Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den blege Kveld, den sorte Nat jeg fik og dertil Morgen,
men aldrig Dag, endskjøndt jeg bød mit Hjerte ham som Borgen.
De fire Strenges Mestere vil spotte mig maaske -
men Skjelmen gi’r, hvad ej han har. Jeg stryger mine tre!
Jevn og ukunstlet som Tonen i dette Digt er
Grundklangen gjennem hele Samlingen. Faa ærligt Dansk
tolkes ærlige Følelser og Stemninger, af dem der ere
saa ældgamle, at de stedse blive nye, naar de bevæge
en virkelig Digter. Man læse af Bogens første Afsnit,
»Friluft«, et Par Strofer af Digtet »Faa Heden«:
I Lyng og Sand blir Gangen sen,
men styrker des mer - det trøster!
Og saa er Hvilen sød for En,
naar tæt mod Kvæld
man fandt et Væld
og dier af Jordens Bryster -
og lytter til Lyde fra Fugl og Kryb
og aner, hvor Verden er vid og dyb,
saa Sjælen groer
sig rig og stor
og taler med Tausheds Røster.
Jeg vandt mig Ven i Gaard og Hus,
hvor Ild over Arnen brænder.
Jeg sad ved Bord, jeg drak af Krus,
jeg tog og gav
paa Hjertets Krav
med ærlige, aabne Hænder.
Men aldrig jeg slog mig bag Mur til Ro,
min Hede, min Hede var fast jeg tro.
Var tomt mit Liv
for Barn og Viv -
den rigere Favn jeg kjender.
Eller Digtet »Septemberaften i Alleen« - en
fuldtonende Rythme, rigt slyngede Rim, men alt
stillet i den naturligste Tales, den reneste Stemnings
Tjeneste:
Saa klar og fin som Æblevin
sig Aftenhimlen buer
og favner Kirkens ranke Spir,
hvis Guldfløj staaer i Luer.
Men Mørkning alt i Alleen faldt,
den fyldes af Fodtrin og Stemmer:
det unge Blod og den lette Fod,
som Sliddet og Sorgerne glemmer.
Hvor hist og her de grønne Trær
i Lygteskæret gløder,
der kan det hændes En at se,
naar To hinanden møder.
Ak, hvem der fik dette Solskinsblik
og voldte de rødmende Kinder,
og holdt en varm lille Piges Arm
som han, der med hende forsvinder.
Jeg veed vel den, som var min Ven,
dengang jeg ikke vilde,
men hendes Vej er skilt fra min,
og nu er Suk for silde.
Ak, Aftenro er kun sød for To,
den Ensomme tynges af Sorgen,
hans Blund er kort og hans Leje haardt,
han frygter for Dagen imorgen.
Ogsaa det skjønne Digt »Hos Bedstemor« kunde friste
til Citering, men her maa det være nok at henvise
til denne ligesaa klare som fordringsløse Perle i
dansk Lyrik. Et episk Stykke har Samlingen i det
fortræffeligt fortalte og sindrigt fortolkede Sagn
om »Ole Hou
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
