Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Almagro, Diego, sp. Erobrer (1475-1538) - Almahadia, befæstet By paa Østkysten af Tunis i Afrika - Almali, By i det tyrk. Vilajet Konia i Lilleasien - álma mater (»den kærlige, gode Moder«) - Al-Mamun, Harun-ar-Raschid's næstældste Søn - Almanak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved Las Salinas, ikke langt fra Cuzco, kom det
til Slag 26. Apr. 1538; næsten hele A.’s lille
Hob, omtr. 150 Mand, blev nedsablet af de
langt overlegne Fjender, A. selv fanget og efter
2 1/2 Maaneds Fangenskab dømt til Døden og
garotteret i Fængslet. Med en Indianerinde i
Panama havde A. omtr. 1520 faaet en Søn,
Diego A. Denne unge og talentfulde Mestiz
vilde hævne sin Faders Død; i Spidsen for en
Haandfuld af A.’s Tilhængere overfaldt han
26. Juni 1541 Pizarro i Ciudad de los Reyes
(Lima) og fældede ham. Derpaa lod den unge
A. sig udraabe til Statholder i Peru, hvilket gav
Anledning til Borgerkrig mellem Pizarro’s og
A.’s Partier. Endelig ankom fra Spanien
Overdommeren Vaca de Castro for at gøre Ende
paa Anarkiet. Den unge A., som vægrede sig
ved at underkaste sig, blev slaaet ved Chupas,
fanget og henrettet.
Almahadia, befæstet By paa Østkysten af
Tunis i Afrika; c. 5000 Indb. I Middelalderen
var den en betydelig Handelsby; endnu har den
en Del Handel samt Vin-, Olie- og Frugtavl.
Almali, en renlig og velbygget By i det tyrk.
Vilajet Konia i Lilleasien, ligger paa den
lykiske Højslette, 1300 m o. H., og har 25000
Indb., der driver en livlig Handel og Industri,
navnlig betydelig Tilvirkning af rødt Marokin.
alma mater (»den kærlige, gode Moder«), en
fra gamle Dages Studenterliv nedarvet latinsk
Betegnelse for Universiteter, alma (egl.
»nærende« afledet af alo, »nærer«) er et Adjektiv,
der hos Romerne ofte tillagdes Gudinder, som
skærmede og beskyttede Menneskenes Virksomhed
(Ceres, Venus, Tellus o. s. v.).
C. B.
Al-Mamun (ɔ:»den, paa hvem man kan stole«),
Harun-ar-Raschid’s næstældste Søn, gjorde
Oprør mod sin ældre Broder Emin, dræbte denne
og var derefter Enehersker (813—33). Han fik
særlig Bet. som Videnskabens og Litteraturens
Beskytter; han grundede et Bibliotek og et
Observatorium i Bagdad, og foranledigede
Oversættelse til Arabisk af en Række græske
medicinske og filosofiske Værker.
J. Ø.
Almanak. Ordets Oprindelse er meget usikker;
den spanske Form er almanaque, af hvis
Forstavelse al man længe har ladet sig forlede til
at tro, at det skulde være af arabisk Afstamning;
sandsynligvis maa det snarere afledes af
Koptisk: almenichiakâ ɔ: Kalender.
Ved A. forstaar man en Bog ell. Tavle, som
offentliggøres hvert Aar og indeholder en
Kalender over Aarets Dage, Uger og Maaneder,
Oplysninger om kirkelige Højtidsdage og Fester,
Dagenes Navne, astronomiske Fænomener som
Solens Op- og Nedgang, Maaneskifter, Sol- og
Maaneformørkelser, Planeternes Bevægelser o.
s. v. Den astronomiske Kundskabs Hjemstavn
maa søges i Orienten, og herfra har den for
Ordningen af det borgerlige Liv saa nødvendige
Viden allerede i Oldtiden banet sig Vej
til Vesten. I det gamle Rom paalaa det
saaledes visse af Præsterne at føre Opsigt med de
saakaldte Fasti calendarii, Marmortavler i
Bogform, der indeholdt kalenderagtige Fortegnelser
for mange Aar. I Middelalderen holdtes
denne Kundskab ved lige af Kirkens Mænd, for
hvem det særlig var af Bet. for Gudstjenestens
regelmæssige Orden at have Rede paa de
astronomiske Forhold; Optegnelser herom udgjorde
i Reglen Appendiks til Bønne- og Messebøger.
Den første fuldstændigere og nøjagtigere
Kalender, der var grundet paa mere dybtgaaende
Studier og skulde være en Art »Evigheds«-Kalender,
udarbejdedes 1460 af G. v. Peurbach
under Titlen Pro annis pluribus. 1474 paalagde
den ungarske Konge Mathias Corvinus Joh.
Regiomontanus at udgive en A. efter ny
Beregninger; den udkom baade paa Tysk og
Latin og er den første trykte A. Driftige
Boghandlere tog snart Foretagendet i deres
Hænder og begyndte fra omkr. 1500 nogenlunde
regelmæssig hvert Aar at udsende A.; saaledes
kan nævnes: Bernard de Granolacks i Barcelona
(fra 1487), Engel i Wien (fra 1491), Stôffler
i Tübingen (fra 1524), Rabelais i Lyon (fra 1533)
o. fl. Ofte indhæftedes de som Tillæg til
Salmebøger og ledsagedes snart af korte Leveregler,
astrologiske Bemærkninger, prognostica om Krig
og Fred, Konstellationer for de Personer, som
er fødte under Himmeltegn (et Aftryk af to
Sider af et saadant dansk Kalendar er
gengivet i Facsimile i P. Hansen, »Illustreret
Litteraturhistorie« I, S. 248). Disse Profetier vandt
stor Anklang og kulminerede særlig i den
første Halvdel af 17. Aarh., saaledes i den franske
Almanach Liégois, hvis Popularitet hos Almuen
holdt sig lige ind i 19. Aarh. som en Slags
»Cyprianus«. Den i Paris 1679 udgivne
Almanach royal er den første, som giver
Oplysninger om Postvæsen, Kommunikationer,
Afholdelse af Markeder, Hoffester o. s.,v.; 1699
kommer en Udsigt til over Kongehusets Genealogi.
Denne Idé faar Indpas i andre Lande; i Preussen
udgives en »kgl. Kalender« 1700, i Sachsen
1728, i England 1730. Efterhaanden bliver
imidlertid selve A. en Biting, medens Pladsen
optages af Anekdoter, Digte, Underretninger af
forskellig Natur; i Løbet af 18. Aarh. og Beg.
af 19. Aarh. forsvinder den ofte ganske,
saaledes at kun en poetisk Antologi bliver tilbage,
saaledes f. Eks. i »Musenalmanach«,
»Damenalmanach« o. a. Undertiden bliver Indholdet
helliget Meddelelser af helt faglig Natur,
saaledes i den fra 1763 udgivne Almanach de
Gotha, der indeholder genealogiske Oversigter
over Europas forskellige Fyrstehuse, og den i
England 1766 udgivne Nautical Almanac, der
ogsaa er fortsat til vore Dage. Revolutionen
med dens forandrede Tidsregning medførte
naturligvis Udgivelsen af en Række A., hvis
Øjemed atter hovedsagelig var praktisk (se
Grand-Carteret, Les Almanachs français, 1896).
I Danmark uddelte som i andre Lande i
Middelalderen Biskopperne haandskrevne
Meddelelser til Præsterne om Aarets Helligdage.
Det fortjener særlig at bemærkes, at Runestave
endnu i lang Tid anvendtes af Private til
kalendariske Optegnelser, efter at man for længst
havde ophørt at bruge dem i alm. Skrift. Fra
1328 findes saaledes en Runekalender, der
af Kansler Christian Friis i 17. Aarh. skænkedes
til den lærde Ole Worm, og som denne første
Gang har forsøgt at granske i hans 1626 udgivne
Fasti Danici; i vore Dage har en moderne
Runeforsker, L. F. A. Wimmer, godtgjort dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
