Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Animisme (lat.) den Opfattelse, at det organiske Liv skulde forklares ved en mystisk »Sjæl« - Animocorde, se Anemokord - animo deliberato (lat.), »med velberaad Hu« - animos (lat.), lidenskabelig, forbitret - animoso, con ánimo (ital.), mus. Foredragsbetegnelse: med Liv og Kraft - Animuccia, Giovanni, ital. Komponist, (1500-71). Han kaldes »Oratoriets Fader« - animus (lat.), Sjæl, Sind, Forsæt, Drift - animus in juriandi, se Ærefornærmelser - animus lucri faciéndi (lat.), Berigelseshensigt - Anio, se Teverone - Anion, se Elektrolyse - Aniridi, (græsk) Mangel af Iris, Øjets Regnbuehinde - Anis, se Pimpinelle - Anisaldehyd, er Paraoxybenzaldehydmetylæter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kraftoverførelsen finder i Regelen Sted uden
mange Ceremonier og kræver ikke nogen særlig
Præstestand for at komme i Gang. Høvdingen,
Husfaderen, har den fornødne Myndighed til at
udføre den i Samfundets Navn, og for sin egen
Person kan hver enkelt i Regelen forsyne sig
med det nødvendige, ell. han gør det sammen
med andre i Folkeskikke og ved Folkefester,
hvor denne Fremgangsmaade endnu har holdt
sig i Almuen (jfr. Ceremonier ved Majstangen
o. l.). Kraftoverførelsens Princip fortsætter sig
imidlertid i højere Religionsformer og gaar her
ofte over paa Præsternes Hænder.
Men Forholdet bringes ogsaa i Stand ved
Imitation og Symboler, og dette afsætter
den Art af Ceremonier, der med et Fællesnavn
kunde betegnes som Magi (s. d.), og som
uafbrudt kommer igen i højere Religioner, navnlig
hvor disse har rituel Karakter.
b) Som personlige Aander bliver disse
Kræfter ikke blot opfattede, idet Sjælekultus
træder til, men allerede ved, at man finder
dem i Dyrene ell. tænker sig dem som
Dæmoner (s. d.), der da oftest tænkes som onde
Aander af fantastisk Ydre. der i Regelen
optræder om Natten, plager Menneskene i
Drømme o. l., og som man maa værge sig imod
med Besværgelser, med Vaaben ell. Ild, ved
Symboler og Ceremonier. Imidlertid gaar der
ogsaa en anden Vej end denne fantastiske til
Kræfternes Personifikation, nemlig
Begrebets, idet man betragter den enkelte
Begivenhed (Lynnedslag, Høst, Fødsel e. l.) som
frembragte ved en særlig Virksomhed, der nu
tænkes foraarsaget af en særlig »Virker« eller
»Frembringer« (Lyneren, Modneren,
Fødselshjælpersken), der da naturligt tænkes stedse
mere personligt. Det er de Særguder
(»Sondergötter«) gennem hvilke H. Usener har søgt
at forklare en Del af den gr. Mytologi, men som
de fleste Steder kan paavises paa Overgangen
til Kulturreligioner (se Guddom).
c) En særlig udviklet Form antager A., hvor
Sjæledyrkelsen træder til med en rent
selvstændig Tydning af de animistiske Fænomener.
De hemmelighedsfulde Aarsager mener
man her at have fundet i de Afdødes, særlig
»Fædrenes« Sjæle, der lever videre i Gravene
ell. i Dødsriget, aabenbarer sig i Drømme ell.
Syner og nu bliver Genstand for en Kultus, der
i Regelen gaar ud paa at ernære dem i Gravene
for at stemme dem til Blidhed og sikre sig
deres Gunst, idet man tænker sig, at de afdøde
Familiefædre bevarer deres Magt over Familien
og dens Ejendomme. Først her finder en egl.
Kultus St., og denne overlades til et Præsteskab.
Teknisk frembyder Sjæledyrkelsen den Fordel
fremfor den blotte A., at man her ved, hvem
man har at gøre med, kan nævne Aanden ved
Navn og derved besværge den og øve
Indflydelse paa den ved at komme dens
menneskelige Fornødenheder i Møde (med Mad- og
Drikofre, Gravfester o. l.) ell. i hvert Fald ved at
mætte den blodløse Skygge med Blod. I denne
Form har A. øvet stor Indflydelse paa Offer-
og anden Kultus i de højere Religioner; men i
sin lavere (præ-animistiske) Form har den
været mere tilbøjelig til at leve videre i
Folketro og Folkeskik (se Folklore),
sandsynligvis fordi Sjæledyrkelsens Offerskikke blev
afskaffet sammen med det officielle Hedenskab, i
hvilket de var indgaaede (se i øvrigt
Sjæledyrkelse). (Litt.: H. Spencer,
Principles of sociology, IV [1877, 1885]; F. B. Jevons,
Introduction to the history of religion [1902];
H. Usener, »Götternamen« [1896]; W. Wundt,
»Völkerpsychologie«, II [2. Opl. 1896]; R. R.
Marett, Preanimistic religion [1900; Folklore
XI], The treshold of religion [1909]; A.
Kruijt, »Het Animisme in den indischen
Archipel« [1906]; E. Durkheim, Les formes
élémentaires de la vie religieuse [1912]; Edv.
Lehmann, »Die Anfänge der Religion« [»Die
Kultur der Gegenwart«, I, 1913]; Martin P.
Nilsson, »Primitiv Religion« [Kbhvn 1912];
Anton Thomsen, »Religion og
Religionsvidenskab« [Kbhvn 1911]).
Edv. L.
Animocorde, se Anemokord.
animo deliberato (lat.), »med velberaad Hu«.
animos (lat.), lidenskabelig, forbitret;
Animositet, Forbitrelse, Vrede, Nag, Had.
animoso, con ánimo (ital.), mus.
Foredragsbetegnelse: med Liv og Kraft; omtr.
ensbetydende med animáto, men endnu
stærkere og fyrigere.
Animuccia [ani↱mut∫a], Giovanni, ital.
Komponist, f. i Firenze, en af Palestrina’s
betydeligste Forgængere (1500—71). Han kaldes
almindeligvis »Oratoriets Fader«, fordi han som
Ven af Filippo Neri komponerede 4-stemmige
Hymner, saakaldte Laudi spirituali til dennes
Opbyggelsesøvelser i hans Klosters Bedesal (Oratorio),
Hymner af mest bibelhistorisk Indhold, hvor
undertiden enkelte »Soliloquier« (Soloer) af
vekslede med Korene. A. tilhørte den nederlandske
Skole og er en Elev af Goudimel, men er en
af de første blandt Italienerne, hos hvem det
italienske Naturel spores. Hans Hovedværker
er to Bøger »Magnificat« (1568) og en Bog »Messer«
(1567), desuden findes i Manuskript en stor
Del hovedsagelig kirkelige Kompositioner. Af
Konciliet i Trident fik A. den Opgave (1568) at
komponere Kirkemusik efter den ny Ritus, hvor
Vægten skulde ligge paa Tekstens Tydelighed.
Det er et betegnende Træk for hans store
Skrivefærdighed, at han i den Anledning i nogle faa
Maaneder havde ikke mindre end 14 Hymner, 4
Motetter og 3 Messer færdige.
A. H.
animus (lat.), Sjæl, Sind, Forsæt, Drift; i
retlig Bet. den bestemte Hensigt, (a. nocendi ɔ:
den Hensigt at skade).
animus in juriandi, se Ærefornærmelser.
animus lucri faciendi (lat.), Berigelseshensigt,
Hensigt til at skaffe sig Fordel, betragtes
af de fleste som en nødvendig Bestanddel af de
saakaldte Berigelsesforbrydelsers Begreb. Se i
øvrigt Berigelsesforbrydelser og Tyveri.
Anio [↱a-], se Teverone.
Anion, se Elektrolyse.
Aniridi, Anirí, Irederemí, (græsk)
Mangel af Iris, Øjets Regnbuehinde (det blaa ell.
brune i Øjet).
Anis [↱a-], se Pimpinelle.
Anisaldehyd [↱a-], C6H4(OCH3)CHO, er
Paraoxybenzaldehydmetylæter og faas ved Iltning af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
