Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfred Ipsen - Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin festlige Hilsen, men som behage ham mindre
og mindre, jo ældre og modnere han bliver:
Snart er Smilet forsvundet,
hint store, gammeldags aabne Smil,
og i dets Sted har vi vundet
Spottens broddede Pil.
Vi smile ad vore Fædre,
Der aldrig har svimlet ved Tvivlens Elv,
vi bygge os Verden bedre -
Blive vi bedre selv?
Mændenes Miner er mørke,
lidt sygt er Smilet om Kvindernes Mund,
vor Dag er en svidende Tørke,
vor Nat er et Feberblund.
Igjennem vor Hjerne jage
Tanker med hidsende Hast,
vi spejde mod Hvilens Dage -
Kommer der eengang et Rast?
Fremskridtskæmpernes Mangel paa Pietet og
Fordragelighed er ham inderlig imod (Digtene »Maaske
bør som Læge man være haard«, »Det staaer skrevet
hos Moses« o. fl. a.), og det var i Konsekvens med
Aanden i denne Digtsamling, at Alfr. Ipsen nogle Aar
senere rejste Kampen mod den radikale Litteratur. 1898
udkom »Fra Fantasiens Land«, fem metriske Fortællinger
(»Guldspindersken«, »Armidas Have« o. a.) For det
Anckerske Legat, som tildeltes Ipsen 1889, opholdt han
sig længst i Holland og England, med hvis sociale og
litteraire Forhold han er i en sjelden Grad fortrolig,
ligesom det Sunde og Beherskede i disse Folkeslags
Karakter ejer hans fuldeste Sympathi. Om Holland skrev
han 1891 en Bog, som skaffede ham mange Venner i det
omtalte Land.
VIGGO STUCKENBERG, Næstsøskendebarn af Kaalund,
blev født den 17. Septb. 1863 paa Vridsløselille
Straffeanstalt, hvor hans Fader var Lærer, kom
som Dreng til Kjøbenhavn, gjorde femten Aar gammel
et Orlogstogt med som Lærling, blev Student 1884
og lagde sig efter Theologi og Sanskrit, men
afsluttede ikke disse Studier. Som Treogtyveaarig
udgav han sine første »Digte« (1886). Naturstemninger
danne den overvejende Del af Emnerne, og der er
Lethed og Friskhed i det lyriske Udtryk, hvad enten
Vaarbruddet og Sommerfylden besynges eller Digteren
til en Forandring paakalder »den store Spotter«
Efteraaret og i trodsigt Mismod foretrækker »dets
sanddru Spot, dets ægte, kolde Død« for »Somrens
falske, hede Glød.« En satirisk Evne aabenbarer
sig i let skjemtende Digte som »En moderne Petrus«,
»Serenade« og »Vaarstemning«; den haves naturligvis
ogsaa til Raadighed, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
