Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lepidodendron ell. Skæltræ - Lepidokrokit - Lepidolit - Lepidomelan - Lepidoptera - Lepidosiren - Lepidosternon - Lepidosteus - Lepidostrobus - Lepidotus - Lepidus - Lepine, Louis Jean Baptiste - Lépine, Stanislaus Victor Edouard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
byggede omtr. som hos Selaginella med
Mikrosporangier foroven og Makrosporangier forneden.
Et mærkeligt Forhold i L.’s Anatomi var det,
at de ældre Grene havde sekundært Ved og
dermed Tykkelsevækst; Barken var meget tyk.
Nedadtil gik Stammen over i en
ejendommelig rodlignende Dannelse, »Stigmaria«, der
sikkert fungerede som Rod, men om hvis
morfologiske Natur Meningerne er meget delte;
den grener sig gaffelformet, og paa Grenene
sidder ejendommelige, spiralstillede Vedhæng,
som, naar de falder af, efterlader runde Ar.
L. optræder allerede i Devontiden; en meget
betydelig Rolle spiller Slægten under
Stenkulperioden, idet den bidrager til Stenkullenes
Dannelse; henimod Slutn. af Perm-Perioden
uddør den fuldstændig.
J. P. R.
Lepidokrokit er en sjælden, noget
manganholdig Jernmalm, der indeholder 85,53 %
Jernoxyd og forekommer i drueformede Aggregater
sammen med andre Jernmalme især i
Rhin-Provinsen og Westfalen.
O. B. B.
Lepidolit, se Glimmer.
Lepidomelan, se Glimmer.
Lepidoptera, se Sommerfugle.
Lepidosiren, se Lungefisk.
Lepidosternon, se Ormeøgler.
Lepidosteus [-ste-], se Ganoider.
Lepidostrobus, se Lepidodendron.
Lepidotus, en Slægt af uddøde mesozoiske
Ganoider, som staar den i Nordamerikas
Floder levende Pansergedde (Lepidosteus) ret
nær.
R. H. S.
Lepidus, rom. Familie, tilhørende Slægten
Æmilius. Af dens Medlemmer er de
betydeligste:
1) Marcus Æmilius L. var opr. en
Tilhænger af Sulla og Senatspartiet og berigede
sig ved Sulla’s Proskriptioner, men sluttede sig
senere til Folkepartiet, maaske i Haab om
derved at undgaa en Anklage for Udsugelser,
han skulde have gjort sig skyldig i som
Proprætor paa Sicilien (80 f. Kr.). Ved Sulla’s Død
(78) stillede han, der da var Konsul, Forslag om
Tilbagegivelse af den Jord, Sulla havde
konfiskeret og uddelt til sine Veteraner. Da der i
den Anledning opstod Uroligheder i Etrurien,
sendte Senatet, som stillede sig vaklende, L.
ud med en Hær for at dæmpe dem. Efter sin
Afmarch vilde han ikke mere lyde Senatet,
men stillede Fordring om Ophævelse af alle
Sulla’s politiske Foranstaltninger. Da han
truende nærmede sig Rom, gik den anden Konsul
Quintus Lutatius Catulus imod ham med en
Hær og slog ham uden for Roms Porte. L.
maatte flygte til Sardinien, hvor han snart
døde (77).
2) Marcus Æmilius L., foreg.’s Søn,
optraadte under Borgerkrigen mellem Cæsar
og Pompejus som en Tilhænger af Cæsar. Som
Prætor (49) lod han paa ulovlig Vis Cæsar
udnævne til Diktator af en Folkeforsamling.
Han belønnedes derfor med Statholderskabet
i Spanien. Han blev 46 Konsul sammen med
Cæsar, og de flg. Aar var han magister
equitum under Cæsar som Diktator. Efter Cæsar’s
Drab tog han først heftig til Orde mod hans
Mordere, men lod sig snart bevæge til en
forsigtigere Fremfærd og begav sig til den
Provins, Cæsar havde anvist ham, Gallia
Narbonensis og Hispania citerior. I den flg. Tid
spillede han en noget uklar Rolle. Han hædredes
af Senatet, fordi han havde tilvejebragt en
Overenskomst med Sextus Pompejus, men
vilde ikke indlade sig i Kamp med Antonius,
efter at han havde brudt med Senatet.
Tværtimod sluttede de to Mænd sig nu sammen, og
ved L.’s Mægling optoges ogsaa Cæsar
Octavianus i Forbundet (2. Triumvirat) (43). L. fik
den ringeste Plads bl. Triumvirerne; ganske
vist overlod man ham hele Spanien og Gallia
Narbonensis til Provins, men han skulde selv
blive i Rom som Konsul for Aar 42 med faa
Tropper, medens de andre Triumvirer gik mod
Brutus og Cassius. Efter Slaget ved Filippol
maatte L. ombytte sine Provinser med Afrika.
36 deltog han i Kampen mod Sextus Pompejus,
men da han ved denne Lejlighed søgte at
tilrive sig større Magt, bevægede Octavian hans
Soldater til Frafald og afsatte ham. Han
beholdt kun Stillingen som Pontifex Maximus,
som han havde faaet ved Cæsar’s Død. Han
blev behandlet paa en temmelig1 ydmygende
Maade og holdt under stadigt Tilsyn. Han var
ikke nogen betydelig Mand, stadig afhængig
af sine Omgivelser. Han døde 13 ell. 12 f. Kr.
H. H. R.
Lepine [le’pin], Louis Jean Baptiste, fr.
Embedsmand, f. 6. Aug. 1846 i Lyon, hvor han
efter sin Universitetsuddannelse virkede som
Sagfører, 1877—85 var han Underpræfekt, 1885—86
Præfekt i Dept Indre, 1886—91
Generalsekretær ved Politipræfekturet i Paris, 1891—93
Præfekt i Dept Loire, 1893—1913 — med en
kortvarig Afbrydelse, hvorunder han var
Generalguvernør i Algèrie — Politipræfekt i Paris. For
Hovedstadens Udvikling var hans
administrative Dygtighed og Forhandlingsevne af stor
Værdi; den Forfatningskonflikt, der ved hans
Tiltrædelse bestod mellem det kommunale Styre
og hans Statsembede, fik han bilagt, og han
interesserede sig levende for Trafikkens o. a.
praktiske Forholds Forbedring. Det var dog
som Ordenspolitiets Leder, at han fik sit lands-,
ja verdenskendte Navn, idet hans sjældne
Blanding af Myndighed og Takt kom til sin Ret,
naar Udstillinger, Fyrstebesøg o. l., men endnu
mere naar opsigtsvækkende politiske og sociale
Stridigheder fyldte Paris’ Gader med
mangeartede Menneskemasser i Nysgerrighed ell.
Oprør. Med Anarkistattentaterne, med Boulanger-,
Panama- og Dreyfusurolighederne fik han at
gøre dels som Generalsekretær, dels som
Præfekt, og Æren for, at Uroen ikke fik videre og
bitrere Følger, tilskrives for en stor Del ham.
Ved alle vigtige Lejligheder saas han selv i
Spidsen for sine Folk, ordnende og lempende.
Uden at jage efter Yndest samlede han
efterhaanden stor Sympati om sig bl. sit Publikum,
som han havde studeret, og som han arbejdede
for med uopslidelig Energi og Humør.
P. L. M.
Lépine [le’pin], Stanislaus Victor
Edouard, fr. Maler, f. 1836 i Caen. d. 28. Septbr.
1892 i Paris. L., Elev af Corot og virkende i
Paris og en af Impressionismens Forkæmpere,
vandt sig Navn ved Byprospekter: »Caens Havn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
