Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvægracer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Periode, hvor Kødpriserne dalede, medens
Mælkeriprodukterne steg i Pris. Det var ogsaa
Malkekvæg-Avlen, som især støttedes fra de
Ledendes Side. — Det jyske Kvæg er
middelstort, ganske typisk Malkekvæg med passende
fremtrædende Malkepræg. Løden er
overvejende sortbroget, undtagelsesvis graabroget. Der
sættes Pris paa, at Haledusk, Ben og den
nederste Del af Bugen er hvid samt paa, at
der er 2 hvide Bælter, det ene paa Brystets
forreste Del og et Stykke af Boven, det andet
i Flanken og Hofteregionen. Legemsvægten for
harmonisk byggede, veludviklede Køer svinger
mellem 350 og 500 kg, alt efter
Ernæringsforholdene paa Opdrætningsstedet. Racen har
ikke saa stor Udbredelse, som den har haft;
navnlig er det gaaet meget tilbage for den i
Vest- og Sydjylland. I den østlige Del af
Nordjylland samt i Midtjylland har den klaret sig
bedre. I Aarhus, Randers, Aalborg og
Hjørring Amter findes langt de bedste Besætninger
af ren jysk Afstamning; i Viborg og Ringkøbing
Amter er Bestanden stærkt blandet, og i Ribe,
Vejle og Thisted Amter samt i de sønderjyske
Landsdele er det jyske Kvæg afgjort i
Mindretal.
2. Det røde danske Malkekvæg
(Navnet første Gang anvendt ved
Landmandsforsamlingen i Svendborg 1878) udgør
Hovedmassen af Kvægbestanden paa de danske Øer.
Bortset fra enkelte Egne og spredte
Ejendomme, tages der ved Kvægbruget paa Øerne
næsten udelukkende Sigte paa Fremstilling af
Mælkeriprodukter: Smør, Ost — og Svin; og
dette er uden Tvivl Grunden til, at der nu
f. T. er udbredt en vis, Aar for Aar tiltagende,
Ensartethed over det danske Økvæg; det, der
i saa Henseende er opnaaet i Løbet af det
sidste halvhundrede Aar, er i Virkeligheden,
om ikke just fænomenalt, saa dog særdeles
respektabelt. Ved Midten af 19. Aarh. var nemlig
Økvæget i ligefrem paafaldende Grad blandet
og uensartet baade i H. t. Herkomst, Udseende
og Ydeevne. Herom vidner umiskendelig de fra
den Tid eksisterende Dyrskuelister og
-meddelelser, som jo dog maa antages at have givet
et Billede af Datidens Tilstand paa dette
Omraade, der vel snarere har været flatterende
end det modsatte. Det dengang udstillede Kvæg
prangede, fristes man til at sige, næsten i alle
Regnbuens Farver, og lige saa forskelligartet
var dets Oprindelse. Dette maa dog nærmest
opfattes som Udtryk for den Bevægelse, der da
var oppe for at forbedre det gl. kantede,
ildebyggede og kun lidet produktive Økvæg, og
det maa siges, at Bestræbelserne herfor
kronedes med Held; man var forholdsvis ikke længe
om at opdage, at der bl. de Racer, man havde
indført som Forædlingsmateriale — navnlig,
foruden jysk, Ayrshire-, Berner-, Tyroler-,
Angler- samt andet nordslesvigsk Kvæg — i
Virkeligheden kun var ganske faa, som passede
saa godt til Forholdene, og som saa let kunde
skaffes til Veje, at der kunde være Tale om at
benytte dem til Detroniseringen af det gl.
sjællandske og fynske Økvæg. Valget faldt først og
fremmest paa Anglerkvæget, der jo i de
Tider var dansk Kvæg; men desuden kom det
fra Anglerkvæget ikke meget afvigende
nordslesvigske Kvæg (som der nu kun
eksisterer faa Besætninger af) og det mere
harmonisk byggede, men som Malkekvæg mindre
fuldkomne Ballumkvæg (som nu ikke mere
findes i ren Skikkelse, da det er blevet ændret
ved Korthornets Paavirkning) til at bidrage til
Omformningen ell., om man vil, Forædlingen
af den gl. Kvægbestand paa de danske Øer.
Denne havde været god nok, saa længe man
i Kvæget kun saa et nødvendigt Onde, et
uundværligt Middel til Omdannelse af Halm til
Gødning; men efter at Jordbruget i Danmark var
begyndt at blive rationelt, og navnlig efter at
der ved Oprettelse af Fælles- og
Andelsmejerier var skaffet Betingelser til Veje for en
økonomisk Mælkeproduktion saavel for Bønderne
som for Herremændene, blev Kvægbruget det
Centrum, om hvilket hele Landbruget kom til
at dreje sig. Fra nu af gik Bestræbelserne ud
paa at udvikle Kvægets Evne til at omsætte
Føden i Mælk, og medens man forhen foruden
Halm og lidt Hø i gunstigste Fald havde
anvendt lidt Skaftehavre, gik Foregangsmændene,
som den Gang navnlig fandtes bl. de større
Jordbrugere, over til efterhaanden at opfodre
større og større Kvantiteter af den
hjemmeavlede Sæd; ja, hvad man faa Aartier tidligere
vilde have anset for Vanvid, man gik endog
saa vidt, at man indkøbte Foderstoffer
(Oliekager og Klid) til Malkekøerne — der skete
m. a. O. et fuldstændigt Omslag i Landbruget
fra Kornsalg til Mejeridrift. Og samtidig med,
at der indførtes disse betydningsfulde
Forbedringer paa Fodringens Omraade, gik man over
til at underkaste Kvæget en saa godt som helt
igennem omhyggeligere Pleje. Alt dette vilde
dog næppe have hidført den forholdsvis
hurtige Fremgang i Kvægbruget, hvis man ikke
desuden lidt efter lidt var slaaet ind paa et
mere rationelt Avls- og Opdrætningssystem.
Man var ganske vist hurtig nok kommen til at
indse det rigtige i at følge Renavlsprincippet i
Kvægbruget, men det varede dog noget, inden
man, belært af Erfaringen, fik rettet de Fejl,
der klæbede ved den Tids Opfattelse m. H. t.
den Fremgangsmaade, der skulde anvendes for
uden at løbe nogen Risiko at udvikle Kvæget i
ensidig Malikeretning. Man gik navnlig i Beg.
alt for ensidig frem, man saa i sin Søgen efter
gode Avlsdyr kun efter Individer, der gav
megen Mælk, og som var ell. tilsyneladende var
stærkt prægede deraf, men man var ikke
ganske paa det rene med, at meget af det
saakaldte Malkepræg — det kantede, tørre, magre,
spinkle og delvis næsten forkrøblede i
Bygningen — ogsaa kunde skyldes ikke just en
overvættes god Malkeevne, men dels et
kummerligt Opdræt, dels en paa en vis Svaghed
beroende, alt for fremtrædende Tilbøjelighed til
at lade »Kødet malke af sig«, og desuden troede
man en Tid lang, at Malkeevnen stod i
ligefremt Forhold til et enkelt saakaldt Malketegns,
nemlig Spejlets, Udvikling, og endelig begik
man ved Avlen og Opdrættet de samme Fejl
som Angelboerne. Saa længe man var tilfreds
med at have Køer, der ganske lignede
Anglerkøerne, gik dette an, men man indsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
