Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anglesit, et Mineral - Angleterre (fr.), England - Anglicisme - anglikansk Kirke kaldes den eng. Statskirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sønderdeling (Iltning) af Blyglans (ogsaa Pseudomorfoser
efter Blyglans er kendte) og ofte paavokset
i pragtfulde Krystalgrupper paa denne. De
berømteste Forekomster af A. er: Monte Poni paa
Sardinien, Badenweiler i Schwarzwald, Müsen
ved Siegen, fl. St. i Ungarn, Anglesea i England,
Leadhills i Skotland, Beresovsk i Ural,
Nertschinsk i Sibirien, Fönixville i Pennsylvanien
o. s. v., overalt kun i underordnet Mængde, saa
at den ikke kan regnes som nogen Blymalm af
Bet. I større Masser findes PbSO4, angivelig
som et amorft, jordagtigt, sort Mineral ved
Coquimbo i Chile.
O. B. B.
Angleterre [ãglö↱tæ.r] (fr.), England.
Anglicisme, Overførelse af en eller anden
Ejendommelighed ved det eng. Sprog paa andre
Sprog. Saadanne forekommer i meget stort
Antal, dels i daarlige Oversættelser fra Engelsk,
dels og især i det daglige Omgangssprog hos
Fremmede, der er bosatte i England ell.
Nordamerika. Der bruges i den danske (norske)
Tale dels helt engelske Ord, som farm, trainet
var due Kl. 8 (Toget skulde komme); dels
dannes der paa forsk. Maade Blandingsord (indfence
for indhegne, at poste et Brev, at rente et Hus
[leje], at gro Korn [at dyrke Majs] o. s. v.).
Ogsaa i Sætningsdannelsen findes mange A.,
saaledes det hyppige »er han ikke?« for »ikke
sandt«; »føler du bedre?«, »jeg kan ikke staa
Kulden«. Som A. kan det ogsaa betragtes, naar
Skandinaver i Amerika i Regelen siger du til
alle Mennesker (smlg. you).
O. Jsp.
anglikansk Kirke kaldes den eng. Statskirke
(the Established Church). Ved sit nationale
Præg skiller den sig fra Fastlandets protestantiske
Kirkesamfund, med hvilke den har Læren
fælles, hvorimod den i Forfatning og Kultus har
bevaret den gamle Kirkes Former og nærmer
sig Romerkirken. Denne Mellemstilling hænger
sammen med det eng. Folks Karakter og
Historie. Medens de romanske Folk saa godt som
alle holdt fast ved Romerkirken, skilte de
germanske sig ud og gik ad de Baner, som Luther
og Calvin havde afstukket. I England kunde
Grænsen mellem det gamle og det ny ikke
drages saa bestemt. Siden Vilhelm Erobreren’s
Dage har Modsætningen mellem Angelsachsere
og Normanner spillet en afgørende Rolle ogsaa
i det eng. Kirkeliv. De højeste kirkelige
Embeder kom i Hænderne paa Erobrerne, som
kæmpede ved Hastings under paveligt Banner
og fra første Færd af var nøje knyttede til Rom;
men efterhaanden arbejdede de eng. Bisper sig
frem til en mere uafhængig Stilling og søgte
at fremme den a. K.’s nationale Selvstændighed.
Hos Angelsachserne, som udgjorde Underklasserne,
ulmede en stadig Uvillie mod det højere
Præsteskab, hvilken brød frem i Folkedigtningen
og hos Wyclif og Lollarderne, og da Reformationen
kom, fængede den straks hos dem,
hvorimod de højere Stænder holdt fast ved det
gamle uden dog at forsømme at tage de ny
Tanker til Indtægt for Hævdelsen af Kirkens
nationale Selvstændighed over for Rom. I
Spidsen for dem stillede Kong Henrik VIII sig.
Oplært i den skolastiske Teologi optraadte han
som Forsvarer for den imod Luther; men hans
Politik og Giftermaalsplaner førte ham
efterhaanden bort fra Paven. 1533 erklærede
Parlamentet ham for den a. K.’s Overhoved, og 1534
udtalte det, at den pavelige Autoritet fra første
Færd af havde været en Usurpation, og at det
ikke vilde vide af nogen som helst fremmed
Indblanding at sige. Den a. K.’s nationale
Uafhængighed var fuldbyrdet, Kloster- og Kirkegods
inddroges, og Biblen oversattes (Cranmer’s
Bibel 1538), men at Henrik VIII ikke vilde vide
af nogen egl. Reformation at sige, viste »de 6
Artikler« (Blodartiklerne, Svøben med de 6
Strenge) af 1539. Edvard VI (1547—53), som
lededes af Ærkebiskop Cranmer af Canterbury,
indkaldte protestantiske Teologer fra Tyskland
(Bucer, Johan a Lasco o. a.). Cølibatet ophævedes,
Nadveren uddeltes under begge Skikkelser,
en ny Liturgi samt Uniformitetsakten og de
42 Trosartikler udarbejdedes; men Maria (1553—58)
førte alt tilbage til det gamle uden dog
aabenlyst at turde ophæve den a. K.’s
Selvstændighed. Elisabeth (1558—1603), ved hvis
Side Ærkebiskop Parker af Canterbury stod,
gennemførte Reformationen ved en
Overenskomst med Kirkens Stormænd. Den gamle
Forfatning (den episkopale) blev bevaret; men for
Lærens Vedk. blev Arbejderne fra Edvard VI’s
Tid lagt til Grund. Den gennemsete Liturgi
(Book of Common Prayer) indførtes ved
Uniformitetsakten af 1559, de 39 Trosartikler
vedtoges af Landemoderne (Convocations) 1563 og af
Parlamentet 1571, hvortil kom en ny
Bibeloversættelse af 1568 (Parker’s Bibel). Mod
Folkets Villie indførtes den a. K. i Irland, og i
England selv rejste der sig en Storm imod den,
dels fra dem, der vilde en Reformation fuldt
ud (Puritanerne), dels fra de Rom.-kat.
Stuarternes Sympati og absolutistiske Tilbøjeligheder
førte dem nærmere til de sidste; men da Karl I,
støttet af Ærkebiskop Laud, vilde indføre den
a. K. ogsaa i Skotland, udbrød Oprøret, som
førte til dens fuldstændige Ophævelse 1643 og
Puritanernes Sejr med Cromwell. Ved den ny
Uniformitetsakt af 1662 indførtes den atter, og
ved Testakten af 1673 udelukkedes enhver, der
ikke hørte til den a. K., fra Embeder. Oppositionen
var slaaet til Jorden, men kun for atter
at rejse sig med Vilhelm III 1689, fra hvilket
Tidspunkt den tilkæmpede sig fl. o. fl.
Rettigheder. 1828 ophævedes Testakten, 1829 fik
de Rom.-Kat. ved Emancipationsbillen Adgang
til Parlamentet og til alle Stillinger undtagen
de højeste Statsembeder (Rigsstyrer, Lordkansler),
1869 ophævedes den a. K. i Irland, og
Underhuset har vedtaget, at den skal ophæves
i Wales, hvad Overhuset dog foreløbig (1912) har
sat sig imod. Der er ikke saa faa Stemmer for
dens Ophævelse i selve England, men Dissenters
har nu en med Anglikanerne saa godt som
jævnbyrdig Stilling, og selv bl. dem er der fl.,
der ikke ønsker Statskirken ophævet.
Den a. K.’s Forfatning er episkopal,
derfor ogsaa kaldet den episkopale (biskoppelige)
Kirke. Dens Repræsentanter er Biskopperne,
som modtager Embedet af Kronen, men har en
af denne uafhængig Stilling. De alene har Ret
til at ordinere, konfirmere, dispensere, visitere
og holde Synoder. Til Hjælp har de to ell. tre
Archdeacons, og i store Stifter er der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
