Udstyr à la Folkemusæum; Gammel Fajance i Pyramider paa Væggene. Gammelt Messingtøj. Gammelt Kobbertøj. I et Hjørne et stort Standuhr fra Christian den Syvendes Tid. Gyldenlæders Tapeter. Tæpper, Portiérer, Lænestole, Skamler. En Løjbænk bedækket med Isbjørneskind er slynget ud paa Gulvet. Ræve-, Maar- og Bæverskind. Paa den lave Majolikakamin brænder to Lamper med matte lyserøde Silkeskærme. Mellem Lamperne er Kristus i Kalipasta.
Henriksen slaar Portiéren til Side og Hofjægermesteren og Kammerherren træder samtidig ind. De er ved at komme i Klemme i Døraabningen, idet Hofjægermesteren opslugt af smertelige Erindringer forglemmer sin Høflighedspligt som Vært.
Hofjægermesteren. Pardon, Kammerherre!
Kammerherren. Aa, jeg be'er, jeg be'er ...
Hofjægermesteren (med en altomfattende Armbevægelse). Her trak Bessy sig tilbage ...
Kammerherren. Hendes Naades Refugium...
Hofjægermesteren (dystert). Deboucher Pommeryen, Henriksen... men stille.
Henriksen (deboucherer forsigtigt Pommeryen).
Hofjægermesteren. Skænk ...
Henriksen (skænker).
Hofjægermesteren. Gaa ...
Henriksen (gaar).
Hofjægermesteren (med en indbydende Haandbevægelse mod Glassene). Kammerherre ...
De griber hver sit Glas.
Hofjægermesteren (tager sig sammen). Jeg vil ikke udtale mig! Men jeg staar midt i min afdøde Hustrus Værelse. Hun er død; Døden har brugt sin Le! Det kom os alle umotiveret; De véd selv, Kammerherre, at ingen ventede det! (Kammerherren nikker tungt). Hun blomstrede om Onsdagen og gik bort om Lørdagen Klokken elleve en halv. Jeg har tabt meget, thi hun var trofast som faa! Derfor vil jeg bede de Herrer .. mine Herrer ... Dem, min Kammerherre, om med mig at tømme dette Bæger! Velsignet være dit Minde!
Man klinker og tømmer stille Glassene. Kammerherren sætter sig paa Løjbænken, men Hofjægermesteren bliver nedbøjet staaende.
Kammerherren. Berolige Dem, kære Hr. Hofjægermester...
Hofjægermesteren. Det er vor Bryllupsdag...
Kammerherren. Ja, ja, jeg forstaar, at De maa føle Tabet dobbelt.
Hofjægermesteren. Det gør jeg, Kammerherre... jeg savner hende voldsomt! Naar man pludselig har levet sammen i syv Aar og saa bli'er alene, er det ikke saadan ... (Synker ned i en Lænestol). Ved Bordet og om Aftenen savner jeg hende ... Og somme Tider om Natten tror jeg, at jeg har hende ... det er voldsom ubehagelig!
Kammerherren. Ja... ja...
Hofjægermesteren. Vi spillede Bezique om Aftenen; og saa lagde jeg mig hen paa Chaiselonguen bagefter, og Bessy satte sig til at læse. Og saa vækkede hun mig, naar vi skulde i Seng...
Kammerherren. Ha'de De ... (Hoster). Jeg tror, jeg er bleven lidt forkølet paa Køreturen! ... ha'de De fælles Sove...gemak?
Hofjægermesteren. Naturlig! ... og saa knappede jeg hende op i Ryggen. Kan De huske Bessys røde Silkekjole?
Kammerherren. Den med de opslidsede Ærmer?
Hofjægermesteren. Ja... den tog hun sig voldsom godt ud i!
Kammerherren. Hendes Naade havde beundringsværdige Arme!
Hofjægermesteren. Ja og Hals!
Kammerherren. Og Gorge, ja!
Hofjægermesteren. Ja, Bessy var brillant skabt! ... gennemgaaende da!
Kammerherren. Var der...?
Hofjægermesteren. Ja, hun ha'de en lille Skævhed i Krydset. Hun var faldet ned som Barn.
Kammerherren. Det saa' man ik...
Hofjægermesteren. Nej, det saa' man ikke udenpaa, nej.
Kammerherren (stirrende). Jeg husker et Par sorte, gennemvævede Silkestrømper ... man skimtede den bløde, hvide Hud gennem Slyngningerne op over Fod og Ankel ... delikate!
Hofjægermesteren. Ja, dem brugte hun til den røde! Vi købte tre Par i Paris; seksten Kroner Parret kostede de s'gu! ... Jeg synes nu, røde ha'de været bedre til den Kjole.
Kammerherren. Nom de dieu, hvor vil de hen?
Hofjægermesteren. Naa ikke! næi, Bessy mente det heller ikke ... Hør, kan De lide den lille Grev Brahe?
Kammerherren. Grev Jakob?
Hofjægermesteren. Jakob, ja.
Kammerherren. Det er en meget præsentabel ung Mand!
Hofjægermesteren. Jeg kan s'gu ikke lide ham!
Kammerherren. Og hvorfor ikke, kære?
Hofjægermesteren. Aa, ikke for noget ... Henriksen, skænk! ... Naa, det er sandt! (Skænker selv). Drik, Kammerherre; De sagde jo før, at De var forkølet!
Kammerherren. Tak, Tak ...
Hofjægermesteren. Jo-o, ser De, jeg fandt jo nogle Breve fra denne her Brahe i min Kones Gemmer...
Kammerherren (spidser Øren).
Hofjægermesteren. Ja! ... Ja jeg fandt s'gu for resten ogsaa nogle fra Dem, Kammerherre!
Kammerherren (fjollet af ond Samvittighed). Hirr...
Hofjægermesteren. Naa, Fa'en med Dem, for De kunde jo gerne være hendes Far! ... Men det andet kreperer mig s'gu ... den Dreng! Hva' Satan, der er s'gu Proprietærfruer nok, naar han absolut skulde ha' en gift Kone! De er s'gu fine nok til ham ... den Maanegreve ... tredje Søn!
Kammerherren (med genvunden Fatning). Forhaabentlig har Deres Hustru lært ham mores, min kære Hofjægermester.
Hofjægermesteren. Bessy? Nej, hun var s'gu ikke af den slags! Hun har s'gu ikke lært ham noget, min gode Kammerherre!
Kammerherren. Nej, nej, forstaa mig ret: jeg mener, hun har affærdiget ham, vist ham Vintervejen!
Hofjægermesteren. Ja, naturlig! (Rejser sig). Skal vi saa gaa over i Toiletværelset?
Kammerherren (lidt træt). Som De behager...
Det gamle Uhr fra Christian den Syvendes Tid slaar elleve. Ved det sidste Slag springer en Klap op øverst paa Skiven og en Kavaler og en Dame (formodentlig Struensee og Caroline Mathilde) træder en Polskpas.
Hofjægermesteren (peger paa de dansende). Det var Bessys Hovedfornøjelse!
Kammerherren. Det er ogsaa særdeles morsomt! Da Uhret var i min Besiddelse, morede det mig ogsaa meget ...
Hofjægermesteren. Det er sandt, ja, det har jo været Deres!
Kammerherren (gaber bag sin hvide Haand). Ja...
Hofjægermesteren. Men hvis De tror, at De faar det tilbage igen, fordi Bessy er død, saa tror De s'gu fejl, Kammerherre... hæ, hæ!
Kammerherren. Det ha'de jeg heller aldrig gjort Regning paa, min gode!
Hofjægermesteren. Ja-a, hva'? lur Dem! hæ, hæ! (trækker
Portiéren til Side). Skal vi saa gaa? ... Værsgod! ... Entrer!
(De gaar, Kammerherren først).
