Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Addison, Joseph, eng. Forfatter (1672-1719) - Addison, Thomas, eng.Læge (1793-1860) - Addisons Sygdom ell. Bronzesygdom - Additamént - Addition - additional, additionel - Additionalakt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navnlig The Spectator gjorde overordentlig
Lykke. Indholdet var højst vekslende: lunefulde
Skildringer ud af Livet, Fantasier, Allegorier,
Refleksioner, Smaasatirer over Samfundsforhold,
litterære Afh., moralske og religiøse
Betragtninger; Numrene, der, som det hedder i et af de
første (Nr. 10), burde serveres sammen med
Familiernes Morgente, vandt stærk Udbredelse
baade i By og paa Land, og den Indflydelse, som
de og gennem dem særlig A., der skrev de fleste,
øvede paa Middelklassen som Dæmper af Tidens
Brutalitet og lette Flagren, var efter alle
Vidnesbyrd overordentlig. Apr. 1713 opførtes A.’s
Tragedie Cato, hvis fire første Akter var skrevne
langt tidligere; den gjorde umaadelig Lykke, til
Dels begrundet i, at baade Whigger og Toryer
anstrengte sig for i Emnet (Cato’s Stilling over
for Cæsar) at finde Allusioner, der kunde tages
til Indtægt for dem selv som politiske Partier;
over Dramaet er der en vis rolig Værdighed, men
det er uden menneskeligt Liv og Individualisering
i Karaktererne. Tre Aar efter Cato opførtes
Lystspillet The Drummer, et naivt og tarveligt
Arbejde. 1714 kom ved Dronning Anna’s Død
Whiggerne til Magten, og ligesom A. tidligere
(1710) havde støttet sit Parti ved nogle faa Numre
af et Ugeblad, The Wig-Examiner, saaledes talte
han nu dets Sag i de politiske Tidsskr. The
Freeholder (1715—16) og The Old Whig (1719); i dette
sidste polemiserede han mod Steele, til hvem
Forholdet i de senere Aar havde været køligt.
Aug. 1716 giftede A. sig med Enken efter Jarlen
af Warwick. Næste Aar udnævntes han under
Lord Sunderland’s Ministerium til Medlem af
Regeringen; men da han blev sygelig, opgav han
sin Ministerpost allerede efter 11 Maaneders
Forløb. Det flg. Aar døde han og blev begravet i
Westminster Abbedi, hvor hans Statue nu er
oprejst. 1721 tryktes første Gang, i hans Ven
Tickell’s Udgave af hans Værker, Dialogues on
Medals og Fragmentet Evidences of the Christian
Religion. — A.’s personlige Karakter var
retsindig, elskværdig og vindende, om end noget
forbeholden og selvbevidst; af de fleste var han
overordentlig afholdt; Swift skriver 1710, at hvis
A. vilde vælges til Konge, tror han, det kunde
lade sig gøre. Reversen af hans Karakter er
given af Pope i Skildringen af Atticus i hans
Epistle to Dr. Arbuthnot. — A.’s Bet. som Forf.
er nu kun knyttet til hans Prosaarbejder og da
navnlig til hans Artikler i Spectator. Han
indtager en høj Rang blandt sin Tids ypperlige
Prosaister. Hans Stil er rolig, jævn og klar, uden
dog at være udvandet i Ordrigdom. Paa Bunden
af hans ikke stærkt bevægede, lidt flegmatiske
Væsen er der en stille Alvor, der let glider over i
moraliserende Betragtninger. Men lige saa let
slaar hans Tanke over i Fantasi, og hans
Raisonnement former sig til Allegori. Og jævnsides
med Fantasien hos A. gaar der et stilfærdigt og
højst elskværdigt Lune, der ligesom mætter hans
Skildringer og saa pludselig skælmsk og
overraskende blinker frem. Som Iagttager af
Mennesker og Samfundsliv har han et baade skarpt
og mildt Blik. Som Kritiker har han, skønt han
i det hele er præget af sin Tids litterære Smag,
dog Selvstændighed nok til rosende at henlede
Opmærksomheden paa de gamle Folkeviser.
Foruden Tickell’s ovenn. Udgave af A.’s Værker
kan nævnes Biskop Hurds af 1811, genoptrykt
og forøget i Bohn’s British Classics; i Clarendon
Press Series er udkommen af A.: Selections from
Papers in the Spectator, by T. Arnold. —
(Litt.: Lucy Aikin, The Life of Joseph A.
[1843]; Courthope, A. [i Serien English
Men of Letters]; Ad. Hansen, »A. som
litterær Kritiker« [1883]).
(Ad. H.) I. O.
Addison [↱ädisən], Thomas, eng. Læge (1793—1860),
Prof. ved Guy’s Hospital i London.
Bekendt ved den af ham beskrevne A.’s Sygdom.
Addisons [↱ädisəns-] Sygdom ell.
Bronzesygdom, første Gang (1855) beskrevet af den
eng. Læge A., ytrer sig foruden ved gastriske,
anæmiske og nervøse Forstyrrelser i Reglen ved
en karakteristisk, under Sygdommens Fremskriden
tiltagende Pigmentering af Huden og
synlige Slimhinder. Under tiltagende Kakeksi ender
den dødelig i Løbet af højst nogle faa Aar. I
Flertallet af Tilfældene findes en sygelig
Forandring i Binyrerne, hyppigst en osteagtig
Degeneration, dog ikke saa konstant, at den kan
betragtes som Sygdommens egl. Væsen, der i en
Del Tilfælde maa søges i en funktionel Liden
af det sympatiske Nervesystem.
A. F.
Additament (lat.), Tilføjelse, Tillæg.
Addition (Summation, Sammenlægning)
er den første Regningsart i Aritmetikken (den
første af de saakaldte 4 Species). Den gaar ud
paa at finde det Tal, Summen, der indeholder
lige saa mange Enheder som visse givne Tal,
Addenderne, tilsammen. At 2 Tal skal
adderes, angives ved, at man sætter Tegnet +
(læs: plus ell. og) imellem dem, f. Eks.
12 + 17 = 29. Ensbenævnte Tal adderes ved, at
man adderer de ubenævnte Tal og giver
Summen den fælles Benævning; ensbenævnte Brøker
f. Eks. adderes ved, at man adderer Tællerne.
Brøker med forsk. Nævnere, der skal adderes,
gøres ensbenævnte (se Brøk). Er alle
Addenderne negative, lægger man deres numeriske
Værdier sammen og giver Summen negativt
Tegn; har nogle Addender positivt Fortegn,
andre negativt, tager man Summen af de positive
Addender for sig og af de negative for sig og
giver Forskellen mellem de to Summers
numeriske Værdier det Fortegn, som den numerisk
største Sum har. Derved faas Addendernes
algebraiske Sum i Modsætning til Summen af
deres numeriske Værdier. Den algebraiske Sum
af 18, ÷11, 12 og ÷6 er saaledes 13, medens
Summen af de numeriske Værdier er 47. I
Mekanikken, hvor Kræfter, Hastigheder m. m.
fremstilles ved rette Linier af givne Længder
og Retninger, forstaas ved disse Liniers
geometriske Sum, den Linie, der fremstiller
Resultanten (se Kræfters Sammensætning).
Chr. C.
additional, additionel, (lat.), tilføjet, Tillægs-.
Additionalakt, Tillægsakt, saasom til
en Traktat ell. Lov. Særlig hyppigt bruges Udtrykket om
Tillægsbestemmelser til afsluttede Traktater.
Additionalakt (L’Acte additionnel aux constitutions
de L’Empire af 22. Apr. 1815) kaldtes den
Forfatning, som Napoleon I efter sin Tilbagekomst
fra Elba indførte i de hundrede Dage, og hvori
han søgte at sammensmelte Kejserdømmet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
