Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfieri, Vittorio, ital. Digter (1749-1803) - Alfifa - al fine - Alfons (sp. og ital. Alfonso, portug. Affonso) - Alfons (Konger af Aragonien og Navarra) - Alfons (Konger af Asturien) - Alfons (Konger af Kastilien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han en Bog imod Franskmændene og
Revolutionen med Titlen Il Misogallo. Fra 1795
dyrkede han med stor Energi det græske Sprog,
uden Lærer; men hans i Forvejen ikke stærke
Helbred blev helt opslidt af dette Arbejde. Efter
to Gange at have set de forhadte Franskmænd
i Firenze døde han i denne By. — A. er først
og fremmest Tragediedigter, og det Italiens
ypperste. Han vilde ved sine Værker udrive sit
Folk af dets Døs og Blødagtighed, og der er
et Præg af Højhed og imponerende Alvor i
hans Digtning med dens knappe Form og
kraftige jambiske Vers; men i sin Stræben efter
at undgaa Sentimentalitet og poetisk Glimmer
bliver han ofte tør og knudret, og han har selv
maattet indrømme, at Virkningen af hans
Dramaer skades ved iøjnefaldende Ensformighed
i Emner og Behandling. De bedste er vel:
Ottavia, Timoleone, Mirra, Alceste, Bruto, Merope,
Virginia, Saul og Abel, hvilken sidste kaldes
Tramelogedia ɔ: lyrisk Tragedie, idet der gøres
Forskel paa de overjordiske Personer, der
optræder syngende, medens Stykkets jordiske
Personer kun taler. A.’s 6 Komedier er ikke
heldige. Hans poetiske Værker bestaar desuden
af episke og lyriske Digte og Satirer. Bl. hans
prosaiske Arbejder kan mærkes Della tirannide
og Del principe e delle lettere, men især hans
overordentlig interessante Memoirer (Vita, udg.
1804), hvori han uforbeholdent lægger sit eget
Selv for Dagen. Dertil kommer Dagbøger og
Brevsamlinger. Han har oversat ikke lidt fra
Græsk og Latin, navnlig Sallust (London 1804).
A.’s Tragedier udkom 1788—89 hos Didot
(Paris 6 Bd); senere er de udgivne mangfoldige
Gange og oversatte paa Fransk, Tysk og Engelsk.
Hans samlede Værker udgaves først i Pisa 1806—15
af Grevinde Albany. En senere Udgave af
hans samlede Værker, 11 Bd, Turin 1903.
(Litt.: Teza, Vita, giornali, lettere di Alfieri
[Firenze 1861]; E. Bertana, V. A. studiato
nella vita, nel pensiero e nell’ arte [Turin 1902]:
G. Bustico, Bibliografia di V. A. [Salò 1907]).
(E. G.) E. M-r.
Alfifa, Fordrejelse af det angelsachsiske
Ælgifu, var i Norden det alm. Navn for Knud
den Stores første Hustru.
al fine (ital.), til Slutningen; forekommer
oftest i Forbindelsen da capo al fine og
betegner, at Gentagelsen skal føres igennem
til Slutn., til det Sted, som er betegnet med
fine.
Alfons (sp. og ital. Alfónso [sp. al↱fånsâ],
portug. Affonso [ə↱fõsu]).
1) (Konger af Aragonien og Navarra).
A. I (1105—34), kaldet el Batallador,
fordi han sejrede i 29 Slag. A. ægtede Urraca,
en Datter af A. VI af Kastilien og søgte at
underlægge sig dette Rige, men Ægteskabet blev
opløst, og Urraca ophidsede selv den
kastilianske Adel mod A. Heldigere var A. i sine
Kampe mod Maurerne; han erobrede 1118
Zaragossa og trængte gennem Valencia og Murcia
helt ned i Granada. — A. II (1162—96) var
elsket som Beskytter af Folkets Friheder og
Velynder af Troubadourerne, hvis Kunst han
selv drev. — A. III (1285—91) bevilgede paa
Rigsdagen i Zaragossa 1287 Stænderne de
saakaldte Unionsprivilegier, hvorefter de havde Ret
til at vælge sig en ny Herre, naar Kongen
brød sine Løfter til Folket. — A. IV (1327—36)
kom i Strid med Stænderne p. Gr. a. nogle
Gaver, han havde tildelt sin Dronning, og
bukkede under i Striden. — A. V (som Konge
i Neapel og Sicilien A. I) (1416—58) kaldtes
til Hjælp af Dronning Johanne II af Neapel,
men kom siden i Strid med hende, der nu
adopterede Ludvig af Anjou. Efter Dronning
Johanne’s Død (1435) lykkedes det dog A. efter
haarde Kampe at erobre hendes Lande, og han
regerede nu dygtigt, beskyttende Renaissancen
i Kunst og Videnskab. Efter hans Død (27. Juli
1458) arvede hans Broder, Johan II, Arvelandene
Aragonien og Navarra, medens Neapel
tilfaldt A.’s af Paven legitimerede Søn
Ferdinand.
2) (Konger af Asturien). A. II den
Kyske (792—842), Sønnesøn af A. I, en
Efterkommer af Rekkared, der i de kantabriske
Bjerge havde holdt sig mod Maurerne. A.
hjembragte mange Sejre over disse og trængte frem
lige til Lissabon. I Oviedo havde han sit
Kongesæde, og han grundede Valfartsstedet Santiago
de Compostela. — A. III</sp> <sp>den Store (866—910)
kæmpede i mere end 30 Felttog mod
Maurerne og udvidede sit Rige paa alle Kanter.
De kostbare Krige tyngede dog Folket, og A.’s
egen Søn, Garcias, rejste en Opstand mod
Faderen; da han blev overvundet og fængslet,
ophidsede hans Moder sine andre Sønner mod
A., der til sidst maatte afstaa Kronen til
Garcias. Som sin Søns Feltherre vandt han endnu
en stor Sejr over Maurerne før sin Død (912).
3) (Konger af Kastilien). A. VI (1072—1109)
samlede efterhaanden baade Kastilien,
Asturien og Leon under sit Herredømme og
erobrede 1085 fra Maurerne det vigtige Toledo,
hvorved han erhvervede sig Tilnavnet »Spaniens
Skjold«. Aaret efter led han et stort Nederlag
ved Sallaka, men fortsatte dog ellers med Held
Kampen lige til sin Død. A.’s indre Styrelse var
fortræffelig; Retsplejen forbedredes, og Byerne
blomstrede frem. — A. VII, Søn af Urraca, A.
VI’s Datter, i hendes første Ægteskab med
Grev Raimund af Burgund, var af Bedstefaderen
bestemt til Efterfølger. Urraca’s anden
Mand, A. I af Aragonien (se ovf.), gjorde ham
dog længe Riget stridig, indtil Urraca og den
kastilianske Adel lod A. udraabe til Konge. A.
kaldte sig siden Kejser af Spanien og førte
heldige Kampe mod Maurerne. — A. VIII den
Ædle (1170—1214) var kun 3 Aar gl., da hans
Fader, Sancho III, døde, og Riget led meget
under hans lange Mindreaarighed. Senere
genvandt han, hvad der i denne Tid var gaaet tabt,
og kæmpede ivrig mod Maurerne, over hvem
han til sidst vandt en afgørende Sejr ved Tolosa
1212. — A. X, Astronomen, ogsaa kaldet
den Vise ell. Filosoffen (1252—82). A.’s
Moder var en Datterdatter af Hohenstauferen
Filip af Schwaben, hvad der foranledigede, at
A. 1257 valgtes til tysk Kejser; dog kom han
selv aldrig til Tyskland. I Spanien kæmpede
han heldig mod Maurerne og underlagde sig
Riget Murcia. De haarde Skatter, A. paalagde,
vakte dog megen Misnøje, og til sidst gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
