Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aëtius, 1) den sidste store, rom. Feltherre; 2) Læge, f. i Amida i Mesopotamien; 3) græsk Filosof, omtr. 100 e. Kr. - Aëtobatis, se Rokker - Aëtosaurus ferratus - Afanasjev, Aleksánder Nikolájevitsch, russ. Historiker og Myteforsker (1826-71) - Afanit - Afareus, messenisk Sagnheros - Afart, se Art - Afasi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsigtige Krigsførelse som Pave Leo’s Overtalelser.
Disse store Fortjenester fandt dog kun en
daarlig Løn; den svage Kejser Valentinian blev
ophidset imod ham, og under en Samtale stødte
han selv pludselig sit Sværd i A.’s Bryst (454).
Kr. E.
2) Læge, f. i Amida i Mesopotamien, studerede
i Alexandria og praktiserede i Konstantinopel,
hvor han maaske har været Justinians Livlæge.
I Tidsrummet 540—50 har han sandsynligvis
forfattet sit store Værk: »Seksten Bøger om
Lægekunsten«, der giver vigtige Bidrag til
Datidens Kulturhistorie og særlig giver værdifulde
Oplysninger om den Tids Lægekunst.
3) græsk Filosof, omtr. 100 e. Kr.,
sammenstillede i et omfangsrigt Værk de forsk. ældre
Filosoffers Meninger om naturfilosofiske og
fysiske Spørgsmaal; et Udtog deraf er bevaret
under Plutarch’s Navn og mange Fragmenter
hos andre Forf., ved hvis Hjælp man har
kunnet rekonstruere det vigtige Værk i
Hovedpunkterne.
J. L. H.
Aëtobatis, se Rokker.
Aëtosaurus ferratus, et uddød Krybdyr fra
Trias-Tiden. En Gruppe paa 24 Ekspl. blev
fundet 1875 i en Sandsten i Nærheden af
Stuttgart og først efter 1 1/2 Aars utrolig Flid
arbejdet ud af Stenblokken, da det omgivende
Dække maatte fjernes Sandskorn for Sandskorn
med en fin Naal, men Pladen hører da ogsaa
til Pragtstykkerne i denne Bys Museum.
Dyrene er af forsk. Alder og Størrelse (de største
86 cm lange) og ligger mellem hverandre i alle
mulige Stillinger, aabenbart efter Døden
skyllede sammen af Vandet paa denne lille Plet.
I Legemsform lignede A. en Snogeøgle: det
smalle, langstrakte Kranie løb ud i en spids
Snude (Aëto-saurus ɔ: Ørne-Øglen, p. Gr. a. en
vis Lighed med et Fuglekranie), den korte
Hals, den spinkle Krop og lange Hale gik jævnt
over i hinanden; Lemmerne og den trinde Hale
tyder paa, at det var et Landdyr; det levede
aabenbart af Smaadyr ligesom de fleste
nulevende Øgler, da Tænderne var spatelformede.
Det var omgivet af et Panser af Benplader
(derfor ferratus ɔ: pansret) lige fra Nakke til
Halespids, regelmæssig ordnede i c. 70 Ringe,
hver sammensat af 2 Ryg-, 2 Side- og 8
Bugplader; Lemmerne var dækkede af taglagte
Benskæl. Dette Panser har bevaret den ydre
Form, saa at Dyrene tager sig helt levende ud,
og da Benpladerne er forvandlede til Vivianit
og har antaget dette Minerals staalblaa Farve,
bringer dette endnu mere Liv i Gruppen.
Benbygningen har noget tilfælles med Øglernes og
noget med Krokodillernes. A. lader sig derfor
ikke indordne under nogen af de hidtil kendte
større Grupper af Krybdyr, frembyder dog
størst Lighed med de ældste, uddøde
Krokodiller, med hvilke det var samtidigt, og
opstilles foreløbig som en selvstændig Underorden af
Krokodillerne.
Ad. J.
Afanasjev [-sjæf], Aleksánder Nikolájevitsch,
russ. Historiker og Myteforsker (1826—71).
Efter at have studeret Jura i Moskva
indtraadte A. i Statens Tjeneste, men mistede
sin Stilling 1862, mistænkt for politiske
Forseelser. Skønt han derefter maatte arbejde haardt
for at leve, lykkedes det ham dog at fortsætte
sine videnskabelige og litterære Sysler. Han
nedskrev efter mundtlige Beretninger en
Samling russiske Folkeeventyr, som udkom 1870, og
fremsatte i sit store Værk »Slavernes poetiske
Naturanskuelse« (Moskva 1866—69) sine Teorier
om Oprindelsen til Slavernes Mytologi. Størst
Betydning har han haft som Samler af
værdifuldt videnskabeligt Materiale paa forsk.
Omraader.
H. C-e.
Afanit var især tidligere Betegnelse for en
Del til Diabaserne hørende, oftest grønne
Stenarter, som udmærker sig ved at være saa
finkornede, at de enkelte Bestanddele ikke kan
skelnes med det blotte Øje. Ofte er A. mere
graalig og helt gennemtrængt med Kalkspat,
som er dannet ved Forvitringen, og som i den
saakaldte Kalkafanit træder tydelig frem som
tætliggende, hvide Smaakugler.
(N. V. U.). O. B. B.
Afareus [-↱ræ^us], messenisk Sagnheros, Fader
til Idas og Lynkeus.
Afart, se Art.
Afasi (af det gr., nægtende α og φᾶσις, Tale)
er den Form, hvorunder Tab af Taleevnen
optræder ved sygelige Tilstande i visse Dele af
Hjernen, og maa ikke forveksles med Afoni
(s. d.), hvor Taleevnen er bevaret, men
Stemmen forandret til Hvisken, ell. Alali
(Anartri), hvor den mangelfulde ell. ophævede
Taleevne skyldes Forstyrrelser i de stemmedannende
Organer (Strube, Tunge, Gane, Læber
o. s. v.). I Hjernen antages Centrer for vor
Opfattelse og Bevarelse af samt Erindring om
Ordene og for Reproduktionen af dem. Ethvert
af disse Taleevnens Led kan sygelig forandres,
og man skelner derfor mellem en psycho-sensorisk
og en psycho-motorisk Akt og ved A. paa
samme Maade mellem en sensorisk eller
amnestisk A., hvor Erindringen om Ordet
er gaaet tabt, og en motorisk ell.
ataktisk A., hvorved Hukommelsen om de til
Ordets Reproduktion nødvendige Bevægelser
mangler. I første Tilfælde kan den Syge »ikke
komme paa« Navnet paa en Genstand, skønt
han meget godt ved det, men formaar da at
gentage det, naar det siges for ham; i sidste
Tilfælde derimod kan han ikke udtale det, skønt
han hører og opfatter det rigtig. Intelligensen
behøver ikke at have lidt ved disse Affektioner,
ofte er A. det eneste sygelige Symptom, men er
hyppig ledsaget af andre, saaledes halvsidig
Lamhed. Aarsagen til A. er forskellig, en Blodudtrædning,
en Nydannelse, Betændelse, Cirkulationsforandring
i den paagældende Hjernedel, og af dens
Natur afhænger det, om A. bliver en blot
forbigaaende ell. en varig Lidelse. A. er ofte
forbundet med Tab af Læseevnen (Alexi),
Skriveevnen (Agrafi) ell. Evnen til at forstaa og
anvende Mimik (Amimi). Ved Undersøgelser
efter Døden af Hjernen hos Patienter, der
havde lidt af A., paaviste Broca 1861, at
Taleevnens Sæde var nederste, venstre
Pande-(Frontal-)Vinding (Brocas Vinding), og lagde derved
Grunden til Læren om Hjernens Lokalisationer.
Nyere Undersøgelser har gjort det sandsynligt,
at det nævnte Hjerneparti nærmest er Sædet
for den ataktiske A., medens det for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
