Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abailard, Pierre, skolastisk Teolog - Abakánsk, By i det sibiriske Guv. Jenissejsk - abalienere - Abaliget-Hulen - a balláta (ital.), i Balladestil, se Ballade - Abalus - Abandon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lachaise. — A. kan ikke henføres til nogen af de
kendte Skoler inden for Skolastikken, han stillede
sig kritisk over for alt og alle. Han var tilbøjelig
til at betragte det dogmatiske som overflødigt og
at nøjes med det moralske. Hedenskabets Tænkere
stillede han lige med, ja over de gammeltestamentlige
Profeter, de havde i det væsentlige
Sandheden, men hvad disse enkelte udvalgte
havde, bragte Aabenbaringen til alle. Kristus var
ikke alene Religionsstifter, men ogsaa Reformator
af den rene Sædelov og af Fornuftreligionen.
Skriftbeviset og Autoriteten er ikke det afgørende,
det er Fornuften; paa sine Steder taler
han dog om Troens større Rigdom fremfor
Viden og tager Autoriteten i Forsvar, men han
hævder, at en Overbevisning bør dannes i Frihed.
I Sædelæren (»Kend dig selv«) er han
Subjektivist, som Filosof indtager han en selvstændig
Stilling mellem Realister og Nominalister.
Hans herskende Evne var Kritik, hans
Styrke en blændende Dialektik. — A.’s Skrifter
udgaves første Gang af Duchesne, Paris 1616;
bedste Udgave er den af V. Cousin udgivne Petri
Abaelardi opera, Paris 1.—2. 1849 og 1859. (Litt.:
Deutsch, »Peter A., ein kritischer Theolog«
[Leipzig 1883]; A. Hausrath, »P. A.«
[Leipzig 1893]; Fr. Moth, »A. og Heloïse«
[Kbhvn 1905]).
L. M.
Abakansk, By i det sibiriske Guv. Jenissejsk
ved den c. 400 km lange Flod Abakan, nær
dens Udløb i Jenissej; c. 2000 Indb., deriblandt
mange forviste. Sommeren er i A. saa varm, at
Vandmeloner kan trives i det fri, Vinteren derimod
meget kold, og Jordbundens Produktivitet
meget ringe. Der er i Nærheden af A. fl. Kulværker.
I Omegnen findes talrige, gl. Gravhøje
med Guld- og Kobbersager, ligesom der ogsaa
mange Steder paa Klipperne findes tatariske
Indskrifter. — A. kaldes ogsaa et Bjergstrøg,
der gaar parallelt med Altaj fra Floden Bija til
Jenissej.
M. V.
abalienere (af lat. aliēnus, fremmed), gøre
fremmed for, udskille, berøve; i rom. Retssprog
overdrage, sælge. — Abalienation,
Fravenden, Bortfjærnelse af noget, Afhændelse, Overdragelse
af Ejendomsret.
Abaliget-Hulen [↱åbåligæt], (ogsaa kaldet
Paplika), berømt Drypstenshule ved Landsbyen
Abaliget i Ungarn, Komitatet Baranya, NV. f.
Fünfkirchen. Den bestaar af en 5—6 m bred, 38 m
lang Indgangshule, der altid i en Højde af 3/4 m
er fyldt med Vand, og under hvilken der af en
Spalte sprudler en iskold Bæk frem, samt af den
950 m lange, indre Hule med de herligste Drypstensdannelser.
Mærkelige Fund af Menneske- og
Dyreknogler, Trin, indhuggede i Klippen, Mure
og en rom. Urnegrav tyder paa, at Hulen i længere
Tid har tjent til Opholdssted for Mennesker.
G. Ht.
a ballata (ital.), i Balladestil, se Ballade.
Abalus [↱a-], en Ø i Norden, om hvilken Grækeren
Pytheas (4. Aarh. f. Kr.) efter Plinius’ Beretning
(37, 35) har fortalt flg.: »I Nærheden af
den germanske Stamme Guionernes (Gutonernes?)
Land findes en Lagune ved Navn Metuonis,
der har en Udstrækning af 6000 Stadier (1130
km). En Dags Sejlads herfra ligger Øen Abalus,
paa hvis Kyster Bølgerne ved Foraarstide opskyller
Ravet, som udsondres af det frosne Hav.
Indb. bruger det som Brændsel, men sælger det
ogsaa til de nærboende Teutonere«. Timaios sluttede
sig til Pytheas’ Fremstilling, men kaldte
Øen Basilia. Efter Beretningens Form maa man
antage, at Pytheas ikke selv har set A., men kun
hørt fortælle derom. Saa interessant det end
kunde være for os Nordboer at faa Rede paa,
hvilken Ø der menes med Navnet A., maa dog
de Forsøg, man har gjort paa at bestemme dette,
betegnes som tomme Gætterier. Det er imidlertid
rimeligere at søge den i Vesterhavet end i Østersøen.
(Litt.: Müllenhoff,
»Deutsche Altertumskunde«, I. 473 ff.).
C. B.
Abandon, fr. [abã↱dǡ], betyder sproglig: Forladen,
Opgivelse. I Søretten bruges Ordet alm.,
naar man vil udtrykke den Ret, der næsten overalt
er indrømmet Ejeren af Skib ell. Ladning til
i visse Tilfælde at afstaa (abandonnere)
den til en anden og derved opnaa visse Fordele
ell. slippe for visse Forpligtelser over for denne.
Først kan nævnes den Ret til A., som Ejeren af
forsikret Skib ell. Ladning har over for Forsikreren
(A. kaldes i denne Bet. for »délaissement«
i fr. Søret). I Alm. maa en Forsikret for at faa
Forsikringssummen udbetalt føre fuldt Bevis for,
at Tingen er gaaet tabt. I visse Tilfælde, hvor et
saadant Bevis er umuligt, nøjes man med en stor
Sandsynlighed. Fra gl. Tid er der saaledes givet
ham Krav paa hele Forsikringssummen, naar
Skibet er forsvundet, d. v. s. har været saa
længe borte uden Efterretninger, at der er
overvejende Sandsynlighed for, at det er gaaet
under. Snart opstilles der i saa Henseende visse
Frister, efter hvis Udløb A. er tilladt, som
i Christian V’s Danske og Norske Lov 4—6—10
(Aar og Dag ell. 2 Aar), snart skal Domstolene,
som i eng. Ret, i hvert enkelt Tilfælde skønne
over Situationen. Sølovene for de tre nordiske
Riger (1891—93) giver Skønnet et vist Spillerum,
idet Bestemmelsen i § 258 er den, at der skal
have manglet Efterretning om Skibet i tre Gange
saa lang Tid, som der gennemsnitlig medgaar
til et Sejlskibs Rejse fra det Sted, fra hvilket den
sidste Efterretning havdes om Skibet, til Bestemmelsesstedet,
dog mindst i 3 Maaneder. Selvfølgelig
bør Retten til Forsikringssummen gøres afhængig af
A., af at Forsikreren nyder godt af det
forsikredes mulige Frelse. Derfor skal den Forsikrede
inden en vis Frist (efter Sølovenes §§
260—63 i Reglen 6 Maaneder) afgive en ubetinget
og uigenkaldelig Erklæring om, at han vil
afstaa sin Ejendom til Forsikreren imod at faa
Summen udbetalt, og Ejendomsretten gaar da
over, naar Beløbet er betalt. Sølovenes §§ 257 og
259 indrømmer endvidere A., naar Skibet ved
Stranding ell. anden Søulykke er blevet saaledes
beskadiget, at dets Istandsættelse er umulig ell.
ikke kan betale sig, og dernæst naar Tingen vel
bestaar endnu, men Ejerens Udsigt til at faa den
igen er væsentlig forringet, idet Skib ell. Ladning
er taget af Sørøvere, tilbageholdt af offentlige
Myndigheder, ell. Skibet er forladt af Besætningen.
Lignende Regler følges af danske og
norske Forsikringsselskaber og er gældende i
andre Lande; dog gaar fr. og nordamer. Ret
noget videre ved at tillade A. af en delvis
beskadiget Ladning, naar tre Fjerdedele henh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
