Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landarbejdere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omfatter alle L. ell. selvstændige Landbrugere,
der benytter fremmed Arbejdskraft.
Lønningsforholdene for L. er i de senere Aar
blevet væsentlig bedre end tidligere. En mandlig
Medhjælper havde 1905 en aarlig Løn paa c.
250 Kr, i 1915 c. 380 Kr, i 1918 c. 530 Kr og i
1921 c. 970 Kr. For de kvindelige Medhjælpere
var de tilsvarende Tal: c. 160 Kr, c. 240 Kr,
c. 310 Kr og c. 610 Kr. For faste mandlige
Daglejere, d. v. s. saadanne Daglejere, der
normalt er sikret Arbejde paa samme Gaard hele
Aaret rundt, kan Aarsløn ansættes saaledes —
henh. for Arbejdere paa egen og paa Husbonds
Kost —: 1905 c. 490 og c. 330 Kr, 1915 c. 660
og c. 525 Kr, 1918 c. 1100 og c. 775 Kr og 1921
c. 2300 og c. 1300 Kr. For de løse Daglejere,
d. v. s. Daglejere, der kun staar i et
midlertidigt Arbejdsforhold til Husbonden, og som
ikke kan vente at have Arbejde hele Aaret
rundt, er Daglønnen noget højere end for de
faste Daglejere, men Lønstigningen omtr. den
samme. Over for disse stærke Stigninger i
Lønnen maa det erindres, at Prisniveauet fra 1914
til 1921 steg fra 100 til c. 260. Fra 1921 til 1923 er
Lønnen faldet betydeligt, gennemsnitlig
antagelig med c. 1/3.
Arbejdstiden for L. er betydelig længere end
for Industriarbejdere. Om Sommeren c. 10
Timer daglig, Foraar og Efteraar noget kortere
og er kun i de egl. Vintermaaneder nede paa
8 Timer daglig.
Sv. N.
I Norge kan Landarbejderspørgsmaalet
forfølges tilbage lige til Middelalderen. Opr.
ɔ: før Vikingetiden, kan den norske Bonde
skønnes at have drevet sin Gaard for det
meste ved Hjælp af sin egen fri Husstand,
suppleret med andre fri Mænd, der optoges i
samme (»Gridmænd«). Den stærke Tilførsel af
Trælle, som Vikingelivet bragte, i Forbindelse
med den vilde Krigeraand, hvortil det opdrog
de besiddende Klasser, og som gjorde dem
utilbøjelige til alm. Arbejde, bevirkede derimod,
at til enhver Gaards »Besætning« nu ogsaa
hørte Trælle. Iflg. Frostatingsloven regnede
man Nordenfjelds 3 saadanne paa en Gaard,
der fødte 12 Køer og 2 Heste. Da saa
Trællevæsenet i Løbet af 12. Aarh. efterhaanden
forsvandt, blev der stærkt Spørgsmaal efter
Arbejdshjælp, idet den uformuende Landsungdom
helst valgte andre Leveveje. Navnlig slog den
sig saa ofte og længe som muligt paa
omvankende Kræmmerhandel. Betænkelige Klager
herover foranledigede i 13. Aarh. Kong Haakon
Haakonssøn til at udstede et Lovforbud mod, at
Personer uden en vis Formue gav sig ud paa
slig Handelsfærd i Tiden mellem Paaske og
Mikkelsmesse; om Vinteren kunde derimod
enhver flakke om, som han vilde. Dette Bud, der
gentoges i Magnus Lagabøter’s Landslov, har
dog næppe frugtet stort; thi de samme Klager
lyder ogsaa senere. Bønderne søgte paa ny at
hjælpe sig ved at tage fri Mænd i Huset
(»Husmænd«, »Hjemmemænd«), ligesom der ved
Lovgivningen for længst var indført
Straffebestemmelser mod dem, der som Løsarbejdere
(»Værkmænd«, »Vinnemænd«) brød Arbejdskontrakten.
Endelig tyede man i stedse større Udstrækning
til et Middel, som delvis allerede havde været
anvendt lige over for betroede Trælle. Man
fæstede sine »Husmænd« særskilte
»Husmandspladse«, det er Jordflækker med egne
nødtørftige Bygninger og med paahvilende
Arbejdspligt. Herved opnaaede man i en vis Grad
at forene L.’s Interesse med Jordejerens.
Forholdene bedredes derfor betydelig. Det var i
Aarh. efter Reformationen, at
Husmandsvæsenet udviklede sig fyldigst; man regner f.
Eks., at de jordbrugende Husmænds Antal
1723—1825 mere end firedoblede sig (fra
11800—48600). Sit Maksimum naaede det 1855 med
67400. I denne heldige Udvikling gjorde
Husmandsloven af 24. Septbr 1851 for saa vidt et
Afbræk, som visse Bestemmelser i den har
bevirket, at det tidligere Livsfæste af Pladsen
for en stor og fremdeles voksende Del er gaaet
over til Fæste paa eet ell. nogle Aar, en
Kontraktsform, der selvfølgelig gør Forholdet
mellem Husbond og Husmand løsere og mere
tilfældigt. Samtidig har Byernes, Skibsfartens og
Industriens Opblomstring saavel som de
stigende offentlige Arbejder trukket en stor Mængde
L. bort fra Jordbruget, hvorhos meget
betydelige Skarer af den bedste Landsungdom i
Aarenes Løb er udvandrede til Amerika. I den
senere Tid er man ogsaa blevet opmærksom paa
den Afsmag for Markarbejde, som en
upraktisk anlagt Folkeskoleundervisning
umiskendelig bidrager til at give den paa Landet
opvoksende Nutidsslægt. Tilsammen har disse
Omstændigheder i Norge som andensteds
fremkaldt en til Nødstilstand grænsende Mangel paa
L., hvilken desuden i 1890’erne er blevet
yderligere skærpet derved, at den tidligere aarvisse
Indvandring af arbejdssøgende og flittige
Svenskere som en Følge af øget Efterspørgsel i
Sverige selv er blevet meget indskrænket. Ogsaa
Husmændenes Antal er gaaet stærkt ned og
udgjorde 1890 under Halvdelen (30000) af Tallet for
1855. Naturligvis kommer denne mislige
Tilstand ligeledes til Syne i Arbejdspriserne,
hvilke siden 1870 gennemsnitlig næppe er langt fra
at have fordoblet sig. Mindst, om end ogsaa
betragteligt, er de stegne for Husmændene. Uagtet
disse Forhold i ikke ringe Grad har
fremtvunget Anvendelsen af Landbrugsmaskiner, er det
en Selvfølge, at der tillige har rejst sig
Diskussioner om de bedste Midler til at betage L.
deres ofte lidet motiverede Lyst til at ombytte
deres Stilling med andre, til Dels meget
usikrere. Bl. saadanne Raad har især med Styrke
været peget paa en Omordning af
Husmandslovgivningen, hvorved Gaardbrugerne kunde
finde større Regning end nu ved at anvende
det for begge Parter ulige mere betryggende
Livsfæste. Andre har ment, at L., der selv
ejede deres lille Brug og saaledes var personlig
friere end Husmændene, vilde være at
foretrække for disse. Siden 1894 har Staten derfor
bevilget visse Beløb til et saakaldt
»Jordkøbsfond«, hvoraf der gennem de enkelte Kommuner
som direkte Laantagere tilstaas smaa
Forstrækninger til Personer, der ønsker at købe
Jordstykker af indtil 5 ha’s Størrelse. I samme
Øjemed staar det ogsaa Kommunerne selv aabent
for Laanet at indkøbe en større Ejendom til
Udparcellering. 1903 oprettede Staten »Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
