Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ansgar, »Nordens Apostel« (801- 865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ringe Munk ophøjet til at være Ærkebiskop af
Hamburg (831). Hans høje Værdighed var
imidlertid kun en Ærestitel. Det nyoprettede
Ærkesæde manglede ikke blot Lydbispedømmer, men
ogsaa et virkeligt Stift, og var en ringe og udsat
By. Til Støtte fik A. da Abbediet Turholt i
Flandern, hvor han ofte levede i Stilhed med sine
Disciple, blandt dem Rimbert. Pave Gregorius
IV overrakte A. Palliet og delte den nordiske
Mission mellem ham og Ærkebiskop Ebo af
Reims, der fordum havde missioneret ved
Danmarks Grænse. Ebo betroede sin Part, Sverige,
til sin Frænde Gauzbert. For Mission i Danmark
glippede alle Betingelser. Frankervælden gik til
Grunde i indre Splid; i Danmark sad Haarik,
den fordrevne Kong Harald’s sejrrige Fjende,
som Enekonge, og hans Undersaatter voldgæstede
Frankerrigets Kyster. Snart strømmede
Ulykkerne over A.’s Hoved. Ludvig den Fromme
døde (840), Riget spaltedes, og Turholt blev
inddraget af den vestfrankiske Konge, Karl den
Skaldede, der ikke ænsede A.’s Ret, fordi han
var den østfrankiske Kong Ludvig’s Undersaat.
Værre endnu blev det, da en stor Vikingeflaade
under Haarik selv stævnede op ad Elben og
hærgede Hamburg; dér laa A.’s Kirke i Aske,
Klosteret ødelagt, Kirkens Prydelser var
røvede, og Bogsamlingen kastet i Luerne. A. selv
var undsluppet halvnøgen og uden Kappe;
Helgenlevningerne havde han dog givet sig Tid til at
redde. Samtidig fik han Bud om, at Svearne
havde jaget Missionærerne ud af Landet; men
han mistede ikke Modet. Foreløbig fandt A. og
hans Munke Ly paa Gaarden Ramsola i Verden
Stift, og snart efter tilbød Kong Ludvig den
Tyske ham Bispedømmet Bremen (845). Efter
langvarige Betænkeligheder tog han omsider
imod det, og paa et Kirkemøde i Mainz 847
blev Ærkestiftet Hamburg opløst og fordelt
mellem Bispedømmerne Bremen og Verden. Denne
Afgørelse beroligede dog ikke Sindene. Kongen
og Bisperne vedtog da, at A. skulde beholde
Bispedømmet Bremen, men have Ærkesædet
Hamburg tilbage og holde Bispen i Verden
skadesløs med Dele af Bremens Stift (849 ell. 850).
Endnu havde A. dog Bryderier: Ærkebisp
Gunthar i Köln vægrede sig ved at godkende
Ordningen, der mindskede hans Magtomraade;
under et stærkt politisk Tryk maatte han dog til
sidst falde til Føje (860). Før sin Død søgte A.
at sikre Ærkesædets Fremtid. Den store Pave
Nicolaus I, der havde skarpt Blik for Missionens
Tarv, kundgjorde i en Bulle, at Hamburg og
Bremen skulde udgøre eet Stift, saaledes at
Hamburg blev Ærkesædet, og Köln skulde ikke have
nogen Ret over det ny Stift (864). — I Danmark,
der før syntes lukket for Kristenforkyndelsen,
var Missionen imidlertid blevet genoptaget.
Straks efter Overfaldet paa Hamburg slog
Haarik nemlig om, og i Løbet af de flg. Aar
udviklede der sig et venskabeligere Forhold mellem
Danmark og det tyske Rige. Denne Ændring i
den politiske Stilling skyndte A. sig at udnytte;
han optraadte nu som den ansete Stormand,
hvem Statsforhandlinger var betroede, og ved
rige Gaver vandt han Kongen og hans
Høvdinger. Han fik udstrakt Frihed til at forkynde
Kristendom; Haarik selv laante gerne Øre til
hans Ord, men Hensynet til det hedenske Folk
hindrede ham i offentligt Trosskifte. Saa vidt
gik Kongen dog, at han gav A. en Grund ved
Hedeby ell. Slesvig, Rigets ypperste Handelsplads,
hvor A. kunde rejse den første danske
Kirke. Danskere, der havde ladet sig døbe ell.
primsigne (korstegne) i den frisiske By Dorstad,
fik derved et Samlingspunkt, og kristne
Købmænd kom nu trygt til Byen og øgede dens
Handel. Saa højt satte Haarik A.’s Troskab og
Indsigt, at han lod ham overvære sine
Raadslagninger med Høvdingerne og fulgte hans
Raad. Ogsaa den svenske Mission kom efter
Gauzbert’s Fordrivelse atter under A. Hergejr
Jarl havde holdt sammen paa Menigheden; men
han maatte døje Haan og Spot af Hedningerne
og trængte til Støtte. A. sendte derfor Præsten
Ardgar til Björkö; men snart efter døde
Hergejr, og Ardgar vendte tilbage. Da besluttede A.
selv at drage derop (853). Med Anbefaling fra
Haarik kom han til Björkö og blev vel modtaget
af Kong Olav; men Kongen kunde dog ikke give
ham Fred uden Folkets Minde. Tingforsamlingen,
der skulde tage Bestemmelse om A.’s Skæbne,
blev stormende, men A. naaede da sit Maal. Han
fik endog bygget en Kirke og indsatte Eribert til
Præst der. Ved sin Tilbagekomst til Danmark
fandt A. Forholdene sørgeligt forandrede. Den
gamle Haarik var faldet i Kampen mod en
Frænde (854). Hans Efterfølger, den unge
Haarik, lod sig lede af hedenske Høvdinger, særlig
Jarlen Hove, og lukkede de Kristnes Kirke i
Hedeby. Uvejret trak dog over, Hove faldt i
Unaade, og A.’s Ven, Jarlen Borkar, udvirkede,
at A. atter fik Adgang til Riget, og Kirken blev
genaabnet. Saa vidt gik den unge Haarik, at han
tillod de Kristne i Hedeby at have en Kirkeklokke,
skønt Hedningerne troede, at den forjog
Landvætterne, og i Ribe gav han A. en Grund,
hvorpaa den anden danske Kirke blev rejst. A.
stræbte selvfølgelig at faa Kongen omvendt.
Ganske vist vilde Haarik ikke lade sig døbe, men han
sendte Gaver til Pavestolen. Nicolaus I svarede
med et Brev (864), hvori han udtaler sin Glæde
over Haarik’s Tilnærmelse og formaner ham
kraftig til at forlade den mørke Hedendom. Til
Sverige sendte A. to dansk-fødte Mænd. — Var A.’s
kristne Plantning i Norden kun ringe og
forkrøblet, havde den dog Livskraft nok til at
udholde den flg. Tids Storme, i alt Fald i
Danmark. Ogsaa ved Styrelsen af Ærkestiftet
satte A. sig et smukt Eftermæle. Han fuldendte
Stenkirken i Bremen, grundlagde fl. Klostre og
byggede et Herberg for Fremmede og Syge. Selv
besøgte han Nødlidende og løskøbte Fanger. For
Eneboere havde A. den største Ærefrygt;
saaledes opsøgte han oftere den fromme Kvinde
Ljudberg i Bode-Dalen Ø. f. Harz. Selv trak han
sig, saa ofte han kunde, tilbage i Ensomhed for
at leve i stille Betragtninger. Efter den hellige
Martinus’ Forbillede bar han Haarskjorte paa
sit Legeme, og hans Drik var kun Vand, indtil
han for ikke at fristes til Hovmod blandede
nogle Draaber Vin deri. A. var arbejdsom til
det yderste. Under Salmesangen i Bispegaarden
knyttede han Fiskegarn, og egenhændig afskrev
han mange Bøger. Selv udarbejdede han kun
Pigmenta (»Offerrøgelse«), jævne og lidet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
