Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albrecht IV - Albrecht VII - Albrecht, Ærkebiskop af Mainz og Magdeburg (1490-1545) - Albrecht (af Preussen) - Albrecht III (af Sachsen) - Albrecht VII (af Østerrig) - Albrecht Frederik Rudolf, Ærkehertug af Østerrig - Albrecht, Carl Theodor, tysk Geodæt, f. 1843
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antage Titel af dansk Konge, men Valdemar’s
yngre Datter Margrete vandt de danske
Stormænd, og de valgte hendes Søn Oluf. Forgæves
søgte Mecklenburgerne at sætte deres Krav
igennem ved Vaabenmagt. Da Oluf døde (1387),
antog A. paa ny dansk Kongenavn, men lige
efter døde han.
4) A. VII, Hertug af Mecklenburg (1503—47),
ægtede 1524 Anna af Brandenburg, en Søsterdatter
af Christiern II af Danmark. Dette gav
Anledning til, at Lübeck under Grevefejden søgte
at vinde A.’s Hjælp og lovede ham, at han
skulde blive Regent og efter Christiern’s Død
endog Konge i Danmark. A. kom Apr. 1535 over
til Kbhvn, men den noget lade Fyrste formaaede
ikke at gøre sig gældende ved Siden af den
energiske Grev Christoffer, endnu mindre at
give Krigen en ny Vending. Da Staden overgav
sig til Christian III (1536), maatte A. ydmygt
knælende afbede sin Uret mod denne. Senere under
Dackefejden (1543) havde A. Planer til at blive
Konge i Sverige.
Kr. E.
Albrecht, Ærkebiskop af Mainz og Magdeburg
(1490—1545), næstældste Søn af Kurfyrst Johan
Cicero af Brandenburg. I Frankfurt a. d. Oder
studerede han, ikke Teologi, men de skønne
Kunster, som alene havde hans Interesse;
Humanister (Hutten) var hans Omgangsfæller og
Erasmus Rotterdamus hans Helt. 23 Aar gl.
blev han Ærkebiskop i Magdeburg og Biskop i
Halberstadt og Aaret efter Ærkebiskop i Mainz.
Hans Magt var umaadelig: to Ærkebispedømmer
og eet Bispedømme paa een Gang, første
Kurfyrste og Kirkens Primas i det hellige romerske
Rige, en mægtig Familie og alle Humanisters
Yndest — men for at naa saa højt, var han
kommet i en uhyre Gæld til de rige Fugger i
Augsburg, hvilken øgedes ved hans ødsle
Hofholdning, Indkøb af kostbare Kuriositeter og
Byggelyst. For at faa sin Gæld betalt, overtog
han Afladshandelen, hvis Udbytte han delte med
Paven, men for denne Indtægtskilde satte Luther’s
95 Theses en Stopper. A. tænkte en Stund paa at
følge Luther’s Raad: slutte sig til Reformationen
og gøre sig til verdslig Fyrste ligesom Fætteren
i Preussen, og han tillod Præsters Ægteskab og
Nadveren under begge Skikkelser, men det
demokratiske Drag i Reformationen frastødte ham,
og jo mere denne nærmede sig hans Lande, des
nøjere sluttede han sig til Rom. 24. Septbr 1545
døde han, i sine sidste Øjeblikke plaget af
Fuggerne for deres Tilgodehavende.
L. M.
Albrecht (af Preussen), den tyske
Ridderordens sidste Højmester og den første Hertug af
Preussen, f. 1490. Som yngre Søn af Markgrev
Frederik af Ansbach gik A. den gejstlige Vej og
blev 1511 af den tyske Orden kaaret til
Højmester. Som saadan kom han i lange Stridigheder
med Polen, der 1519 førte til en Krig, som
gik uheldig for A. og sluttede med en fireaarig
Vaabenstilstand. Under denne opholdt A. sig i
Tyskland og blev her paavirket af Luther; den
polske Regering sympatiserede med Tanken om
at omdanne Ordensstaten til et verdsligt
Arvelen, og saaledes fik A. 1525 i Krakau Preussen
som Hertugdømme; Stænderne anerkendte ham,
og i de flg. Aar blev Reformationen gennemført
i Landet. A. ægtede selv den danske Prinsesse
Dorothea, en Datter af Frederik I; han
understøttede ogsaa siden sin Svoger Christian III i
Grevens Fejde. Det ny Regimente havde dog
meget at kæmpe imod. A., der 1540 grundlagde
Universitetet i Königsberg (»Albertina«), blev
inddraget i Osiander’s Strid med Melanchton;
hans stadige Pengekrav og ikke mindre de
fremmede Embedsmænd, som han overlod Styrelsen,
vakte en stedse stigende Opposition blandt
Landets Adel og Stæder, og da Polens Konge sendte
en Kommission til Preussen, gik dennes
Afgørelse A. imod. Dybt nedbøjet døde Hertugen 20.
Marts 1568, efterfulgt af sin Søn af andet
Ægteskab, Albrecht Frederik, som snart efter
blev uhelbredelig sindssyg og døde barnløs 1618.
Kr. E.
Albrecht (af Sachsen). A. III den
Behjertede, Hertug af Sachsen (1464—1500) og
Stifter af den albertinske Linie. Kun 12 Aar gl.
var A. tillige med den ældre Broder Ernst
Genstand for det bekendte Prinserov ved Kunz af
Kaufungen (1455) og viste derved allerede
Prøver paa Aandsnærværelse og Mod; som voksen
blev han en af sin Tids mest fejrede Krigshelte.
Regeringen førte han efter Faderens Død først i
Fællesskab med Broderen, men 1485 delte de
Landene mellem sig, og A. valgte Meissen; han
boede siden oftest i Dresden. Flere Gange
betroede Kejseren ham Overanførselen over sine
Hære, og til sidst blev han af Maximilian
udnævnt til Statholder i Nederlandene; han døde
i Emden 1500.
Kr. E.
Albrecht (af Østerrig). 1) A. VII den
Fromme, Ærkehertug af Østerrig, tredie Søn
af Kejser Maximilian II, f. 1559, blev opdraget
ved Filip II’s Hof og gik den gejstlige Vej, blev
Kardinal 1577 og 1584 Ærkebiskop af Toledo.
Efter 1594—96 at have været Vicekonge i
Portugal blev han udnævnt til Statholder i
Nederlandene; han forlod nu den gejstlige Stand og
ægtede 1599 Filip’s Datter Isabella. A. kæmpede
dygtig mod de frafaldne Nederlændere og
afsluttede 1609 den tolvaarige Vaabenstilstand;
lige da den skulde til at udløbe, døde han (1621).
Kr. E.
2) Albrecht Frederik Rudolf,
Ærkehertug af Østerrig, Søn af den
dygtige Feltherre Ærkehertug Carl, (1817—95), blev
1845 kommanderende General, men maatte som
Følge af Martsurolighederne 1848 nedlægge sin
Stilling, hvorefter han kæmpede med stor
Tapperhed under Radetzky i Italien 1848 og 1849.
1850 blev han Guvernør i Mainz, 1851 Statholder
i Ungarn. 1866 fik han Overkommandoen i Italien
og sejrede ved Custozza. Han arbejdede ivrig
paa det østerrigske Hærvæsens Udvikling og
gjorde sig bekendt som Militærforfatter.
Albrecht, Carl Theodor, tysk Geodæt,
f. 30. Aug. 1843 i Dresden, ansattes 1866 som
Assistent og er siden 1873 Sektionschef ved det
preussiske geodætiske Institut i Berlin-Potsdam.
Foruden de af det geodætiske Institut
udgivne »Astron. geodät. Arbeiten von 1873—1904«
(1875—1906) har A. publiceret: »Formeln und
Hülfstafeln für geographische Ortsbestimmungen«
(1869, 4. Udg. 1908), »Anleitung zum
Gebrauche des Zenitteleskops« (1899, 2. Udg. 1902),
»Resultate des internationalen Breitendienstes«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
