Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander III (Alexandrovitsch), Kejser af Rusland (1881-94) - Alexander, Fyrste af Bulgarien (1879-86)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udvistes fra visse Byer og Grænsedistrikter,
medens deres Adgang til den højere Undervisning
indskrænkedes. Over for Jøderne var det i øvrigt
ikke Hensigten at kristne ell. russificere dem,
kun at isolere og om muligt udrydde dem.
Enkelte Træk i Ruslands indre Historie under
A.’s ellers saa haarde og reaktionære Regimente
gør dog, at man ogsaa i denne Periode kan
paapege Bevægelser henimod Udvikling og
Fremskridt. En i mange Henseender heldig
Agrarlovgivning begyndte; Industrien fremmedes, og en
betydningsfuld Sociallovgivning efter
vesteuropæisk Mønster tog Regeringen fat paa. A.’s
Udenrigspolitik var fredelig. Til Trods for sin
Antipati mod Bismarck og Tyskland undgik A.
Brud med dette og fornyede en Tid
Trekejserforbundet ved et Møde med den tyske og
østerrigske Kejser (Septbr 1884). I senere Aar førte
fl. politiske og økonomiske Momenter til en
fjendtlig Holdning over for Tyskland, der viste
sig ved Troppesamlinger ved den tysk-russ.
Grænse og ved en Tilnærmelse, senere Alliance
(1895) med Frankrig. I Centralasien fulgte A.
Ruslands traditionelle Politik: den gradvise
Udvidelse mod Havet, men ogsaa her undgik han
Krig. Ogsaa i de asiatiske Besiddelser foregik
i A.’s Regeringstid overordentlige Fremskridt i
økonomisk og kulturel Retning. Store Ulykker
ramte Rusland i A.’s sidste Aar, navnlig
Hungersnøden 1891, som var en Følge af Misvækst,
men tillige viste Utilstrækkeligheden i den
begyndte Agrarlovgivning samt Regeringens
Udygtighed og Hjælpeløshed. Bureaukratiets
Korruption, som A. energisk, men forgæves havde søgt
at bekæmpe, trivedes stadig; det voldsomme
Undertrykkelsessystem fremkaldte fra de
forskelligste Sider en stærk Opposition;
Terroristerne fornyede deres Attentater mod Kejseren,
som stadig havde følt sit Liv saa stærkt truet,
at han sjældent havde opholdt sig i Skt
Petersborg og maatte omgærde sig med de
omhyggeligste Sikkerhedsforanstaltninger. Kravet om en
Forfatning rejstes nu ikke blot af de
Revolutionære og de Liberale, men ogsaa af nogle af
Semstvoerne, og selv et Parti bl. Slavofilerne
ønskede, at der skulde indkaldes en raadgivende
Rigsforsamling. A.’s System syntes dødsdømt,
da en Nyresygdom gjorde Ende paa hans Liv.
A. var en høj, stærk og smuk Mand af
imponerende Ydre. I Intelligens og Kundskaber stod
han meget under sin Fader, og for højere
Kultur nærede han ingen Sympati, satte snarere
Pris paa at ligne sit store, jævne Bondefolk,
som altid saa og i Zaren stadig ser deres
»Fader« og Beskytter. I A.’s Smag som en milit.
Landadelsmand, i hans jævne og ligefremme
Væsen og Maade at udtrykke sig paa, i hans
noget tunge Bevægelser, saavel som i hans store,
groft mejslede Træk var der Ejendommeligheder,
der tydede i samme Retning. Som
Privatmand og Hersker ejede han værdifulde
Egenskaber: han var en retlinet og ærlig Karakter,
samvittighedsfuld, arbejdssom og velmenende
over for sit Folk, besjælet af Retfærdighedssans,
dertil dybt religiøs og Modstander af Usandhed
og Uredelighed. 9. Novbr (28. Oktbr) 1866
havde A. ægtet den danske Konge Christian IX’s
Datter, Prinsesse Dagmar (Maria Feodorovna),
som havde været forlovet med den ældre
Broder Nikolaj, der paa sit Dødsleje havde udtalt
Ønsket om, at A. skulde ægte hende. Bestandig
i Livsfare over for Terroristerne i Rusland,
tilbragte han sin lykkeligste Tid paa hyppige
Besøg i Danmark paa Fredensborg. I
Ægteskabet, der var lykkeligt gennem hele Livet,
havde de 5 Børn, af hvilke den ældste,
Nikolaj, f. 1868. fulgte ham paa Tronen (Litt.:
Samson-Himmelstierna, »Russl. unter
A. III« [Leipzig 1891]; Flerovski, »Unter
drei russ. Kaisern. Das pol. System Nik. I, A. II
u. A. III« [overs. fra Russ. Berlin 1898]; Skrine,
The Expansion of Russia 1815—1900 [London
1904]; Besthorn, »A. III og Nikolaj II«
[Kbhvn 1895]).
L. K.
Alexander, Fyrste af Bulgarien (1879—86),
f. 5. Apr. 1857, d. 17. Novbr 1893, var opr.
Fyrste af Battenberg og Søn af Prins
Alexander af Hessen. Som Brodersøn af den
russ. Kejserinde fulgte han 1877 under Krigen
mod Tyrkerne med det russ. Hovedkvarter. Apr.
1879 valgtes han til Fyrste i Bulgarien,
og efter en Rundrejse til Stormagternes
Hovedstæder og Konstantinopel kom han i
Juli til sit ny Rige og overtog Styrelsen,
medens den russiske Hær forlod Landet.
Han omgav sig først med et maadeholdent
Ministerium, men det radikale Parti vandt
Overhaand i Nationalforsamlingen, og dets Leder,
Karavelov, blev i Apr. 1880 Førsteminister. Da
A. ikke i Længden vilde nøjes med en Stilling,
der knapt levnede ham Skin af Magt,
udsendte han Maj 1881 — efter forinden at have
sikret sig den russ. Kejsers Billigelse — en
Kundgørelse til Folket, at han ikke vilde
beholde Regeringen, medmindre der i et vist
Tidsrum (7 Aar) indrømmedes ham en udvidet
Myndighed til Fremme af fornødne Forbedringer
i Landets Styrelse; det lykkedes ham ogsaa
at vinde Befolkningens Samstemning hertil:
Nationalforsamlingen opløstes, og dens Førere
forlod til Dels Landet, medens et nyt Ministerium
dannedes med dels russiske, dels bulgarske
Medlemmer. Det viste sig dog snart, at han
derved helt var kommet under russ. Indflydelse,
udøvet af Generalkonsulen i Sofia og de
to russ. Generaler, som var blevne Ministre.
For at unddrage sig dette ydmygende
Formynderskab fremmede A. en Overenskomst mellem
de politiske Partiers Førere, sammenkaldte i
Septbr 1883 Nationalforsamlingen paa ny og
genoprettede Forfatningen af 1879 med nogle
Ændringer i konservativ Retning, hvorefter der
 |
| Alexander (Bulgarien). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
