Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albue - Albuebenet - Albuefjord, se Nakskov Fjord. - Albuera - Albueskæl - Albuesvamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fornemmelser (Snurren i Haand og Fingre), der
som bekendt ofte ledsager Albuestød (»Albuestød
og Kærestenød gaar til Hjerte«). — Albueleddet
dækkes af Sener, Muskler o. a. Bløddele, yderst
naturligvis af Huden. I Albuebøjningen
løber fl. store Blodaarer tæt under Huden, og
dette Sted benyttes i Reglen til Aareladning.
Lp. M.
Hos de større Huspattedyr (Hesten, Oksen,
Faaret, Geden og Svinet) er de to Underarmsknogler
ikke bevægelige mod hinanden,
saaledes som hos Mennesket og de kødædende
Husdyr (Hunden og Katten). Olecranon kaldes i
Husdyrenes Anatomi Albuehovedet, og
dette udgør hele det ovf. Spolebenets øverste
Ende ragende, brede Parti af Albuebenet.
Albuehovedets bageste, øverste Del benævnes
Albuespidsen; denne føles umiddelbart under
Huden, hvor Forlemmet træder frit ud fra
Kroppen. Den krogformede Forlængelse af
Albuehovedet, som rager fortil ind i Albuehulen
(Fordybning paa Bagsiden af Overarmbenets
nederste Ende) og derved hindrer en for stærk
Strækning af Albueleddet, kaldes
Kronudvæksten (processus anconæus).
H. G.
Albuebenet (lat. ulna) er den største af de
2 Rørknogler, der danner Underarmens Skelet.
Den ligger indad og bestaar af en øverste og
nederste Ende samt et langt, tyndt Mellemstykke.
Den øverste Ende er den største og bidrager til
at danne Albueleddet (se Albue), idet den staar
i Ledforbindelse med Overarmsbenet. Den
fremstaaende Krog (Olecranon), hvormed Albuebenet
bagtil omfatter Overarmsbenets Ledende, føles
tydelig gennem Huden. Albuebenets øverste Ende
danner fremdeles paa Siden en Ledforbindelse
med det andet Underarmsben (Spolebenet). Dette
gælder ogsaa om dets nederste, mindre Ende,
der føles som en rundagtig Fremstaaenhed paa
Underarmens Rygflade lige over Haandleddet
paa Lillefinger-Siden. Ledforbindelserne mellem
Albue- og Spoleben tillader kun en Drejning om
en Akse svarende til disse Knoglers Længdeakse,
og det saaledes, at A. er fastliggende, men
Spolebenet drejer sig. A.’s nederste Ende danner
endvidere en Ledforbindelse med
Haandrodsknoglerne.
Lp. M.
Medens Hundens og Kattens A. (ulna)
er udviklet, formet og beliggende omtr. som hos
Mennesker, er denne Knogle hos de hov- og
klovbærende Husdyr mindre end Spolebenet, kun
fuldstændig udviklet i sin øverste Ende og mere
ell. mindre fast forenet med Spolebenet uden at
danne en bevægelig Ledforbindelse med denne
Knogle. I det hele gælder den alm. Regel, at
Forbindelsen mellem Underarmens Knogler er des
inderligere, jo mere udelukkende Forlemmet
tjener som Støtte- ell. Bevægelsesredskab;
hos Mennesket ses derfor ogsaa Bevægeligheden
mellem Albue- og Spoleben at være størst;
hos Rovdyrene er Bevægelsen ogsaa ret fri,
men hos Hesten er Albuebenet fast
sammenvokset med Spolebenet, og dets nederste Ende
mangler sædvanlig ganske; hos Drøvtyggerne
(Oksen, Faaret og Geden) er Forbindelsen
mellem disse to Ben ligeledes fast, men
her deltager A.’s nederste Ende i Ledforbindelsen
med Fodrodsbenene, og det samme er Tilfældet
hos Svinet, hvor Albue- og Spoleben
er ubevægelig forbundne ved korte, stramme
Senebaand. Hos de hov- og klovbærende Husdyr
ligger A. bag Spolebenet, nærmest denne Knogles
udvendige Flade.
H. G.
Albuefjord, se Nakskov Fjord.
Albuera [alwu↱æra], Landsby i den sp. Prov.
Badajoz; her sejrede 16. Maj 1811 Beresford med
en Hær af Englændere, Spaniere og Portugisere
over Franskmændene under Marskal Soult.
Albueskæl (Patellidae), Fam. af de
skalbærende Havsnegles Orden (Prosobranchiata).
Skallen, hvortil Legemet er fæstet ved en
hesteskoformet Muskel, er konisk, uden ell. med en
Rest af egl. Spir; Skalmundingen helrandet, uden
»Tud«. Dyret med et tydeligt Hoved, forsynet
med to Følere, der bærer Øjnene ved deres
ydre Grund. Foden stor og bred, Kappen
veludviklet, glat i Randen. Aandedrætsorganet har
Form af en lukket Ring af Gælleblade oven over
Foden i Kappefuren. A. hører til Afdelingen
Docoglossa (Bjælke-Tunge). Munden er nemlig
udstyret med en hornagtig Overkæbe og et
Tandbaand, som udstrakt er længere end Dyret,
men i Hvilen ligger rullet op i en Spiral, og
paa Baandet er anbragt hornagtige Plader,
Bjælker, hver forsynet med en stump, undertiden
flerdelt Spids, af hvilke »Tænder« der hos
den almindeligste Form (Patella vulgata) findes
160 Rækker med 12 i hver Rk. Dyrene er
særkønnede; de lever paa lavt Vand, enten paa Tang
ell. paa Klipper, der ofte lægges tørre i
Ebbetid, og suger sig saa fast til Underlaget, at de
vanskelig løsnes derfra uden ved Hjælp af en
Kniv; er Underlaget blødt, f. Eks. Kalk, sidder
Dyrene ofte i Hulheder, dannede af dem selv,
maaske ved den af dem udskilte Kulsyre. De
opnaar sjælden nogen betydelig Størrelse, oftest
kun c. 5 cm’s Længde; dog omtaler Cuming en
Patel fra det vestlige Sydamerika, som naar en
Længde af 30 cm, og som af de Indfødte bruges
som Vandbækken; de benyttes til Mading og
anvendes ogsaa, f. Eks. af den fattige Befolkning
i Irland, som Menneskeføde. Deres Udbredelse
strækker sig med et Artsantal af c. 200 fra
Troperne til de arktiske Have; de optraadte
allerede i Silurformationen. — Nær beslægtet
med denne Familie er Fam. Acmæidæ, der
foruden talrige Gælleblade i Kappefuren har en
enkelt fjerformet Gælle i Kappehulen, og Fam.
Lepetidæ, der fuldstændig mangler Gæller; den
sidstnævntes Arter er desuden alle blinde. I
Henseende til Skalform og Bygning af Tungerasp
ligner begge Familier A. — Alle tre Familier
er repræsenterede i vore Have med nogle faa
Arter.
(H. J. P.) C. M. S.
Albuesvamp kaldes en paa Albuen hos
Hesten (og undertiden ogsaa hos Hunden)
optrædende Svulst, der fremkommer som Følge af
en Betændelsesproces i den under Huden paa
Albuespidsen liggende Slimsæk. Betændelsen
opstaar oftest ved, at Hesten i liggende Stilling
trykker Albuen mod Underlaget ell. mod Skoens
Hager; deraf det populære Navn: »Stolsvamp«
(af det tyske: »Stollschwamm«; die
Stollen = Hagerne). Opr. bestaar Svulsten i
en forøget Ansamling af Vædske i den ovennævnte
Slimsæk (Hygrom), og i mange Tilfælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
