Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apostelkrus - a posteriori, se a priori - Apostill (af nylat. apostilluni) er et juridisk Udtryk - Apostlenes Gerninger - Apostolicisme (gr.) - Apostolicitet - Appstolikere kaldes et gnostisk Parti i Nordfrankrig og Belgien i 12. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyske Rigsørn, der ligesom Apostlene, Vulsterne,
Blomsterne og Ornamenterne er dækket med
brogede Emaillefarver, medens Ansigt, Hænder
og Fødder er kødfarvede. Disse Krus, der ofte
har originale fine Tinlaag og Randbeklædninger,
er forfærdigede fra Slutn. af 16. til Slutn. af
17. Aarh. og sandsynligvis i Kreussen ved
Baireuth.
(J. F.). Arn. K.
a posteriori, se a priori.
Apostill (af nylat. apostillum) er et juridisk
Udtryk for en Paategning ell. Efterskrift paa et
Dokument, der ikke bruges hos os, men derimod
i fremmed (tysk) Ret, navnlig for at betegne
Besvarelsen af en Ansøgning, og især naar den
skrives i Randen af denne. Saaledes kommer A.
til overhovedet at betegne en Randbemærkning.
V. B.
Apostlenes Gerninger ell. Akta (af lat.
acta apostolorum), et Skrift i det ny Test., der
fortæller Begivenheder fra den første Menigheds
Historie. Fremstillingen følger en bestemt Plan,
nemlig at vise, hvorledes Evangeliet efter
Herrens Befaling (i 1, 8) først udbredtes i Jerusalem
og Judæa (Kap. 1—7), derfra naaede til Samaria
og Syrien (Kap. 8—12) og til sidst kom »indtil
Jordens Ende« ɔ: over Efesos og Korinth til Rom
(Kap. 13—28). I Bogens første Halvdel (Kap.
1—12) er Apostlen Peter Hovedpersonen; i den
sidste (Kap. 13—28) derimod grupperer
Begivenhederne sig om Paulus’ Virksomhed; de
øvrige Apostle nævnes kun i Forbigaaende. Som
Forfatteren til Ap. G. nævner den kirkelige
Tradition Paulus’ Rejsefælle, Lægen Lukas, hvem
jo ogsaa det tredie Evangelium tillægges; og af
den ensartede Stil og Fremstillingsform samt af
begge Værkers Dedikation til den os i øvrigt
ubekendte Teofilus fremgaar det uomtvisteligt, at
de begge maa være skrevne af den samme Mand.
Traditionen om, at denne er Lukas, lader sig
imidlertid med Bestemthed først paavise i Slutn.
af 2. Aarh., og dens Rigtighed betvivles ofte i
Nutiden. Man indvender, dels at der i Skildringen
af Paulus er saa mange Uoverensstemmelser
med hans egne Breve (f. Eks. Ap. G. 11, 30,
sammenlignet med Gal. 2, 1; Ap. G. 21, 20 ff. med
Gal. 2, 11 ff.), at man umuligt kan antage, at
Forf. har kendt Apostlen personligt; og dels har
han gjort sig skyldig i saa grove historiske
Unøjagtigheder, at han heller ikke kan have været
en Samtidig ɔ: en Mand fra den apostoliske Tid.
Man formoder da i Reglen, at kun de saakaldte
»Vi — Stykker« (16, 10—17; 20, 5—15; 21, 1—18;
27, 1—28, 16. hvor Fremstillingen gaar over i
første Person) stammer fra Lukas’ Rejsedagbog;
en Erindring herom har imidlertid medført, at
man senere har tillagt Forfatteren af en enkelt
Kildeberetning det hele Værk. Det er dog næppe
rimeligt, at andre end Lukas selv skulde have
bibeholdt »Vi«-Formen, og Sprog og Stil i »Vi
— Stykkerne« er ganske som i det øvrige Værk;
Overleveringen om, at Lukas er Forfatteren, har
derfor sikkert den største Sandsynlighed for sig.
De fleste formentlige Uoverensstemmelser med
den paulinske Litteratur lader sig ogsaa enten
udjævne ell. forklare deraf, at Bogens Hensigt
ikke er udtømt med at give en historisk
Skildring af Aposteltidens Begivenheder; Forf.
ønsker fremfor alt, at hans Skrift skal tjene til
Opbyggelse for Menigheden, og maaske tilsigter
han tillige dermed at levere et Forsvar for
Kristendommen over for dens Modstandere, og disse
Formaal har naturligvis haft Indflydelse paa
Stofvalg og Fremstillingsform. Fremdeles har
Forf. til Udarbejdelsen af Ap. G. foruden sine
egne Optegnelser og Erindringer ogsaa benyttet
andre Kilder, rimeligvis baade skriftlige og
mundtlige (jfr Luk. 1, 3), og saadanne kan jo
have været af noget forskellig Værdi; alle
Forsøg paa at udsondre og nærmere afgrænse
disse Kilder maa dog mislykkes, fordi Forf. har
indarbejdet dem i sin Fremstilling og paatrykt
dem alle sit individuelle Stilpræg. De paulinske
Breve synes ikke at være benyttede.
Affattelsestiden lader sig næppe nøjagtig
bestemme; da Ap. G. er skreven senere end Luk.
Evangelium, og dette rimeligvis forudsætter
Jerusalems Ødelæggelse Aar 70, føres vi ned til
omkr. Aar 80 som det sandsynligste Tidspunkt.
Rigtig nok har man villet forklare den hist. Fejl,
der sandsynligvis foreligger i 5, 36 deraf, at
Forf. skal have læst og misforstaaet et Sted i
Josefus’ Arkæologi (XX, 5, 1 f.); og da vi véd, at
denne er fuldendt 93—94, maatte Affattelsen af
Ap. G. altsaa tidligst ansættes til 95—100; i saa
Fald kan imidlertid Lukas vanskeligt være Forf.,
og den formentlige Afhængighed af Josefus er
da ogsaa meget tvivlsom. Paa den anden Side er
det sikkert ogsaa lige saa forfejlet, naar man
deraf, at Værket slutter med en Meddelelse om
Paulus’ toaarige Fangenskab i Rom, men ikke
omtaler hans Død, har villet slutte, at saa maa
det være skrevet, forinden denne indtraf ɔ: før
64. Fremstillingens noget pludselige Ophør er
vel snarere at forklare deraf, at nu har Forf.
fuldført sin Plan: at skildre, hvorledes
Evangeliet naaede til Rom. M. H. t. Tekstoverlevering
frembyder Ap. G. den interessante
Omstændighed, at et værdifuldt Haandskrift (D.)
og nogle Oversættelser frembyder saa mange
og saa betydelige afvigende Læsemaader, at de
ikke lader sig forklare som alm. Afskriverfejl,
men maa repræsentere en særlig Tekstform;
man har til Forklaring heraf fremsat den
Formodning, at Lukas skulde have udsendt sit Værk
i to Udgaver, først som Kladde og senere i en
korrigeret Skikkelse; det er dog næppe sandsynligt;
D-Teksten stammer rimeligvis først fra
Midten af 2. Aarh.; men det er ikke umuligt, at
den i enkelte Tilfælde kan indeholde den bedste
Læsemaade. (Litt.: Kommentarer bl. a. af
Wendt [1913]; Preuschen [1912] og
Holtzmann [1901]. Interessante Undersøgelser af
Harnack i »Beiträge zur Einleitung in das
Neue Test.« I, III, IV [1906—1911]).
H. M.
Apostolicisme (gr.), det System, der kræver
Kirkens ubegrænsede Herredømme i gejstlige og
verdslige Sager.
Apostolicitet, den Egenskab hos Kirken, at
den er apostolisk.
Apostolikere kaldes et gnostisk Parti i
Nordfrankrig og Belgien i 12. Aarh. De forkastede
alle ydre Ceremonier, spiste ikke Kød, skyede
Kvinderne og drev Fordringen til Fattigdom saa
vidt, at de forkastede Godgørenheden, fordi
man ikke maatte have noget at give bort. Deres
Paastand om, at det var den apostoliske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
