Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aquileia - Aquilia lex - aquilifer - áquilo - Aquin, L. C. d', se Daquin - aquincubital - Aquincum, se Budapest - Aquino - Aquiry, se Acre - Aquisgranum, lat. Navn for Aachen - Aquitania - à quoi bon - Aquæ - aquæ et igni interdictus - Ar (med.) - Ar (bot., stigma)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genstande, der er fundne ved Udgravninger i A. og
Omegn.
H. H. R.
Aquilia lex (lat. »den aquiliske Lov«) har
Navn efter en Tribun Aquilius, som foreslog
Loven for Folkeforsamlingen. Denne Lov, som i
udvidet Skikkelse er optaget i Justinian’s Corpus
juris, har sin Interesse derved, at Romerretten
her første Gang anvendte den senere saa
gennemgribende Sætning, at man skal betale
Erstatning for den Skade, man ved Uagtsomhed
(culpa) har tilføjet en anden. Se Erstatning.
V. B.
aquilifer (lat.), Ørnebærer ved den romerske
Legion.
aquilo (lat.), »Nordenvinden«, »Nordøstvinden«,
»Nordenvindens Gud«, d. s. s. gr. Boreas.
Aquin [d-a↱kæ~], L. C. d’, se Daquin.
aquincubital. Hos adskillige Fuglegrupper
mangler ethvert Spor af 5te Armsvingfjer,
saaledes hos Andefugle, Stormfugle, Aareføddede
og Rovfugle; disse Grupper kaldes a. (rettere
aquintocubitale) i Modsætning til de quincubitale,
hvor den paagældende Fjer findes, f. Eks.
Hønsefugle, Gøge, en Del Vadefugle og alle Spurvefugle;
noget Mellemstadium findes ikke, enten
er den paagældende Fjer fuldt udviklet ell. den
mangler helt (medens dens Dækfjer er til Stede).
I de forsk. Systemer til Inddeling af Fugle
spiller Begrebet a. en ret betydelig Rolle.
O. H.
Aquincum, se Budapest.
Aquino [a↱kwino], Romernes Aquinum, By i
Syditalien, Prov. Caserta, ligger 10 km V. f.
Cassino ved Banen fra Rom til Neapel. (1901)
2672 Indb. A. er Bispesæde og har Ruiner af en
smuk treskibet Basilika Santa Maria Libera
(ogsaa kaldet il Vescovado) fra 11. Aarh. samt fl.
romerske Oldtidsrester. A. er den romerske
Satiriker Juvenal’s og Kejser Pescennius Niger’s
Fødeby. Paa den nærliggende Borg Roccasecca
fødtes Thomas af A. 1224.
H. P. S.
Aquiry [a↱kiri(?)], se Acre.
Aquisgranum, lat. Navn for Aachen.
Aquitania hed opr. den sydvestlige Del af
Gallien mellem Pyrenæerne og Garonne, der var
beboet af iberiske Stammer, iblandede med
enkelte keltiske; Landet blev undertvunget af
Cæsar’s Legat Crassus 57 f. Kr. Ved den ny
Provinsinddeling under Augustus blev A. udvidet mod
N. og Ø. til Loire, og denne store Provins blev i
4. Aarh. atter delt i tre: Aquitania prima, den
nordøstlige Del, A. secunda, den nordvestlige Del
med Hovedstaden Burdigala (Bordeaux), og
A. tertia ell. Novempopulana, den sydligste Del
langs Pyrenæerne. Under Folkevandringen
besatte Vestgoterne under Vallia A. og stiftede her
et Rige med Toulouse til Hovedstad; men
Chlodoveg fordrev Vestgoterne (507), og under
Merovingerne dannede A. et frankisk Hertugdømme.
Dette var dog ofte næsten helt uafhængigt,
indtil Arabernes Indfald tvang den akvitaniske
Hertug, Eudes, til at søge Støtte hos Karl Martel,
der saa reddede A. ved Sejren ved Poitiers
(732). Karl den Store overlod A. som Kongerige
til sin Søn Ludvig den Fromme, denne atter
817 til sin Søn Pippin, som dog døde (838) før
Faderen. Ved Forliget i Verdun (843) kom A. til
at høre til Karl den Skaldede’s Rige; men han
maatte længe kæmpe om Herredømmet her med
forsk. Tronprætendenter, især Pippin’s Søn af
samme Navn; siden gjorde han efter hinanden
to af sine Sønner til Konger af A. Den sidste af
disse, Ludvig den Stammende, forenede ved
Faderens Død 877 atter A. med det vestfrankiske
Rige, og Landet blev nu som Hertugdømme
forlenet til Rainulf, Greve af Poitiers. Siden
opkastede denne sig til Konge, og medens de
frankiske Konger havde lidet ell. intet at sige, blev
A. et Stridsæble mellem Husene Poitiers og
Toulouse. Paa denne Tid forsvandt imidlertid
Navnet A. og benyttedes kun i den fordærvede Form
Guinne (s. d.) om Familien Poitou’s
Besiddelser. (Litt.: Mabille, Le royaume
d’Aquitaine [Toulouse 1870]).
Kr. E.
à quoi bon [a-kwa-↱bǡ] (fr.), til hvad Nytte?,
hvortil ?
Aquæ [↱a.-l (lat.), gammelromersk Betegnelse
for Byer med Mineralkilder og Bade. De mest
bekendte er: A. Gratianae (Aix i Savoyen), A.
Aureliae (Baden-Baden), A. Mattiacae (Wiesbaden),
A. Palavinae (Abano), A. Sextiae (Aix i Provence),
A. Statiellae i Ligurien (Acqui), A. Tarbellae i
Aquitanien (Dax).
aquæ et igni interdictus (lat. »den, hvem
Adgangen til Vand og Ild ɔ: til at nyde
Hjemmets Goder er forbudt«), en af Romerne
benyttet Formel, hvorved Borgerretten tabtes og
Landsforvisning indtraadte.
V. B.
Ar (med.) kalder man de Steder paa Legemet,
hvor et Saar (et Substanstab) er helet. Et A. paa
Legemets Overflade viser sig fra Beg. som
oftest blødere og rigeligt forsynet med Blodkar,
er derfor snarest rødere end Omgivelserne;
senere svinder de tilstedeværende Blodkar ind, og
A. bliver blegt og enten slapt og blødt ell. haardt
og stramt. I sidste Tilfælde sker der da ofte
en Sammentrækning (Arretraktion). Ved
nogle Saar — især Saar med dybe Substanstab,
ved Brandsaar m. m. — er denne Sammentrækning
af A. meget betydelig, og vi faar da ofte
slemme Misdannelser, der kan nødvendiggøre
Operationer. A. i indvendige Organer er ogsaa
ofte faste, haarde, sammenskrumpede. Ved
Arsammentrækning i Tarmen kan man faa
Tillukninger, der nødvendiggør Operationer.
Udvendige Ar spiller en ikke ringe Rolle i Erkendelsen
af bestemte Personer. Dels for at modarbejde
dette (Forbrydere), dels for at fjerne det uklædelige
ell. paa anden Maade generende ved et
A. har man foretaget mange forsk. Operationer
(kosmetiske Operationer).
E. A. T.
Ar (bot., stigma) eller Støvfang er den
mere ell. mindre udviklede Del af Støvvejen i
en Blomst, som ved sin særegne, slimede ell.
klæbrige Beskaffenhed tjener til at opfange og
fastholde Støvet. Arfladen er dannet af
tyndvæggede Haar ell. Papiller, som udskiller en
klæbrig Vædske. Undertiden sidder A. umiddelbart
oven paa Frugtknuden; hyppigst er det dog
anbragt paa Enden af en kortere ell. længere
Forlængelse, som man kalder »Griffelen«. I alle
ægte Vindbestøvningsblomster er A. store, og de
støvfangende Haar staar ud til alle Sider; i
Insektbestøvningsblomster er de langt mindre og
mere klæbrige. Som oftest er A. udviklede paa
Spidsen af Frugtbladene; men i nogle Tilfælde
kan de være dannede paa Sømmene af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
