Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - alba - Alba, d', se Macrino d'Alba - Albacete - Alba de Tormes - Alba Fucentia - Alba longa - Alban - Albaner-Bjergene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flagrevers i vor egen Folkevisedigtning. Det
skal tilføjes, at den dejlige Afskedsscene i
Shakespeare’s »Romeo og Julie« (3. Akt, 5. Scene)
rimeligvis er bygget over en gl. Dagsang.
Kr. N.
Alba, d’ [↱al-], se Macrino d’Alba.
Albacete [alwa↱sætæ]. 1) Prov. i det sydøstlige
Spanien, grænser mod S. til Provinsen Murcia,
mod Ø. til Alicante og Valencia, mod N. og
V. til Cuenca, Ciudad Real, Jaen og Granada.
Den er 14863 km2 og har (1910) 264363 Indb. ell.
18 paa 1 km2; den er saaledes en af de daarligst
befolkede af de spanske Provinser. Den
nordlige større Del hører til Sletten la Mancha, er
mange Steder aldeles jævn og for det meste
ufrugtbar, uden Skove og øde; den sydlige Del
er opfyldt af Sierra Morenas Udløbere som
Sierra de Alcaraz, Calar del Mundo og Sierra
de Taibilla, og ogsaa disse Egne er uheldig
udstyrede af Naturen; kun ved Seguras
Munding findes der en Del Fyrreskove. I de ikke
alt for regnfattige Aaringer produceres der dog
en Del Vin, Korn, Olie, Safran, Hamp og
Esparto-Græs; ogsaa Faareavlen, Mineralkilderne og
Produktionen af Metaller, Stenkul, Salt og især
Svovl har nogen Bet. Derimod er Industrien
kun ringe.
2) Provinsens Hovedstad A. ligger 75 km
NV. f. Murcia, 700 m o. H., ved Hovedbanen
fra Madrid til Alicante. (1900) 14753 Indb. I
A. tilvirkes de i hele Spanien brugte tveæggede
Knive (Puñal, Cuchillo). A. har en aarlig Messe
i Septbr.
H. P. S.
Alba de Tormes [↱alwa], By i det vestlige
Spanien, Prov. Salamanca, ligger 20 km SØ. f.
Salamanca. (1900) 2748 Indb. I A. findes
Hertugerne af Alba’s Stamslot.
H. P. S.
Alba [↱al-] Fucentia, stærkt befæstet Stad
i Oldtiden, i Midten af Italien (omtr. 75 km Ø.
f. Rom) paa Grænsen mellem Marsernes og
Ækvernes Land. Byen laa ved Foden af et
højt Bjerg (Monte Velino, 2487 m) i Nærheden
af den nu udtørrede Lacus Fucinus (ital. Lago di
Fucino). Paa dens Ruiner ligger den lille
Landsby A. Af den antikke Stad ses endnu
betydelige Rester af Murene, der er byggede af
mægtige, polygonale Blokke, og af et Tempel med
korinthiske Søjler. 303 f. Kr. førte Romerne,
efter at de det foreg. Aar havde betvunget
Ækverne, en Koloni paa 6000 Mand til A.
C. B.
Alba longa [↱alba-↱låŋga] (lat.), Roms
Moderstad, laa i Nærheden af Albaner-Søen, i det
antikke Landskab Latium. A. var i den ældste
Tid Latinernes vigtigste Stad, men blev allerede
under den rom. Konge Tullus Hostilius
fuldstændig ødelagt. Alle Efterretninger om A., der
findes hos de romerske Forf., maa derfor
betragtes som rent sagnagtige og kan ikke gøre
Krav paa historisk Paalidelighed. Byen skulde
være grundlagt fra Lavinium af Æneas’ Søn
Ascanius. I lang Tid stod den i godt Forhold
til Rom; men under Tullus Hostilius’ Regering
gav gensidige Kvægran Anledning til
Stridigheder. De blev dog bilagte efter Kampen
mellem Horatierne og Curiatierne; men da
Albanernes Diktator Mettius Fufetius forrædersk
havde brudt det indgaaede Forlig, lod Tullus
ham dræbe, A. ødelægge og alle dens
Indbyggere overføre til Rom, hvor han anviste dem
Boliger paa Mons Cælius. A. havde da staaet i
400 Aar. Af den ældgamle By er der ingen
Ruiner tilbage. Støttende sig paa Fundet af en
gi. Gravplads og paa Terrainforholdene har man
i nyere Tid antaget, at A. har ligget ved
Vestsiden af Albaner-Søen (ved det nuv. Castel
Gandolfo).
C. B.
Alban [↱alban, eng. ↱å.£bən ell. ↱ä£-], Navn paa
to Helgener: 1) Den engelske A. var ifølge
Legenden en hedensk Britte, der under den
diocletianske Kristenforfølgelse modtog en Præst
i sit Hus, blev omvendt af ham og gik i Døden
for ham, iført hans Kappe (22. Juni 303). I
Nærheden af Verulam, hvor Halshugningen foregik,
rejstes en Kirke til den eng. Oldmartyrs Ære,
og dertil knyttedes et Benediktinerkloster, der
senere antog Cluniacenserreglen. Her
opbevaredes A.’s fejrede Helgenlevninger. Knud den
Store skænkede dog en Grevesøn fra Namur
A.’s Skulderblad, og i Slutn. af 11. Aarh. var
der Levninger af ham i Odense Kirke, hidførte
af Knud den Hellige. I selve Albans Kloster i
England hed det sig, at hele A.’s Legeme var
ranet af Vikinger og bragt til Odense, indtil
en eng. Munk lod sig optage i det danske
Kloster, skar Hul i Skrinet, listede Knoglerne
ud og sendte dem hjem. Det er blevet
omtvistet, hvorvidt det ene af de 2 store
Helgenskrin i Odense er A.’s ell. Knud den Hellige’s
Broder Benedikts. Imidlertid gaar ingen dansk
Beretning ud paa, at Danmark nogen Sinde har
haft hele Helgenens Legeme, hvorimod Odense
havde noget af hans Arm, Roskilde, Kbhvn og
Lund andre Smaalevninger (om denne Sag se
»Aarh. f. nord. Oldkyndighed« 1886—87; »Kirkehist.
Samlinger« 4. Rk. I.). I England tvistedes
Munkene i St Albans og Ely om, hvem der
havde A.’s Levninger. — 2) A. fra Mainz
skal være sendt til Gallien af Ambrosius og have
lidt Martyrdøden c. 400. Uden for Mainz blev
der bygget en Kirke til hans Ære: her jordede
Karl den Store sin Hustru Fastrade (795), og
i Kirkens Baptisterium blev den danske Kong
Harald og hans Følge døbte (826). I Danmark
fejrede man den tyske A.’s Helgendag (21. Juni),
og den eng. A. maatte tage til Takke med
samme Dag. — En tredie A. er en mærkelig
Genganger af den græske Mytehelt Ødipus.
H. O.
Albaner-Bjergene, ital. Monti laziali, lat.
Montes albani, udslukt Vulkangruppe i
Mellemitalien, ligger 18 km SØ. for Rom og udgør egl.
en eneste Vulkankegle ell. vulkansk Ringbjerg
med flere Kratere, af hvilke to opfyldes af
Albaner-Søen og Nemi-Søen. Bjerggruppens
højeste Punkt er det centralt liggende Monte
Cavo, lat. mons albanus (956 m), der hæver
sig paa Vestranden af det udtørrede, med
Ferskvandslag opfyldte Krater, der benævnes
Hannibal’s Lejr. I den førromerske Tid var
Monte Cavo Latinernes hellige Bjerg, paa
hvilket deres Forbundsfest (feriae latinae) blev
holdt. Her laa et berømt Tempel for Jupiter
Latianus, der først 1783 blev helt tilintetgjort
og anvendt til Bygning af et Kloster; op til
Bjergets Top fører endnu en antik, med Lavakvadre
brolagt Vej (via triumphalis), ad hvilken de
rom. Feltherrer, der i Rom ikke fik tilstaaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
