Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antihydropin er det virksomme Stof i pulveriserede Kakerlakker - antik (af fr. antique , lat. antiquus), adjektivisk Betegnelse for alt, hvad der tilhører ell. stammer fra en svunden Tid - Antikaglier, tidligere anvendt Betegnelse for Oldsager - Antikatode, en Metalplade, der sidder over for Katoden i et Røntgentrør - antikisere, efterligne Antikken - Antikleia, Laertes' Hustru, Moder til Odysseus - Antiklimaks, se Klimaks - antiklinal, se Lejringsforhold - Antiklor kaldes de Midler, som anvendes til at fjerne den sidste Rest af Klor fra blegede Tøjer - Antikresis (gr. ) er et rom. Retsudtryk for en særlig Art Pantekontrakt - Antikrist (af gr. o: Modkristus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antihydropin er det virksomme Stof i
pulveriserede Kakerlakker (Blatta orientalis). Det er
krystallinsk og af diuretisk Virkning.
E. K.
antik (af fr. antique [ã↱tik], lat. antiquus ɔ:
gammel, gammeldags), adjektivisk Betegnelse
for alt, hvad der tilhører ell. stammer fra en
svunden Tid. Hyppigere bruges Ordet med
mere speciel Bet. om alt, hvad der staar i
Forbindelse med Oldtidens Kulturfolk ved
Middelhavet (især Grækerne og Romerne). I denne
Forstand taler man f. Eks. om den a. Livsanskuelse
(a. Kunst, a. Stil, a. Samfundsforhold
o. s. v.), hvorved altsaa forstaas den
Livsanskuelse (Kunst o. s. fr.), som var ejendommelig
for og fremgaaet af den græske og romerske
Kultur i Oldtiden. Antikken (som Substantiv)
betegner fortrinsvis den a. Kunst, i videre
Forstand den a. Dannelse og Aand.
Antikker (Subst. Ft.) ɔ: a. Kunstværker og
Haandværksarbejder.
C. B.
Antikaglier [-↱kaljər] (ital., anticaglia [-↱kalja]),
tidligere ret jævnlig anvendt Betegnelse for
Oldsager, Antikviteter.
H. A. K.
Antikatode [↱an-], en Metalplade, der sidder
over for Katoden i et Røntgentrør for at standse
de fra denne udgaaende Katodestraaler. Ved
denne Standsning frembringes
Røntgenstraalerne (s. d.).
E. S. J.
antikisere, efterligne Antikken.
Antikleia [gr. -↱ti-], Laertes’ Hustru, Moder til
Odysseus. Efter den alm. Fortælling var
Odysseus et ægtefødt Barn af A. og Laertes; men
hos enkelte antikke Forf. findes et andet Sagn,
efter hvilket A., da hun indgik Ægteskabet,
allerede var frugtsommelig ved Sisyfos; Odysseus
skulde da være Frugten af dette Forhold og
have arvet sin Snuhed og Kløgt fra ham. — I
Odysseus 11. Sang skildres det rørende Møde
i de Dødes Rige mellem Odysseus og A.’s
Skyggebillede. Hun har fundet Døden af Sorg over
Sønnens lange Fraværelse og Uvished om hans
Skæbne.
C. B.
Antiklimaks [↱an-], se Klimaks.
antiklinal, se Lejringsforhold.
Antiklor kaldes de Midler, som anvendes til
at fjerne den sidste Rest af Klor fra blegede
Tøjer. Det hyppigst anvendte Middel er
svovlundersyrlet Natron.
E. K.
Antikresis (gr.; lat. pactum antichreticum,
»Brug til Vederlag for«) er et rom. Retsudtryk
for en særlig Art Pantekontrakt, nemlig en
saadan, hvor Skyldneren, i St. f. som Vederlag for
Laanet at betale Renter, overlod Kreditor
Brugen og Indtægten af den pantsatte Ting.
V. B.
Antikrist (af gr. αντίχριστος; ɔ: Modkristus)
bruges i den kirkelige Sprogbrug som Betegnelse
for en Person, i hvem Kristushadet tænkes
samlet i sin højeste Fylde. Ordet findes først
i ny Test. og her alene i Johannes’ Breve, hvor
det saavel anvendes om den ene A., som ventes
at komme (1. Joh. 2, 18 og 4, 3), som om alle
Mennesker, der ved deres direkte Modstand
mod den kristne Tro virker i hans Tjeneste
(1. Joh. 2, 18—22, 2. Joh. V. 7). Selve
Forestillingen er imidlertid videre udviklet inden
for de nytestamentlige Skr. Den optræder først
i Kristi Tale (Matth. 24, 5—24), hvor det er
under Synspunktet af de falske Profeter, der
gaar forud for Kristi Genkomst, at Modstanden
skildres. Det er sikkert denne Tanke, som er
optaget og videre udviklet af Paulus i 2. Thess.
2, 3 ff., hvor det er som »et Syndens Menneske,
en Fortabelsens Søn, der ophøjer sig over alt,
hvad der kaldes Gud og Helligdom, saa at han
sætter sig i Guds Tempel og viser, at han selv
er Gud«, at den kristusfjendske Magt fremstilles.
Herved bliver under tydeligt Henblik til
Daniel’s Profeti (Kap. 11) og den der fremstillede
Kong Antiochus Epifanes Billedet af den nævnte
forførende Magt udfyldt til en verdslig
Herskermagt, der skal tage den sidste store
Verdenskamp op med Guds Rige her paa Jorden. Det
er endelig denne sidste Tanke, som finder sin
store digteriske Gennemførelse i Johannes’
Aabenbaring, hvor den antikristelige Magt
fremtræder i Dyret af Havet (Kap. 13), der faar sin
Magt af Dragen (Djævelen), og som ved alle
Midler, derimellem ogsaa ved Benyttelsen af
den falske Profet, der ses som Dyret af Jorden
(Kap. 13, 11 ff.), skal forfølge Menigheden til
det yderste, indtil den overvindes ved Kristi
Komme (Kap. 19). Det er tydeligt nok, at
Skildringen af Dyret er udfyldt med Træk fra
det romerske Kejserdømme, der især gennem
Nero’s Regering var optraadt i den absolutte
Modsætning til Kirken; saadanne Træk som
navnlig Billedet af Skøgen, det store Babylon,
som sidder paa de syv Høje, og som er
drukken af de Helliges Blod (Kap. 17), viser klart,
at der her nærmest er tænkt paa den
romerske Verdensmagt som den, i hvem den
hele antikristelige Modstand er samlet. Til hele
denne Betragtning laa det nu ogsaa nær for
den gamle Kirke, saa længe den var under
Forfølgelsen, at slutte sig; i Oldkirken opfattede
man alm. A. som en bestemt Personlighed, og
en Tid lang tænkte man sig ham som den
tilbagevendende Nero. Siden efter, da Kirken
blev den sejrende Magt, blev det alm., at man
saa A. i den samtidige Person ell. Institution,
som man ansaa for mest farlig for den sande
Kirkes Fremtid. Medens man saaledes i
Middelalderen fra kirkelig Side betragtede Muhammed
som A., blev af mangfoldige kætterske Partier
det samme Prædikat tillagt Pavemagten, det
kirkelige Rom. Og denne sidste Betragtning
blev optaget af Luther i hans Skr., »Mod
Antikristens Bulle« og er siden fastholdt af ham;
den er gaaet over i Bekendelsesskrifterne, hvor
den især er udtalt i de schmalkaldiske Artikler,
og er endelig optaget af den ortodokse Teologi.
Men denne Tankes Urigtighed er dog nu
temmelig alm. anerkendt; det indrømmes, at den
antikristelige Magt efter Skriften maa tænkes
som en ubetinget og utilsløret Modstand mod
den kristne Kirke som Helhed, og er man end
meget uenig om dens nærmere Bestemmelser,
saaledes navnlig om, hvorvidt den skal tænkes
som en bestemt Personlighed ell. som en
upersonlig Magt, saa staar dog saa meget fast, at
dens Fremtræden er nøje knyttet til de sidste
Tider. Som alm. dogmatisk Resultat kan det
vel gælde, at den hele Forestilling har sin
Bet. ved at udtale den Sandhed, at ligesom
den fuldkomne Aabenbarelse af det gode
naturlig drager den højeste Aabenbarelse af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
