Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abemennesker - Abencerrajerne - Abendroth, Irene, Østerrigsk Operasangerinde - a béne placito - Aben Esra, se Ibn Esra - Abensberg (Romernes Castra Abusina), By i Bayern - Aber (Primates)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haarvækst har nogen Lighed med Aber. Virkelige
Overgangsformer ell. Bastarder mellem Aber
og Mennesker forekommer ikke. Smlg.
Haarmennesker.
S. H.
Abencerrajerne [-↱raκ-], fornem maurisk Slægt
i de arabiske Kongeriger i Spanien, navnlig i
Riget Granada. Hvad man ved med Vished om
denne Familie, er ikke stort, kun at
Medlemmer af den spillede en betydelig Rolle som
Statsmænd og Krigshøvdinger under den
granadinske Konge Muhammed VII med Tilnavn
»den Kejthaandede« (Slutn. af 14. Aarh. e.
Kr.), og efter Slægtens daværende Hoved,
Jussuf-ben-Zerragh, fik den sit Navn. Da
Muhammed VII for en Tid blev styrtet fra Tronen af
en Medbejler, henrettedes mange af Slægten.
Mest er dog A. berømte for den tragiske
Skæbne, der ramte dem i Anledning af deres Strid
med en anden fornem Slægt, Zegríerne, under
Granada’s sidste Maurerkonge; til sidst blev de
fleste af A. myrdede i Slottet Alhambra, hvor
en af Salene endnu bærer Navn efter dem,
og hvor et Springvands Marmorbækken viser
(efter Sigende) uudslettelige Mærker af deres
Blod. Alt dette er dog for en væsentlig Del
uhjemlede Sagn, hvis Kilder er spanske
Romancer og især den historiske Roman Historia
de las guerras civiles de Granada af Ginés
Pérez de Hita, ogsaa med Titel Historia de los
bandos de los Zegries y Abencerrajes
(Zaragoza 1595). Tidligere var Emnet behandlet i
den smukke Fortælling om A.’en Abindarráez
og den skønne Jarifa (første Gang udg. i
Medina del Campo 1565. optrykt fl. Gange i 19.
Aarh.), der almindelig har gaaet under
Antonio de Villegas’ Navn. Disse fantastiske
Begivenheder ligger ogsaa til Grund for
Chateaubriand’s Fortælling Les aventures du dernier
des Abencérages, der atter benyttedes af Jouy
til en Operatekst, som Cherubini satte i Musik.
E. G.
Abendroth [↱a.-], Irene, østerrigsk
Operasangerinde, f. 14. Juli 1872 i Lemberg,, debuterede
1889 i Wien som »Søvngængersken«, var derefter
ansat ved Scenerne i Riga, München, Wien,
indtil hun 1900 blev engageret til Operaen i
Dresden, hvor hun, navnlig som Koloratursangerinde,
hørte til Repertoirets bærende Kræfter
(Leonora i »Troubadouren«, Rosina, Nattens
Dronning o. s. v.).
S. L.
a bene placito, [↱plat∫ito] (ital.), musikalsk
Foredragsbetegnelse: efter Behag, efter egen fri
Opfattelse. Smlg. ad libitum.
S. L.
Aben Esra, se Ibn Esra.
Abensberg [↱a.-] (Romernes Castra Abusina),
By i Bayern ved Donau’s Biflod Abens
og ved Jernbanelinien Regensburg-Augsburg.
A. har to katolske Kirker, et gammelt Slot (i
Middelalderen Residens for Greverne af A.),
en Maskinfabrik, Humleavl, og (1900) 2200
Indb. Den derværende Mineralkilde med
Badeanstalt hører til de jernholdig-salinske
Svovlkilder og anbefales ved Hudsygdomme,
Reumatisme etc. I A. fødtes den bayerske
Historieskriver Joh. Thurmayr (Aventinus), for hvem
der 1861 er blevet rejst et Mindesmærke.
Endvidere er Byen bekendt fra Napoleon’s Sejr 20.
Apr. 1809 over Østerrigerne.
G. Ht.
Aber (Primates) [hertil en farvetrykt Tavle]
danner en naturlig, ret stor og formrig Orden
inden for Pattedyrklassen. Linné
sammenfattede i denne Orden Mennesket, de ægte Aber,
Halv-Aber og Flagermus; medens disse sidste
forlængst er udskilte som en særlig, meget
afvigende Orden, har forskellige Meninger
gjort sig gældende angaaende de øvrige
Grupper, idet det har voldt Vanskeligheder at
sammenfatte saa tilsyneladende forsk. Former som
Mennesket og de laveste Halv-A. i samme
Orden; da imidlertid Overgangen fra det ene til
det andet af disse to Yderpunkter er ganske
jævn, synes dette dog naturligst, og denne store
Orden falder da i to velafgrænsede
Hovedgrupper ell. Underordener: Halv-A. og de Ægte
A. Af disse er Halv-A. de oprindeligste eller
lavtstaaende, idet de har deres Udspring
fra de, mellem Pattedyrene overhovedet,
lavtstaaende Insektædere; gennem uddøde Halv-A.
dannes en jævn Overgang til disse; de Ægte A.
omfatter de højere, specialiserede Former, der
har adskilt sig mest fra Ordenens Udspring;
mange Legemsforhold, saasom Tændernes og
Hjernens Bygning ved Siden af høj intellektuel
Udvikling anviser de højeststaaende inden for
denne Gruppe Pladsen mellem de højest
udviklede Pattedyr.
Hvad der særlig har præget Ordenen over for
Insektæderne, er fremragende Evne til Klatring,
en Egenskab, der stedse afspejler sig i Abernes
Legemsbygning. Hovedgangen i Udviklingen fra
Insektædere op gennem Abeordenen er følgende:
For- og Bagpoterne bruges til at gribe om
Grenene, idet Tæerne og Fingrene kroges om disse;
Klospidserne bruges derved ikke mere som
Hager til Fastholden, men vantrives og bliver
til flade Negle, idet de retter sig efter Formen
af Finger- og Taaled, der bliver brede og flade
ved stadig Pres mod Grenene; for bedre at
fatte om Grenene modsættes Tommelfingre og
Tommeltæer de øvrige Fingre og Tæer, og
Haanden, der er karakteristisk for A., fremkommer
baade paa For- og Baglemmer. Lemmerne
bevæges mere selvstændigt, Overarm og Laar
holdes mindre tæt ind til Kroppens Sider, bliver
mere fri af Krophuden, lange og smidige med
stor Muskelstyrke. Brystkassen bliver mindre
sammentrykt, former sig friere efter Lungerne
og bliver bredere og fladere. Halen tages enten
i Klatringens Tjeneste og udvikles da f. Eks. til
en lang, kraftig Snohale ell. viser Tilbøjelighed
til Vantrivning ell. forsvinder helt, som hos de
højtstaaende, menneskelignende Aber.
Forlemmerne viser, ganske i Modsætning til
Forlemmerne hos løbende og springende Dyr,
Tilbøjelighed til at blive længere end Baglemmerne, idet
de under den egentlige Klatring bruges mest;
under Gang og i de sædvanlige Hvilestillinger
tvinger de lange Arme Dyret til at holde
Kroppen mer ell. mindre oprejst; dette er tydeligst
hos de menneskelignende A., hvor Gangen paa
4 Lemmer er saa vanskelig, at den ofte opgives.
Kroppen rettes da helt op og holdes i Ligevægt
over Baglemmerne (som hos Slægten Homo);
Hovedet holdes lettere i Ligevægt ved den
oprette Stilling, og Halsmusklerne bliver svagere;
Lændehvirvlerne bærer større Byrde og bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
