Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antoninus (romerske Kejsere) 1) Antoninus Pius (Titus Aurelius Fulvus), (86 e. Kr.-161) - Antoninus (romerske Kejsere) 2) Marcus Aurelius Antoninus, (121 -180) - Antonio, Prior af Crato, portug. Tronprætendent (1531-95) - Antonio se Squarcialupi - Antonio, Nicolas, sp. Bibliograf (1617-1684) - Antonios den Hellige, levede i første Halvdel af 4. Aarh. i Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Relieffer; to af dem viser en Rytterparade, som
den brugtes ved Kejserens Apoteose, det tredie
Kejserens og Faustina’s Apoteose. Kun det
sidstnævnte, ret bekendte Relief er taalelig Kunst,
men dog allerede præget af Forfaldstidens
Skabelonmæssighed.
H. A. K.
2) Marcus Aurelius Antoninus, f.
121 e. Kr., d. 17. Marts 180. hed egl. Annius Verus,
men antog sit senere Navn, da han blev
adopteret af A. Pius. Af sp. Familie blev A. dog
opdraget i Rom, hvor han først studerede Retorik
under Herodes Atticus og Fronto, siden blev
ganske vundet for den stoiske Filosofi. Fra 147
deltog han i Regeringen med sin Adoptivfader,
som ogsaa havde skænket ham sin Datter
Faustina’s Haand, og efter dennes Død regerede han
alene fra 161—180; dog havde han sin Adoptivbroder
Lucius Verus til Medregent, indtil denne
døde 169. Som Kejser ofrede A. sig ganske for
sine Regentpligter, og den fredelige Tænker,
der kun befandt sig vel i sit Studereværelse,
maatte alligevel Aar efter Aar i Spidsen for
Hæren kæmpe ude ved Rigets Grænser. En Krig
med Partherne førte hans Feltherrer vel til en
lykkelig Udgang 165; men den hjemvendende
Hær medførte en Pest, der siden rasede hele
A.’s Tid igennem, og allerede 167 begyndte de
germanske Folk ved Donau, især Markomannerne,
de Indfald, der krævede A.’s personlige
Nærværelse i en hel Aarrække. Han kæmpede
her med afvekslende Lykke lige til 175, da en
Opstand af Avidius Cassius kaldte ham til Asien;
inden Kejseren kom hertil, var Avidius dog
blevet dræbt af sine egne Folk. 178 udbrød
Markomanner-Krigen atter og vedvarede til A.’s Død.
I sin indre Styrelse var A. mild og menneskevenlig;
Lovgivningen forbedredes i human
Retning, de mange Ulykker, som Pest og
Hungersnød førte med, søgte Kejseren at lette ved
Gaver og Skatteeftergivelser. De Kristne kunde
A. kun opfatte som farlige Fjender af den
herskende Religion, for hvilken han havde saa dyb
en Ærefrygt, og Trajan’s Love mod dem blev
strengt overholdte; under A. led bl. a.
Kirkefædrene Justin og Polykarp Martyrdøden. A.’s
Tanker og hele ædle Personlighed læres bedst
at kende gennem hans »Selvbetragtninger«, et
paa Græsk skrevet Værk i 12 Bøger. Han
fremtræder her som helt fyldt af den stoiske Filosofi
i den mildere Form, som denne havde faaet i
Rom ved Seneca og Epiktet; den strenge
Selvprøvelse og den kærlighedsfulde Optræden over
for andre, Troen paa en Forsynsstyrelse, der
leder alt til det bedste, Respekt for Folkereligionen,
hvori dybe Sandheder findes, om end
udtrykte paa ufuldkommen Vis, det er de ledende
Tanker. Det var ogsaa dem, som A. fulgte i
Livet, og som har gjort ham til en af
Menneskehedens ædleste Skikkelser, først og sidst
gennemtrængt af en dyb Melankoli. Allerede
Samtiden beundrede den kejserlige Filosof; hans
Rytterstatue paa Capitol og den Æressøjle, der
minder om hans Kampe med Markomannerne,
vidner endnu derom. — Hans »Selvbetragtninger«
blev først udgivne af Guil. Xylander
[Zürich 1558), siden bl. a. af Stich (Leipzig 1903)
og af Leopold (Oxford 1908); de er oversatte
paa de fleste Sprog, ogsaa paa Dansk (1752 og
1805). Desuden har man af A. nogle latinske
Breve til Fronto, der er udgivne sammen med
dennes Skrifter. (Litt.: Noël-Desvergers,
Essai sur Marc-Aurèle [Paris 1860]; Renan,
Marc-Aurèle et la fin du monde antique [Paris
1882]).
Kr. E.
Marcus Aurelius Søjle, en Æressøjle
af Marmor med Kapitæl og Basis, 100
gammelromerske Fod (= 29,6 m) høj, rejstes i
Forbindelse med et Tempel for Kejseren paa
Marsmarken og fuldendtes antagelig c. 193 e. Kr. F.
Den staar endnu paa sin opr. Plads (dog uden
de gl. Omgivelser) paa Piazza Colonna i Rom.
En indvendig Trappe fører til Toppen, der bar
Kejserens Statue; nu findes i Stedet en Statue
af Apostlen Paulus, opsat 1859 af Pave Sixtus
V, der lod Søjlen restaurere. Som Trajan-Søjlen,
der var Forbilledet, smykkedes den med et
langt Reliefbaand, der i 23 Vindinger snor sig
op til Kapitælet. Relieffet skulde forherlige
Kejserens Krige. Ved et Billede af Victoria,
skrivende paa et Skjold, deles det i 2 Stykker,
hvoraf det nederste viser Kampen mod
Markomanner og Quader, det øverste mod Sarmater,
Jazyger og Quader. Mest er det Enkeltscener
med Figurer af Romere og de besejrede
Germaner, ofte med landskabelig Baggrund og med
mange interessante Detailler, men uden større
kunstnerisk Værd. En bekendt Scene viser
Jupiter Pluvius, Regnguden, der kommer
nødlidende Romere til Hjælp, et Vidunder, der i
Middelalderen fortolkedes som fremkaldt ved
kristne Soldaters Forbøn.
H. A. K.
Antonio [ăn↱tånju], Prior af Crato, portug.
Tronprætendent (1531—95). 1578 fulgte han med
Kong Sebastian paa hans Tog til Marokko, og
blev fanget i Slaget ved Alcazar. Han blev dog
befriet og vendte tilbage til Portugal. Da det
gamle burgundiske Dynasti var uddød med
hans Farbroder Henrik, blev han 1580 af Folket
udraabt til Konge. Men allerede s. A. blev han
slaaet af Spanierne og maatte flygte, og det
lykkedes ham ikke senere at gøre sine Krav paa
Tronen gældende. Han levede sine sidste Aar i
Paris. A. er Forfatter til Panegyris Alphonsi I,
Lusitanorum regis (Coimbra 1550) og Psalmi
confessionales (Paris 1592). Hans Søn Christoph
udgav 1629 hans Levnedsbeskrivelse i Paris.
Chr. H.
Antonio [-↱tånio] se Squarcialupi.
Antonio [sp. an↱tåniå], Nicolás, sp.
Bibliograf (1617—1684). Han var Kannik i Sevilla,
havde 1659—78 et diplomatisk Hverv i Rom og
blev endelig Medlem af et af Regeringsraadene.
A har gjort sig fortjent ved to bibliografiske
Ordbøger over den spanske Litt., der har deres
Værdi endnu den Dag i Dag, nemlig Bibliotheca
hispana vetus (indtil 1500) (Rom 1672) og Bibl.
hisp. nova (Rom 1696), sidstnævnte ved Kardinal
de Aguirres Foranstaltning. 1783—88 udkom der
i Madrid forøgede og forbedrede Udgaver af
begge Værker. Desuden er A. Forf. til Censura
de historias fabulosas (først udkommet i
Valencia 1742), hvori han øver Kildekritik for den
ældre spanske Histories Vedk.
E. G.
Antonios den Hellige, levede i første
Halvdel af 4. Aarh. i Ægypten. Hans kristne
Forældre var ansete og fromme Folk; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
