- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
445

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aldersbestemmelse - Aldersformand - Aldersgrænse - Aldershot - Aldersklasse - Alderslyst - Alderspræsident, se Aldersformand - Aldersring - Alderstid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

uden at skade dem. De tre flg. Metoder grunder
sig paa, at Fiskenes Vækst er uensartet paa de
forskellige Aarstider. Tanken om, at Skællene
skulde vise Aarringe, har allerede Leeuwenhock
haft (1696), men han havde dog misforstaaet
de virkelige Forhold, og selv om forskellige i
Mellemtiden genoptog Tanken om Tilvækstringe,
og enkelte (Burda) søgte at tyde Karpeskællenes
Aarringe, saa var det dog Hoffbauer, der (1898)
gav den første rigtige Fremstilling.
Skælmetoden grundes paa, at de fine
koncentriske Striber, der ses paa Skællenes Yderside,
staar langt fra hinanden paa den Bræmme af
Skællet, der dannes under Fiskens aarlige
Vækstperiode, men tæt sammen paa den
Bræmme, der dannes i den Aarstid, da Fiskene
vokser smaat. Aarringene er paaviste hos mange
Fiskearter, og ved man, ved hvilken Alder
Skællene anlægges, kan man bestemme disse Fisks
Alder af Antallet af tætte og aabne Bælter paa
Skællene. Senere har Johnstone (1904) og Dahl
(1910) vist, at man af Laksens Skæl ikke blot kan
aflæse dens Alder, men tillige se, hvor mange
Aar den har opholdt sig i Ferskvand (smalle
Aarringe) før Udvandringen til Havet (brede
Aarringe), samt om den har været oppe i
Ferskvand igen for at gyde (Gydemærke). Reibisch
fandt (1899), at Ørestenene (Otoliterne) kan vise
Aarringe; til Bestemmelse af Rødspættens Alder
er Otolitmetoden meget anvendt;
Ørestenene behøver her ikke at tilslibes, men viser
umiddelbart Ringene, af hvilke der hvert Aar
dannes en lys og en mørk, saa at Antallet af
hvide Ringe uden for Kernen viser Rødspættens
Alder. Endelig finder Knoglemetoden
(Heincke, 1905) nogen Anvendelse, idet visse
Knogler viser tydelige Aarringe.
C. V. O.

Aldersformand ell. Alderspræsident
anvendes i det parlamentariske Sprog som
Betegnelse for det Medlem af vedk. repræsentative
Forsamling, som er ældst i Alder, og hvem
det paahviler ved hver ny Samlings Begyndelse
at lede Valget af en virkelig Formand ell.
Præsident og at forestaa Forhandlingerne, indtil
dette er sket. — Efter den danske Rigsdags
Forretningsordener for Folketinget og Landstinget
er der dog en Forskel mellem A.’s Stilling i de
to Ting. Træder Rigsdagen nemlig sammen, efter
at der er foretaget ny Valg til Folketinget, har
Folketingets A. alene den Opgave at lede Valget
af en midlertidig Formand, der derpaa
overtager Ledelsen af Tingets Forhandlinger, indtil
den første almindelige Prøvelse af Valgbrevene
har fundet Sted, og derefter Tingets Formand
endelig er blevet valgt. I Landstinget derimod
leder Tingets A. altid Forhandlingerne,
derunder ogsaa den første Prøvelse af Valgbrevene,
lige indtil en Formand er valgt, uden at der
her er Tale om at vælge nogen midlertidig
Formand.
K. B.

Aldersgrænse betegner dels det Aldersaar,
ved hvilket visse, navnlig militære
Embedsmænd bliver at afskedige, saafremt de ikke
forinden forfremmes til en højere Charge eller
Grad, dels ogsaa det i Reglen noget tidligere
Aldersaar, ved hvis Opnaaelse de er berettigede
til at fordre deres Afsked med Pension (smlg.
Afskedigelse).
K. B.

Aldershot [↱å.£də∫åt], By i det eng. Grevskab
Southampton 56 km SV. f. London, har (1911)
35175 Indb. A. kan takke den i umiddelbar Nærhed
liggende store Militærlejr for sin Tilblivelse.
Denne faste Lejr, hvis Oprettelse blev besluttet
under den orientalske Krig 1854, ligger paa en
bølgeformig Hede (Aldershot Heath, 28 km2).
Basingstoke-Kanalen deler Lejren i Marlborough
Lines (mod N.) og Stanhope Lines (mod S.). Opr.
husedes Tropperne i Træ-Barakker, men disse er
siden 1881 efterhaanden blevne erstattede med
Stenbygninger. Lejren har Plads til 20000 Mand,
men i Reglen overstiger det der samlede
Troppeantal ikke 6000. Til Vedligeholdelse af en god
Sundhedstilstand er der anlagt en Vandledning,
ligesom ogsaa Jorden er drænet; endvidere er
her opført fl. Kirker og indrettet Hospitaler,
militære Skoler etc. Tilgangen til Lejren sker ved 6 i
den nærmeste Omkreds anlagte Banegaarde.
G. Ht.

Aldersklasse. Ved Udarbejdelsen af en
Driftsplan henfører man i Skovbruget de
Afdelinger, som er bevoksede med samme Træart
og skal behandles ens, til forskellige A. for at
lette Oversigten over Skovens Tilstand som
Helhed. A. er i Reglen mellem 20 og 5 Aar, desto
kortere jo mere intensiv Driften er, og jo
kortere Omdrift man holder Træerne i. I Reglen
tilstræber man at ordne A. paa en bestemt
Maade: Deres Antal skal være m/n, hvor m
er Omdriftens, n den enkelte A.’s Antal af Aar.
Aldersklasseforholdet skal være
regelmæssigt, d. v. s. de forskellige Klasser skal
indeholde lige store Arealer. Aldersklassefordelingen
skal være den heldigste, d. v. s.
Aldersforskellen mellem to Naboafdelinger
skal overalt være en saadan, at enhver af dem
kan benyttes og forynges paa det Tidspunkt, da
Bevoksningen bliver moden, uden at det gør
Skade paa den anden. A. forveksles ofte med
Benyttelsesperioder.
C. V. P.

Alderslyst, stærkt opvoksende Arbejderby i
det midterste Nørrejylland, Balle Sogn, Hids
Herred, Viborg Amt, c. 2 km N. f. Silkeborg,
har Skole m. m. og (1. Febr 1911) 155 Huse
og 637 Indb. (1906: 426).
H. W.

Alderspræsident, se Aldersformand.

Aldersring (lat. Arcus senilis; gr. γεροντόξον),
en i den højere Alder optrædende, graalig-hvid
Fordunkling af Hornhindens øvre og nedre Rand.
Den danner opad og nedad en Bue, bredest paa
Midten, løbende spidst ud til Siderne, og
Spidserne fra den øverste og nederste Bue mødes
ofte, hvorved Ringen dannes. A., der er ganske
uden Bet. for Synet, beror paa en med Alderen
flg. fedtagtig Omdannelse af Hornhindens
Celler (se Alderdomssvaghed).
Lp. M.

Alderstid — ell. Arildstid — er et Ord
af tvivlsom Oprindelse, som betegner meget
gammel
Tid. I dansk og norsk Lovsprog er
Udtrykket ofte benyttet for at angive et Tidsrum
af en større, men ikke nøjagtig bestemt Længde,
som har den retlige Bet., at en Tilstand, der
bevises at have varet saa længe, og som
muligvis kan have retlig Gyldighed, undertiden
holdes for retsgyldig uden noget andet Bevis.
Saaledes bestemmes det, at visse Afgifter, navnlig
af faste Ejendomme, som Embeder, Kommuner

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0473.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free