Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilhøjre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben,
eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt og
tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde
sig plat ned under den store Dragkiste. - Saa med Et
ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til
sig igjen, og Mørket bredte sig freidigt over hele
Gulvet, paa hver en Tavle og hvert et Brædt, helt
henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret jagende henover
Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle Sider,
og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt
op over den blanke Messingklinke, - ingensteds var
det sikkert, ja, der sad Mørket og klemte sig ind til
Mure og Loft som en Kat i et Træ, og Skjæret sprang
omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og
Pokaler højt oppe paa Dragkistens Tag kunde Mørket
være i Fred, for de røde Rubinglas, de blaa Pokaler
og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
hjalp Skjæret at finde det frem.«
Sin fineste Sprogkunst udfolder Jacobsen, hvor den
stilles i den psykologiske Forklarings Tjeneste. Han
er overhovedet en Mester i at iagttage de dulgte
Sindsrørelser, de pludselige Stemningsomslag, de
bratte Tankespring - »det Ubevidstes Psykologi«
er hans fornemste Videnskab. Man mærker, at han
paa andre Omraader tidlig er bleven vant til at
bruge Mikroskopet, til at efterfølge de fineste
Nuancer og Overgange. En Kunst, der har saa fine
Traadforbindelser til Gjenstand, kan kun virke med de
zarteste Sprogmidler, og her behersker Jacobsen dem
til Fuldkommenhed som Udtryk for sit Sinds lydhøre
Lytten, dets sympathifulde Anen. Denne Stilkunst
stiller ham Side om Side med Goldschmidt, skjøndt de
to Forfattere arbejde hver paa sin Maade. Det ligger
i Sagens Natur, at denne Ordenes nænsomme Brug ikke
lader sig tydeliggjøre ved enkeltstaaende Udklip,
thi de faae en rigelig Del af deres Virkning netop
ved Sammenhængen med Forudstemning og Efterklang. Hvor
der vælges et Billede som det med Anskueliggjørelsen
bedst stemmende Middel, kan Exemplet lettere
fremdrages. Saaledes nogle faa Linier (i »Niels
Lyhne«) om Manglen paa Beslutningsdygtighed i
Modsætning til den raske Handlekraft hos den selvsikre
Ubesindighed: »De Folk, der var saadan, de kom ham
for som Centaurer, Mand og Hest een Støbning, Tanke
og Spring i Et, eet Eneste, medens han var delt i
Rytter og Hest, Tanke Et, Spring noget ganske Andet.«
Bedre og kortere kan denne Karakterforskjel ikke
udtrykkes end i denne livagtige Lignelse.
»Niels Lyhne« er J.P. Jacobsens anden store Bog, langt
betydeligere end hans første meget opsigtvækkende og mere
omtalte. Den er bleven til foran skiftende Horizonter. Han havde
skrevet Begyndelsen til den i Kjøbenhavn, medens han endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
