Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Kunstner-Roman« kalder Forfatteren den, men med Roman-
Kompositionen staaer det kun tarveligt til. Ark for Ark
maa Fortællingens Gang vige Pladsen for kunsthistoriske
Redegjørelser, journalistisk formede Betragtninger og
belærende Foredrag; kun ved et nu og da indskudt
»tænkte Christensen« eller »sagde Christensen«
(Hovedpersonens Navn) søger Forfatteren at faae sin
Læser til at huske paa, at det er en Roman og ikke en
Afhandling, han har for sig. Mod Modernismen i Kunst
og Litteratur er endel af Bogens Polemik rettet.
Christensen iagttager opmærksomt den nye æsthetiske
Bevægelse. »Han havde anet, at den maatte komme, og
han følte dens Nødvendighed og dens Berettigelse.
Men Formen, Maaden, Midlerne, og Personerne? Nej,
han kunde ikke være med! Saasnart han var begyndt at
beundre en og anden af de unge »Kræfter«, saa skete
det regelmæssigt, at vedkommende Kraft selv slog ham
Bogen ud af Haanden. Her var Surdejg, Salt, Talent -
javist ja! Men saa var her Uro, Famlen, Mangel paa
Klarhed, paa det endelige positive Noget, der skulde
samle, værne, beskytte - paa samme Tid, som det
skulde angribe, trænge frem, overvinde. Her var
Ungdommelighed mere end Ungdom - Skænderi mere end
Strid - Hastværk, Hidsighed, Forfængelighed - en
Bunke Forfængelighed! .... syntes Christensen.« -
Varigst Værd i denne store Bog har en godt opfattet,
med kraftige Linier sympathetisk tegnet
Portraitskizze af Vilh. Marstrands ejendommelige
Karakterhovede.
Efter disse svagere Arbejder fulgte 1888 »To
dramatiske Digte«: »Tyrkisk Rococo« (opført under
den forandrede Titel »Ved Bosporos«) og »Esther«.
Især dette sidste betegner atter et kraftigt
Opsving. Sujettet er et lignende som i
»Syndflodssagn« og »Vandenes Datter«, og Handlingen
støtter sig til en Fortælling af Rud. Baumbach.
Hovedfigurerne ere Kurt, Stenhugger og Bygmester,
og hans Kammerat Gotfred Springforbi, begge
indkaldte af Borgerne i en gammel Kystby for at
restaurere dens Domkirke. De ere typiske Udtryk for
to Poler i Kunstnernaturen: den ene, der stadig vil
uddybe og forædle »Kunstens Højhed, Renhed,
Symbolik«, den anden, der ligeglad »sætter stadig
Huen, som den vil.« Digteren har her, som baade
tidligere og senere, spaltet sin Personlighed for
at faae dens sammensatte Art fuldt udtrykt; det
gaaer ham som den elleskudte Junker Oluf: »det er,
som mit Hjerte var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
