Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - lagtima - Lagting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsdagsordningens § 2 fastsatte Dag — 10. Januar — i
Modsætning til den urtima riksdag; ell. den til
en hvilkensomhelst anden Tid indkaldte
Rigsdag. Den 1. Rigsdag nyder i Lighed med den
danske »ordentlige« Rigsdag langt større
Rettigheder end den urtima. Saaledes
sammentræder den bl. a. uden særlig Indkaldelse,
medens den »urtima« Rigsdag altid skal indkaldes
enten af Kongen ell. af den, der fører
Regeringen i Kongens Sted. Ligeledes maa den 1.
Rigsdag heller ikke uden sit eget Ønske sluttes,
før den har været 4 Maaneder sammen,
medmindre Kongen opløser enten begge Kamre ell.
det ene af dem for at udskrive ny Valg,
medens Kongen derimod altid frit kan slutte den
»urtima« Rigsdag.
K. B.
Lagting (oldnord. lögþing) er en for Norge
ejendommelig Forfatningsinstitution, som
afløste de ældre Alting (s. d.), der svarer til
de sv. og danske Landsting (s. d.) og de
urgermanske Folketing. Medens de sidste er
Allemandsting, hvortil alle myndige Husfædre har
Mødepligt, er de norske L.
Repræsentationsting, hvortil hvert Fylke, som tilhørte
Lovsamfundet (lög. löguneyti) sendte et lovbestemt
Antal Bonderepræsentanter (Nævndermænd, s.
d.), opnævnt paa Fylkestingene af de kgl.
Embedsmænd. Kongedømmet og Kirken var
repræsenieret ved sine Embedsmænd, som dog ikke
havde Sæde i Lagretten (s. d.) uden Bøndernes
Samlykke. Mødetid, Mødested,
Bonderepræsentanternes Tingfærdsløn og Straffebøder for
Tingpligtens Forsømmelse — alt var lovbestemt.
Det er denne lovordnede Tingordning, som
oprindelig har skaffet disse Ting
Benævnelsen løgþing; men i dette Navn har
ogsaa deres Funktion som øverste
lovgivende og dømmende Myndighed fundet
Udtryk. Denne repræsentative Forfatning maa
være indført i Gula- og Frostatingslagen af
Haakon den Gode (c. 940) og derefter paa
Island (965). Forbilledet er vistnok det eng.
Witenagemôt; men de norske L. er dog udprægede
Bondeting, medens Witenagemôtet nærmest
svarer til vore senere Høvdingemøder
(Rigsmøder). Paa Østlandet blev Altingsforfatningen
fremdeles gældende; men Lagtingsordningen er
sandsynligvis indført i Eidsivatingslagen under
Olav den Hellige, i Borgartinigslagen meget
senere. Helgeland og Jæmteland stod ogsaa
udenfor Frostatinget, men fulgte
Frostatingsloven. Da den lovgivende Magt under Magnus
Lagabøter gik over til Kongen og hans Raad,
blev L., som nu ledes af den kongelige
Lagmand (s. d.), væsentlig en Overdomstol, hvis
Domme kan appelleres til Kongen og hans Raad.
Til de 4 gl. Hovedlagting (Gula-, Frosta-,
Eidsiva- og Borgarting) kom nu en Række ny L.,
knyttet til gl. Altingssteder og de der ansatte
Lagmænd (Hamar, Oslo, Bohuslen, Tønsberg,
Skien, Stavanger, Haalogaland, Jæmteland).
Som Melleminstans, der dog for Købstædernes
Vedk. til Dels kunde overspringes (saadanne
Byer sagdes selv at have Lagtingsret), vedblev
L. at bestaa til Frd. 11. Aug. 1797, ell. paa
Island, hvor L. indførtes efter Øens
Underkastelse under den norske Konge, til Frd. 11.
Juli 1800. — Ved den norske Grundlov af 1814
genoptoges Benævnelsen i helt anden
Anvendelse (se Storting). (Litt.: se under
Lagrette).
(E. H.). Abs. T.
Det færøske L. Iflg. Færingesaga havde
Færøerne allerede inden Øernes Underkastelse
under Norge et fælles Tingsted i Thorshavn,
hvor Retstrætter afgjordes, og Sager af større
Vigtighed, f. Eks. ang. Kristendommens
Indførelse, behandledes. Om dette ældste, færøske
L., der saaledes var paa engang dømmende og
lovgivende Ting (Lovting), haves i øvrigt ikke
nærmere Efterretninger, men efter
Underkastelsen under Norge c. 1035 har det vel
lignet de øvrige norske L. I Kong Magnus
Haakonsson’s Retterbod for Færøerne af 1273
bestemtes det imidlertid, efter Færingernes Bøn,
at der skulde gælde de samme Love paa
Færøerne som i det norske Gulatingslagdømme, og
siden den Tid kendes der kun een særlig for
Færøerne givet norsk Forordning, der ses
vedtaget paa det færøske L., nemlig Hertug
Haakon Magnusson’s kendte Retterbod af 1298
(Soyðabrevet). L.’s lovgivende og politiske
Myndighed indskrænkede sig derfor siden hen til
Vedtagelse af lokale Vedtægter, f. Eks. ang.
Nævndermændenes Tingrejseløn, og til
Varetagelse af Befolkningens Interesser over for
Monopolhandelen m. v.
Derimod vedblev L. som dømmende
Myndighed og øverste lokale Retsinstans for Færøerne.
Ligesom ved de andre norske L. var der 36,
senere 48, af Kongens Foged udnævnte
Lagrettemænd og en af Kongen udnævnt Lagmand
(Lougmand), hvilken sidste i Virkeligheden var
den egl. Dommer. I et Par Aarh., nemlig siden
Haakon Haakonsson’s Tid, havde Færøerne dog
ikke sin egen Lagmand, men maatte dele ham
med Hetland (Shetlandsøerne), hvor Lagmanden
var besat, og først da Hetland ved Kristiern I’s
Pantsættelse 1469 var kommet ind under
Skotland, fik Færøerne en egen Lagmand. Endda
varede det til 1555, før han af Kongen
(Christian III) fik en fast Embedsgaard paa Steg paa
Vaagø med Forpligtelse til at bo paa Øerne.
L., der efter gl Sæd aabnedes hvert Aar paa
Skt Olafsdag, bestod som færøsk Overret, indtil
det, som det sidste af de gl. nordiske L. eller
Landsting, blev ophævet ved kgl. Resol. 24.
Apr. 1816, hvorefter færøske Justitssager
fremtidig skulde indstævnes lige til Højesteret, og
civile Appelsager til Landsover- samt Hof- og
Stadsretten i Kbhvn.
Det nuv. færøske L. oprettedes 1852 ved en
Lov af 26. Marts, der kort efter afløstes af Lov
af 15. Apr. 1854, og det er altsaa, om end til en
vis Grad, en Arvtager efter det gl. L., ikke
nogen direkte Efterfølger af dette. Det nuv. L.
har saaledes ingen dømmende Myndighed som
det gl., og har ej heller nogen egl. lovgivende
Myndighed, men er nærmest at betragte som
et Amtsraad for Færø Amt, og har i saa
Henseende en lgn. Myndighed som andre
Amtsraad, om end til Dels af mere vidtgaaende
Karakter. Men ved Siden af de alm. Beføjelser i
kommunale Anliggender har det visse særlige
politiske Beføjelser, der giver det Karakter tillige
af et raadgivende Provinsraad i
Lovgivningsanliggender. Saaledes har det baade at afgive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
