Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- A, a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
A
A, a, er det første Bogstav i det latinske
Alfabet og har arvet sin Plads efter græsk
Alfa; »a og ø« bruges derfor undertiden —
ligesom »Alfa og Omega« — i Betydningen
»det første og det sidste«.
Foruden Lyden [a] betegner a forskellige æ-
og å-agtige Lyd; [ä] i engelske Ord som had,
man; i Dansk (særlig Københavnsk) kan ogsaa
langt [a] ofte erstattes af en Lyd, der næsten
falder sammen med [æ]; lang å-Lyd kan a
betegne i engelsk water, hall o. s. v.; kort å-agtig
Lyd betegner det i Magyarisk (Ungarsk), hvor
á betegner langt [a]. I engelske Ord som name,
change betegner a Diftongen ei. Islandsk á
betegner Diftongen au; polsk ą og portugisisk ã
betegner nasalerede a-Lyde. Andre Tegn, som
er dannede af a, er ä og å (af å og å). I de
germanske Sprog er a-Lydene opstaaede paa
forskellige Maader. Det korte [a] i Germansk
svarer dels til indoeuropæisk a (lat. ager,
oldnordisk akr, dansk Ager), dels til indoeuropæisk
o (lat. molo, dansk male [paa Mølle]). Det lange
blevet til ō (lat. māter, dansk Moder); derimod
har de nordiske Sprog faaet et nyt ā af
indoeuropæisk og fællesgermansk ē (lat. mēnsis,
gotisk menoþs, oldnordisk mánaðr Maaned);
fællesnordisk ā er i nuværende Dansk, Norsk
og Svensk blevet til Lyden [å]; Minde om
å-Lydens Opstaaen af langt [a] har dansk
Retskrivning bevaret i Skrivemaaden aa (se Aa).
Medens Svensk, norske Maal og Islandsk
vedvarende har a i Svagtrykstavelser, har Dansk
allerede i 13. Aarh. faaet en Lyd, som i
Middelalderen betegnedes med æ, nu e, Lyden [ə]
(oldnordisk tala svensk tala gammeldansk talæ,
nuv. dansk tale). Skaansk og Bornholmsk har
dog bevaret det gamle a i Endelserne.
V. D.
Som symbolsk Tegn har A en Mængde
Betydninger. Saaledes benyttes i Algebra a,
ligesom de nærmest flg. Bogstaver i Alfabetet,
som Tegn for de bekendte Størrelser i en
Ligning, medens de ubekendte betegnes med x, y
og z. — I Lloyd’s Register er A
Betegnelsen for et Fartøj af første Klasse. — I Logik
bruges A som Betegnelsen for en ell. anden
Genstand for Tænkningen, og A = A er
Formlen for den saakaldte tavtologiske Dom
ɔ: enhver Ting er lig sig selv. — Om Bet. af A
(efter det græske Alfabet) i Joh.’s Aabenbaring
se Alfa og Omega.
Af de mange Forkortelser, hovedsagelig
af latinske Ord og Talemaader, hvori A
forekommer alene ell. som Begyndelsesbogstav, kan
nævnes:
I Tidsbestemmelser: A. eller a. =
anno (i Aaret), a. a. C. = anno ante Christum
(i Aaret før Kristi Fødsel), a. Chr. = ante
Christum (før Kristi Fødsel), a. c. = anni
currentis (i det løbende Aar), a. d. = a dato (fra
i Dag af), A. D. = Anno Domini (i Herrens
Aar), a. f. = anni futuri (i det kommende Aar),
a. o. c. = anno orbis conditi (i Aaret efter
Verdens Skabelse), a. p. = anni praeteriti (det
forløbne Aars), a. p. C. = anno post Christum
(i Aaret efter Kristi Fødsel), a. p. R. c. = anno
post Romam conditam (i Aaret efter Roms
Anlæg), a. r. = anno regni (i Regeringens Aar),
a. u. c. = anno urbis conditae (i Aaret efter
Byens (Rom) Anlæg) a. u. s. = actum ut supra
(sket som ovenfor).
Som rom. Fornavn er A = Aulus, som Tal
paa rom. Indskr. er A = 500, Ā = 5000.
I forskellige Forkortelser: A. ell.
a. (paa Veksler) = accepteret, modtaget; (paa
et Ur’s Stilleskive) = avancer, til Betegnelse af
til hvilken Side man skal dreje, naar Uret skal
gaa hurtigere; (i Spørgsmaal om Mønt) =
Aversen; a. a. = ad acta (til Akterne); a. St. =
anførte Sted (ved Citater i Bøger o. s. v.).
I det musikalske Alfabet har A
oprindelig været det første Bogstav, idet det
betegnede den dybeste Tone, den hvorfra
Tonerækken har haft sit Udgangspunkt. Saaledes
vides Forholdet at have været hos Grækerne
paa Aristoxenos’ Tid. Efterhaanden som
Tonekunsten udviklede sig, blev imidlertid A’s Plads
i Tonerækken (Skalaen) forskudt. Grækerne gik
ud fra Sangstemmens Omfang, og begyndte da
med det A, der i vore Dage kaldes det »store
A«; men paa Guido Arezzo’s Tid var man
naaet til at tilføje en dybere Tone, der, uagtet
man i øvrigt fra Pave Gregor den Store’s Tid
var ophørt med at bruge de græske og havde
indført latinske Betegnelser for Tonerne,
benævnedes Gamma (herfra stammer det fr.
Navn for Skalaen gamme); ved den endelige
Udvidelse af Tonerækken naaedes til det dybe
C (i Beg. af 16. Aarh.). Man var da naaet
til det moderne Tonesystem, hvori A altsaa
indtager den sjette Plads (Trin) i den diatoniske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0011.html
