Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1894) udkom Joh. Jørgensens Digtsamling »Bekjendelse«
med Motto »Per mortern ad vitam«. Den taler om Længsel
efter den svundne Ungdom og - ak! de mange tabte Timer.
Karakteristiske Digte ere »Afrodite Pandemos« med dets
Haan og Forbandelse over den alfare Vellyst, »Træthed»
med dets Længsel »mod et lyst og luftigt Hospital med
store, rene Senge langs høje hvide Mure« og »Bekjendelse«
med Besyngelsen af Evighedens »store stille Skov«, dens
»Hav i Fred« og Slutningslinien: »o Evighed, jeg er i
dine Hænder«. End mere betegnende og afgjørende ere dog
Samlingens Slutningsdigte: »Kaldæa« med dets Parafrase
over bibelske Ord og »Confiteor«, der aflægger Skriftemaal
for »den, der har læst«:
Mine Synder - Ord og Tanker,
Brøden, der i Hjertet brænder,
Blodet, der i Attraa banker -
Alting, Alting jeg bekjender.
Jeg gik vild i onde Egne,
hvor de dømte Aander færdes,
saa hvert Glimt af Gud maa blegne
og hver Sjæl i Nat forhærdes.
Aaret efter udkom »Rejsebogen«, delt i to Afdelinger:
»Tydske Dage« og »En umbrisk Krønike«. Den første er
litterairt og kunstnerisk den betydeligste, udmærket
givne Skildringer af den gothiske Verden i et endnu
af gammel Romantik opfyldt moderne Sydtydskland; den
anden har størst - og næsten udelukkende - personlig
Interesse ved at gjøre Rede for de stundom underlige
Veje, ad hvilke Joh. Jørgensen faaer sin Livsanskuelse
bragt i Havn hos den enesaliggjørende katholske Kirke.
Han har truffet sit Valg mellem de to Dagstider:
Den hedenske Morgen, naar Sjælen hvælver
sin Himmel over en frugtbar Jord . . .
Den kristne Aften, naar Hjertet skjælver,
en Stjerne mod Nat, og kun Gud er stor . . .
Og efter denne Afgjørelse væmmes han over Tonen og
Stikordene i den hjemlige Kreds, han har forladt:
»Længe efter skete det, at han sad hjemme paa en
Kafé, mellem Mennesker, der gjaldt for at høre til
de bedste i Landet - de klogeste, de finest dannede,
de friest og klarest tænkende . . . Og disse Mennesker
sad og saae ud paa Gaden og paa dem, som gik pyntede
forbi derude. Og om hver Dame, der gik forbi, havde
de en Uanstændighed at fortælle, og om hver Mand en
Skændighed.
Derpaa tog de Aviserne og talte om dem, som nylig var
døde - ulykkelige Mennesker, der havde lagt Haand paa
sig selv . . . De talte om disse Selvmord, og en af
dem sagde da klart og skarpt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
