskillige af sine
Værker til Kaukasus. Fra 1828 til 1830 fik L.
sin Undervisning i Moskva først i en Pension,
derefter ved Universitetet. Her sluttede han
sig ikke til sine litterært interesserede
Kammerater, men søgte helst sin Omgang i
Verdensmandskredse. Da han efter to Aars
Forløb blev bortvist fra Universitet, traadte
han ind i en militær Skole i Petrograd
(1832). De Kammerater, han her fandt,
stod ikke højt; nogle obskøne Digte af L.
er blevne til i denne Atmosfære. 1834 forlod
han Skolen som Officer (Kornet); 1837 blev han
imidlertid forvist til Kaukasus for sit Digt i
Anledning af Puschkin’s Død. Digtet var
baaret af en dyb og stærk Følelse og gjorde med
et Slag L. kendt, men Slutn. deraf, hvori han
kræver Hævn over dem, der var Skyld i
Digterens Død, blev af nogle indflydelsesrige
Personligheder betragtet som et personligt Angreb,
hvorfor de bevirkede hans Forvisning, som
imidlertid blev hævet efter et Aars Forløb.
Længe forblev han dog ikke i Petrograd; 1840
maatte han atter til Kaukasus p. Gr. a. en Duel
med den fr. Gesandt Barante’s Søn. 1841
havde han ved Pjatigórsk i Kaukasus en Duel med
sin Kammerat Martynov, som han havde
opirret ved spottende Bemærkninger. L. faldt i
denne Duel. Et Mindesmærke for ham er rejst
i Pjatigórsk.
I en meget tidlig Alder havde L. begyndt at
skrive Vers; men de Arbejder, der ligger
forud for 1832, har dog mere biografisk end
litterær Bet. Hans Digtning har fra første Færd en
overordentlig mørk Karakter. Fra den første
Periode (1832—37), stammer Digtene
»Izmail-Bej« og »Chadži-Abrek«, som begge skildrer
Hævnfølelsen, »Bojarin-Orša« (om en Fader,
som straffer sin højt elskede Datter med
Hungersdøden, fordi hun havde forsøgt at flygte
med en Elsker) samt Dramaet »Maskaraden«
(hvori en Mand, som efter en udskejende
Ungdom er blevet blasert, forelsker sig i en ung
Pige og ægter hende for at begynde et nyt
Liv, men senere dræber hende af ubegrundet
Skinsyge og selv gaar fra Forstanden). Efter
1837 fremkom Digtene »Borodinó« (med Stof
fra Napoleons-Krigens Tid) og »Sang om Tsar
Ivan Vasiljevitsch (ɔ: Ivan den Grusomme),
hans Livvagt og den modige Købmand
Kalaschnikov« (efterligner med Held Folkedigtningens
Tone). Til den sidste Periode hører »Mtsyri«
(»Novicen«; skildrer det ubetingede Had og
Foragt for Mennesker) samt L.’s to
Hovedværker »Dæmonen« og »Vor Tids Helt«. Heltene
i L.’s Digtninger har alle et vist indbyrdes
Slægtskab og tillige et uomtvisteligt
Slægtskab med Forfatteren selv; som Beskrivelse kan
flg. Ord af L.’s Digt »Duma« (»Betragtning«,
overs. af K. Berlin i Tidsskr. »Ny Jord«, III,
S. 388) gælde: »Vi baade hader og elsker
tilfældig, uden at ofre noget hverken for vor
Forbitrelse ell. vor Kærlighed; i Sjælen
hersker en lønlig Kulde, medens Ilden syder i
Blodet«. Af denne Art er ogsaa Heltene i L.’s
to Hovedværker. Af »Dæmonen« har vi foruden
den definitive Affattelse et Udkast fra 1829 og
en Omarbejdelse fra 1830; Dæmonens Skikkelse
varierer i disse forsk. Affattelser; mørkest er
den i den første (Dæmonen forfører den unge
Pige af Had til Englen, som elsker hende); i
den sidste Affattelse elsker Dæmonen (som
absolut er Digtets Helt) virkelig den unge Pige.
Hovedpersonen i »Vor Tids Helt« (oversat af
E. M. Thorson, 1856 [tillige med nogle andre
Prosaarbejder af L.] og af W. Gerstenberg,
1897) er Petschorin, en Mand, som efter at
have nydt den fornemme Verdens Glæder til
Bunden er blevet grebet af Lede ved Livet,
men søger at bekæmpe denne Følelse ved en
Jagen efter det usædvanlige; ubarmhjertigst
blottes hans Karakters onde Sider i Episoden
med Fyrstinde Mary, som han begynder at
gøre Kur til uden at elske hende, blot for at
rivalisere med hendes Tilbeder Gruschnitskij
(i hvem L.’s Drabsmand Martynov troede sig
portræteret); han vækker hendes Kærlighed og
føler til sin Overraskelse ogsaa selv Kærlighed,
men afviser denne Følelse for at have den
Fornøjelse at erklære Mary, at han ikke deler
hendes Kærlighed. L. har ogsaa skrevet
smukke lyriske Digte, for største Delen mørke som
hans øvrige Produktion, men i nogle af dem
klinger der religiøse, bløde og milde
Stemninger. En æstetisk Vurdering af L. giver Georg
Brandes, »Indtryk fra Rusland«, S. 319—328;
Emnet berøres ogsaa i en Afh. af K. Berlin i
»Ny Jord«, I, S. 353 ff. En fuldstændig
Samling af L.’s Skr udkom i Bd 2—6 af
»Akademiceskaja Biblioteka russkich pisatelej«
(Petrograd 1910—13).
(Hlg. P.). H. C-e.
Lermøller bruges som Foræltere ved
Fremstilling af Teglsten og kan enten være staaende
ell. liggende. De første dannes af en lodret hul
Cylinder ell. firkantet Kasse, der er helt aaben
foroven og har et Hul i ell. ved Bunden. Midt
i Cylinderen er der en lodret, drejelig Aksel,
paa hvilken der i forsk. Højder er anbragt
vandrette Knive med lodrette Knive paa
Enderne. Leret fyldes i foroven gennem en stor
Ladetragt, hvori Tipvognene tømmes sammen
med de eventuelle Tilsætninger,
gennemskæres af de roterende Knive og kommer ud
forneden. De liggende L. er indrettede paa
samme Maade, kun er Knivene stillede efter en
Skrueflade, saa at de ved deres Bevægelse
presser Leret ud gennem Hullet.
E. Su.
Lermørtel bestaar af magert Ler. Det
lægges paa en Bræddeflage, vandes og æltes
igennem med Skovl, indtil det er blevet
tilstrækkelig plastisk. For at give L. større Sammenhæng
blander man ofte Hakkelse, Avner ell.
Kalvehaar i. Den hærdner ved Udtørring, besidder
ingen stor Styrke og blødes op af Vand. Af
den sidste Grund benytter man den i Reglen
kun til indvendige, tørre Mure, til Ydermure
kun, naar disse er tilstrækkelig beskyttede mod
Fugtighed og Regn. Overhovedet er det kun
til de allerprimitiveste Bygninger af ubrændte
Lersten, at L. benyttes. Lerpuds er billigt og
daarligt varmeledende, gør derfor Rummene
kølige om Sommeren og lune om Vinteren. L.
bruges en Del til stampede Logulve, der ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
