Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albert af Stade - Albert den Store - Albert, Konge af Sachsen (1873-1902) - Albert, Prins af Sachsen-Koburg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Albert af Stade, Munk og fra 1232 Abbed
i Mariaklostret i Stade, søgte forgæves at
indføre Cistercienserreglen og traadte ind i
Franciskanerklostret i Stade (1240). Her skrev han
et lærd Digt om den trojanske Krig, en
versificeret Bearbejdelse af den bibelske Historie og
en større Verdenskrønike indtil 1256, for en stor
Del Uddrag af ældre Værker, men mod
Slutningen støttet paa mundtlig Meddelelse og
dermed af hist. Værdi.
H. O.
Albert den Store (Albertus magnus),
skolastisk Filosof, f. 1193 i Lauingen i Schwaben
af den adelige Slægt von Bollstädt, d. i Köln
15. Novbr 1280. Han studerede Filosofi,
Matematik og Medicin i Padova, hvor han blev
vundet for Dominikanerordenen, og tilbragte
derefter nogle Aar med teologiske Studier i
Bologna og Paris. Ved Dominikanernes Skole i
Köln var han siden største Delen af sit Liv
Lærer i Filosofi og Teologi og talte her Thomas
Aquinas blandt sine Elever; men desuden
underviste han i kortere Perioder ved Ordenens
andre Skoler i Tyskland og i tre Aar ved selve
Universitetet i Paris. Efter at være vendt
tilbage til sin Skole i Köln blev han sin Ordens
Provincial for Tyskland og deltog som saadan i
det Forsvar, der førtes for Ordenen mod
Professorerne i Paris. Da han ved denne Lejlighed
opholdt sig ved Pavehoffet i Anagni, holdt han
paa Opfordring Forelæsninger over Johannes’
Evangelium og blev udnævnt til pavelig Lektor
i den hellige Skrift. 1260 modtog han modstræbende
Bispestolen i Regensburg, men blev efter
to Aars Forløb atter fritaget for dette Embede
og vendte tilbage til sin Skole i Köln. Her døde
han 87 Aar gl. A. udmærkede sig i sin
kirkelige Stilling ved utrættelig Arbejdsiver og
Virketrang; han besad en altbeherskende Viden, der
ogsaa omfattede Naturen, som han med
Forkærlighed studerede og gjorde til Genstand for
Iagttagelse, noget, som for hin Tid er temmelig
enestaaende. Størst og varigst Bet. har A. dog
faaet som systematisk Tænker og ved sine
fremragende Evner som Lærer. Han er den første,
der kender Aristoteles’ Filosofi i dens Helhed,
idet de vigtigste Værker først nu blev
Occidenten bekendt gennem Oversættelser fra
Arabisk og senere direkte fra Græsk, og efter dette
Forbillede opfører han sin Tankebygning. Da
han imidlertid bibeholdt de Elementer af
Platonisme og Nyplatonisme, som udgjorde Grundlaget
for den tidligere skolastiske Filosofi, er
det paa mange Punkter ikke lykkedes ham at
trænge ind til fuld Klarhed og gennemført
Sammenarbejden af det store Stof; heller ikke
som Udtryk for Kirkens Lære naaede Systemet
virkelig Fasthed før hos A.’s store Discipel
Thomas. I Fortolkningen af Aristoteles følger A.
i det væsentlige de arabiske og jødiske
Kommentarer, saavidt de ikke kommer i Strid med
Kirkens Dogmer. Det Universelle maa, for at
kunne erkendes, være virkeligt, og det
fremtræder som saadant i Tingenes Form, det
eksisterer i de individuelle Former, men det
eksisterer ogsaa uden for Individet i Kraft af vor
Tænkens Abstraktion og forud for Individet i
Gud. Medens A. her kombinerer Aristoteliske
og nyplatoniske med kirkelige Tanker, skelner
han ved Gudsbegrebet skarpt mellem de
almindelige filosofiske Bestemmelser af Gud som
Universets Aand og Fornuft, hvorfra de
individuelle Sjæle udgaar, og hvortil de atter kan
vende tilbage, og Kirkens Dogme om den
treenige Gud, som den menneskelige Fornuft ikke
kan forstaa, kun Troen gribe. Verden er ikke
evig, som Aristoteles vilde, men skabt af intet.
I Psykologien lærer A., at Bevidsthedslivet vel
betjener sig af de legemlige Organer, men kun
behøver disse i det jordiske Liv, medens
Sjælens Eksistens er uafhængig deraf; men her
mere end noget Steds staar forskellige
Tanker uformidlede ved Siden af hinanden.
Etikken præges af Læren om den fri Villie,
der træffer Afgørelsen mellem det, som
Fornuften erkender for attraaværdige og det,
Driften begærer; i hvert Menneskes Sind har Gud
nedlagt en Stræben mod det Gode. De 4
Kardinaldyder, som var optagne fra den græske
Etik, sidestilledes med de 3 teologiske Dyder.
A. udmærker sig i sin Tænkning ved den
mægtige Energi, hvormed han samlede og søgte at
gennemtrænge et uhyre Stof, og gjorde herved
et grundlæggende Arbejde for sin Elev, det
skolastiske Systems Fuldender; Thomas Aquinas
overgaar som skarpsindig Tænker sin Lærer,
men hans Tankebygning hviler i hele sin
Udstrækning paa den Grund, A. havde lagt. A.’s
talrige Værker foreligger endnu ikke i en
fuldstændig videnskabelig Udgave; meget
mangelfuld er den af Jammy besørgede [1651], og
Borguet’s [1890 ff.] er væsentlig kun Optryk
heraf. (Litt.: G. v. Hertling, »A. M.« [Köln
1880]; A. Schneider, »Die Psykologie A. des
Grossen« [Münster 1903—06]).
W. N.
Albert, Konge af Sachsen (1873—1902), Søn
af den daværende Prins, senere Kong Johan,
f. 23. April 1828, d. 19. Juni 1902, studerede ved
Universitetet i Bonn 1845—48 og var 1849 som
Kaptajn i Artilleriet med i Kampen ved
Dybbøl 13. April. Som Kronprins (siden 1854)
anførte han 1866 den sachsiske Hær ved
Münchengrätz og Königgrätz og ligeledes 1870, da han
udmærkede sig ved Gravelotte. Han fik
derefter Ledelsen af en stor tysk Hær og gjorde
ypperlig Tjeneste ved Omslutningen af Mac
Mahon’s Hær ved Sedan, samt senere ved
Paris’ Belejring og Indtagelsen af Mont Avron.
Til Løn forfremmedes han til tysk
Generalfeltmarskal. Som Konge tog han kun liden
Del i Styrelsen, men ofrede sig særlig for
Militærvæsenet. Han havde 1853 ægtet Carola af
Vasa, Gustaf IV’s Sønnedatter, f. 1833, d. 15.
Decbr 1907; men deres Ægteskab forblev
barnløst.
E. E.
Albert [eng. ↱ä£bə.t], Prins af Sachsen-Koburg
og den eng. Dronning Victoria’s Ægtefælle, f.
26. Aug. 1819, d. 14. Decbr 1861, yngre Søn af
Hertug Ernst I af Sachsen-Koburg, havde
allerede i Maj 1836 ved et Besøg i England gjort et
dybt Indtryk paa sit jævnaldrende Søskendebarn
Victoria og blev under sin Farbroder, Kong
Leopold af Belgiens Ledelse videre uddannet
med dette Maal for Øje. Efter et Ophold i
Italien under Dr. Stockmar’s Vejledning kom han
Oktbr 1839 paa ny til England, hvor Forlovelsen
blev knyttet, og 10. Febr 1840 fandt Brylluppet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
