Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, dansk Digter, f. (1801-1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og døde kort derpaa. Enken maatte ernære sig
og Barnet som Vaskerkone; de trange Kaar
kuede hendes opr. lyse Sind, og omsider slog
hun sig til Drik. Den Undervisning, A. fik, først
hos en gl Kone, der lærte ham at læse,
senere i en privat Pogeskole og i Byens Friskole,
var yderst tarvelig; mest var han overladt til sig
selv og optagen af Sysler, som ret kunde sætte
Fantasien i Bevægelse, legede med Dukker og
opførte selvlavede Stykker med dem ell.
færdedes i vaagne Drømme om Fremtids Storhed;
han læste meget og gerne, men gladest var han
dog, naar han paa en ell. anden Maade kunde
faa Adgang til de omrejsende Skuespilleres
Forestillinger; andre Børn undgik han helst,
fordi de gjorde Nar ad hans overspændte
Væsen, sære Ydre og tilfældigt sammenflikkede
Klædedragt. Kort efter sin Konfirmation begav
han sig med 13 Rigsdaler, som han havde
sparet sammen af de Gaver, han i Aarenes Løb
havde faaet, ud i »den vide Verden«, foreløbig
til Kbhvn for at forsøge sin Lykke som
Skuespiller ell. Digter; en Del af sine barnlige
poetiske Frembringelser førte han med sig. Hans
første Forsøg paa at faa Ansættelse ved Teatret
mislykkedes; længe varede det dog ikke, før han
med Bistand af formaaende Mænd, deriblandt
Baggesen og Weyse, som troede paa hans
ejendommelige Begavelse, kom ind som Elev ved
Synge- og Balletskolen og opnaaede nogen
Pengeunderstøttelse. Her var hans Fremgang
kun ringe, hans smukke Sangstemme gik bort,
og efter at han nogle Gange havde været paa
Scenen som Korist og i Smaaroller, fik han
siri Afsked. Megen Nød havde han alt lidt;
nu var der Udsigt til end større Elendighed; et
Par Skuespil, han havde indsendt til Teatret,
blev kasserede, og ofte var han nær ved at
fortvivle. Saa søgte han Hjælp hos den ædle,
indflydelsesrige Gehejmeraad Jonas Collin;
denne fattede Godhed for ham og blev ham i
mange Aar en trofast Støtte. Collin talte hans
Sag for Kongen og skaffede ham, i Erkendelse
af, at det, han først og fremmest trængte til,
var regelmæssig Undervisning, Friplads i
Slagelse Latinskole og Fornyelse af en
Understøttelse, der alt tidligere var blevet ham til Del.
I Skolen var han flittig og gjorde Fremgang,
men havde ogsaa dér meget at kæmpe imod,
ikke mindst den Uskaansomhed og Mangel paa
Forstaaelse, hvormed Rektoren, den lærde Dr.
S. Meisling, behandlede ham. Da Meisling blev
kaldet til Helsingør Skole, flyttede A. dog med
og kom i Huset hos ham, men de idelige
Drillerier gjorde omsider Tilstanden uudholdelig, og
Collin besluttede sig da til at lade ham komme
til Kbhvn, hvor han 1828 blev privat dimitteret
af Ludv. Chr. Müller.
Som Barn og i sin tidlige Ungdom havde A.
skrevet mange Digte og Skuespil, læst dem op,
hvor han kom frem, og høstet af og til Ros og
Opmuntring, langt oftere Spot for dem; et
enkelt lille Digt, »Det døende Barn«, havde han
haft den Glæde at se trykt, først i »Kjøbenhavnsposten«
(1827), senere i »Kjøbenhavns flyvende
Post«, hvor Heiberg ledsagede det med nogle
venlige Ord. Kort efter at han var blevet
Student, udkom i hele tre Oplag hans »Fodrejse
fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager«,
en fantastisk Prosadigtning, der vakte en Del
Opsigt og rostes af Heiberg, som for øvrigt ikke
tog mildt paa A. under dennes flg. Virksomhed.
Som Dramatiker debuterede han 1829, s. A.,
som han tog anden Eksamen, med den
parodierende heroiske Vaudeville »Kærlighed paa
Nikolaj Taarn«, som vandt det alm. Publikums
Bifald, mindre Pressens. Aaret efter kom
hans første Bind »Digte«, 1831 »Phantasier og
Skitser«. Den i det hele gunstige Modtagelse,
disse Samlinger fik, kunde over for hans
sygeligt pirrelige Sind ikke veje op mod den
Kritik, hvormed toneangivende Litterater slog ned
paa dem; han følte sig miskendt og forfulgt, pint
ikke mindst af Spotten i Hertz’ »Gengangerbreve«.
For at komme til Ro i fremmede
Omgivelser gav han sig da i Foraaret 1831
med lidt sammensparede Penge ud paa en
Rejse til Tyskland, hvor han opmuntredes
af de nye Indtryk og af den Venlighed,
Digtere som Tieck og Chamisso viste ham;
Udenlandsfærden skildrede han i »Skyggebilleder
af en Rejse til Harzen og det sachsiske
Schweiz«, der blev oversat paa Tysk og
Engelsk. I de næste halvandet Aar udgav A.
foruden to smaa Verssamlinger, »Vignetter til
danske Digtere« og »Aarets tolv Maaneder«, nogle
for »Det kgl. Teater« udarbejdede Operatekster,
hvori fl. af hans smukke lyriske Digte findes,
men som dog kun svagt gjorde sig gældende
ved Siden af Weyse’s og J. P. E. Hartmann’s
Musik (»Bruden fra Lammermoor«; »Ravnen«).
1833 fik han Rejsestipendium og opholdt sig
med dette godt 5 Fjerdingaar i Tyskland,
Frankrig, Schweiz og Italien, hvor han traadte i
venskabeligt Forhold til adskillige fremragende
Personer og frydede sig over, at hans Ry
overalt var gaaet forud for ham selv; det eneste,
der af og til blandede Malurt i hans Bæger,
var de Efterretninger, han modtog hjemmefra
om, at der var blevet talt nedsættende om ham
ell. om et ell. andet af hans Arbejder. I den
lille Schweizerkøbstad Le Locle fuldendte han
den i Paris paabegyndte dramatiske Digtning
»Agnete og Havmanden« (Musik af J. P. E.
Hartmann), og sendte den hjem, men havde ringe
Glæde deraf; faa skønnede paa den ved
Læsningen, og heller ikke paa Teatret gjorde den
Lykke. I Rom skrev han sin første Roman
»Improvisatoren«, der udkom 1835 og snart blev
oversat til fl. fremmede Sprog, et livfuldt og
stærkt personligt Arbejde med farverige
Billeder af Italiens Natur og Folkeliv.
Det blev 1835, der kom til at betegne Vendepunktet
i A.’s Liv, indledede den uden Sammenligning
betydeligste Del af hans mangesidede
Virksomhed. Da var det, han udsendte sine
første Eventyr, et lille Hæfte, som snart fulgtes af
flere; i Aarenes Løb svulmede det hele op til en
Række anselige Bind, som optryktes Gang paa
Gang, oversattes paa mangfoldige Sprog og
illustreredes af udmærkede Kunstnere. Eventyrene
er det, som slog A.’s Verdensry fast og vil
bære det frem gennem Tiderne; som deres
Digter staar han paa en Plads, hvor ingen kan gøre
ham Rangen stridig. Medens de andre nyere
Forfattere, der har arbejdet paa dette Omraade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
