Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ancre, Marschal d', hed opr. Concino Concini - Ancud, Hovedstad paa Øen Ghiloe - anculi og anculæ, tjenende Guder og Gudinder i romersk Kultus - Ancus Martius, efter Sagnet den fjerde Konge i Rom - Ancylus Geoffr., en Slægt af Ferskvands-Lungesnegle - Ancylus-Søen - Ancyra, se Ankyra - Anczyc, Wladyslaw Ludwik, polsk Forf.,(1824-1883) - And - Andabata, en Gladiator - Andagt, en Sjælstilstand - Andagtsøvelser - Andalusien, spansk Landskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Yndlinge, Luynes, sig, og da A. traadte ind i
Louvre 24. Apr. 1617, blev han skudt ned. Hans
Lig prisgaves Folkets Raseri; hans Enke blev
fængslet, anklaget for Delagtighed i Henrik IV’s
Mord samt for ved Trolddom at have bedaaret
Dronningen, dømt som Heks og henrettet 8.
Juli 1617.
Kr. E.
Ancud [aŋ↱ku.ð], Hovedstad paa Øen Chiloe.
anculi og anculæ, tjenende Guder og
Gudinder i romersk Kultus. De dyrkedes sammen
med den Guddom, som de hørte til. Forestillingen
om en tjenende Gudeklasse var vistnok
alm. italisk.
H. A. K.
Ancus Martius [↱aŋ-], efter Sagnet den fjerde
Konge i Rom. Han fremstilledes som en Beskytter
af Religionen og de fredelige Erhverv,
ligesom Numa, hvis Dattersøn han siges at være.
Dog tillægges der ham ogsaa krigerske Bedrifter;
han skal have bosat de overvundne Latinere
paa Aventiner-Bjerget. Endelig skal han have
anlagt Havnestaden Ostia ved Tiberens Munding.
Ancylus [↱aŋ-] Geoffr., en Slægt af
Ferskvands-Lungesnegle med en lille hueformet Skal,
uden ell. med Antydning af Spir. 2 Arter i
Danmark.
C. M. S.
Ancyllus-Søen [↱aŋ-] en stor Ferskvandssø,
som efter Istiden fandtes paa den nuv. Østersøs
Plads. Ved en senere Landsænkning sattes A.
i Forbindelse med Havet og blev til en Del af
Stenalderhavet. Se i øvrigt Kvartærformation.
J. P. R.
Ancyra, se Ankyra.
Anczyc [↱ant∫its], Wladyslaw Ludwik,
polsk Forf., f. i Wilno 1824, d. i Kraków 1883.
A.’s vigtigste poetiske Frembringelse er Digtet
»Tyrteusz« (1862), der indtager en høj Plads i
den polske Litt. Mest Popularitet har han dog
vundet som dramatisk Forfatter, særlig hvor
han henter sine Emner fra Folkelivet, som f.
Eks. i Syngespillene »Bondearistokrater« (1851),
»Folkene i Lobzow« (1857), »Flaadekarlene«
(1873) og »Bondeudvandringen« (1876). A. har
desuden virket som folkelig Skribent og som
Forfatter af Bøger for Ungdommen.
H. C-e.
And bruges populært ikke blot om de Fugle,
der zoologisk set gaar ind under Begrebet A.,
men tillige om mange andre Svømmefugle, der
for en overfladisk Betragtning, og navnlig naar
de ses svømmende, har større ell. mindre
Lighed med en A.; saaledes om Lappedykkere
(Silkeand, Højand), Tejster (Krageand, Tistand),
Alke (Papegøjeand) o. s. v. Se for øvrigt
Ænder.
O. H.
Andabata kaldtes hos Romerne en Gladiator,
som bar helt lukket Hjelm, der fuldstændig
hindrede ham i at se, saa at han ved at slaa
og støde ud i Luften vakte Publikums Morskab.
C. B.
Andagt betegner den Sjælstilstand, hvor
Mennesket føler Gud som nærværende og giver sig
villig og fuldkommen hen til denne Følelse. Det
ligger i Sagens Natur, at denne Tilstand ikke
altid kan være raadende i Mennesket, men kun
til enkelte Tider, hvor det religiøse Forhold gør
sig bestemt gældende. Det kan enten være paa
uvilkaarlig ell. vilkaarlig Maade, at A. fremkaldes.
I første Fald viser den sig i, at Sindet
under en bestemt Oplevelse, f. Eks. Nydelsen af
et Kunstværk ell. Synet af Naturen, gribes og
betages paa en saadan Maade, at det føler sig
løftet op over den endelige Verden til et
Forhold til det uendelige. I andet Fald
fremkommer A. ved en Udførelse af visse udvortes
Handlinger, mellem hvilke Retragtningen af
Guds Ord og Bønnen har den fornemste Bet.
Man taler herefter om Andagtsøvelser, under
hvilket Synspunkt den hele offentlige
Gudstjeneste kan betragtes.
F. C. K.
Andalusien, sp. Andalucia [andalu↱þi.a],
spansk Landskab i den sydlige Del af den
pyrenæiske Halvø, omfatter de tre tidligere
mauriske Kongeriger Jaen, Cordoba og Sevilla, og
grænser mod V. til Portugal, mod N. til
Estremadura og Ny-Kastilien, mod Ø. til Murcia og
Granada og mod S. til Strædet ved Gibraltar og
Atlanterhavet. Arealet er 58666 km2 med (1900)
2185875 Indb. ell. 37 pr. km2. A. omfatter de 5
Provinser Huelva, Cadiz, Sevilla, Cordoba og
Jaën. Undertiden medregnes til A. ogsaa det
tidligere mauriske Kongerige Granada,
hvorefter Landskabet falder i de to Dele, Højandalusien
(Andalucia alta) og Nedreandalusien (A.
baja), der vel gaar umærkelig over i hinanden,
men ellers ikke er saa lidt forskellige baade i
Jordbundsforhold, Vegetation og Befolkning.
Højandalusien, der omfatter Kongerigerne
Granada og Jaën, bestaar af det egl.
Granadas Højland, Guadalquivirs øvre
Bækken og de N. f. dette liggende Dele af
Sierra Morena. — Nedreandalusien, der
omfatter Kongerigerne Cordoba og Sevilla,
bestaar af det af mellemste og nedre Guadalquivir
gennemstrømmede andalusiske Lavland og de
tilgrænsende Dele af mellemste og vestlige
Sierra Morena og er A. i snævreste Forstand.
Det andalusiske Lavland er geologisk at
betragte som en gl Havbund, der i og efter
Tertiærtiden er hævet op over Havet. Henimod
Havet ligger store Sumpe (Las Marismas), der
er opstaaede ved Udfyldning af en Strandsø; de
skilles fra Havet ved en stor Strandvold og
Klitbælte. Bortset fra Klitterne og Sumpene
samt fra den bætiske Steppe paa begge Sider
af Jenils nedre Løb er Lavlandet frugtbart og
godt vandet, idet det gennemstrømmes af
Guadalquivir, af hvis Bifloder Jenil er den
vigtigste, samt til Dels af Guadalete og Rio Tinto.
Alligevel ligger store Strækninger udyrkede hen,
idet Vandingsanlæggene er forfaldne efter
Maurernes Fordrivelse. Med sit subtropiske, næsten
afrikanske Klima kunde der i A. avles Bomuld,
Sukker, Batater, Sydfrugter o. l. foruden Korn,
Vin og Oliven. Men Kulturen er nu indskrænket
til mindre Strækninger. Beboerne (Andaluz,
Flertal Andaluces) er et Blandingsfolk af
Maurerne og de efter Erobringen indvandrede
Kastilianere og andre Spaniere; at det mauriske
Blod spiller en stor Rolle, kan ses af den halvt
orientalske Ansigtstype. Sproget er Kastiliansk,
men stærkt blandet med arabiske Ord, især i
Højandalusien. Desuden bor der i A. fl. Tusinde
Zigeunere (Gitanos).
Historie. I den ældste Tid kaldtes A.
Baetica efter Floden Baetis (Guadalquivir) ell.
Tartessus (fønikisk Tarschisch) efter Beboerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
