Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Offentlig Mening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dens Dom, Erfaringen gjør den ikke betænkelig for
Udfaldet. I Kraft af den pure Ungdom forlangte man
tabula rasa over det Hele og noget Nyt skyndsomst
opført paa den tomme Plads. Raabet om Ungdommens
Ret og Ungdommens Villie fyldte øredøvende Luften,
krævende Plads og Anerkjendelse. Typen var tagen
træfsikkert paa Kornet et halvt Aarhundrede
tidligere, da Goethe (i 2. Del af »Faust«) stillede
Baccalaureus overfor Mefisto: »Det er det ægte, ædle
Ungdomsmod! Før jeg fik Verden skabt, den ej bestod!«
Det andet Bannermærke hed »Renaissance«. Der tænktes
her ikke saameget paa en Gjenfødelse i Almindelighed
som paa det historiske Tidsafsnit, man har givet dette
Navn: Antikens Gjenopstandelse i Italien og det hele
derfra udstrømmende videnskabelige og kunstneriske
Liv. Kunde man ikke gjenskabe dettes ideelle Indhold,
saa kunde man des lettere prøve paa at eftergjøre
de Ytringsformer, som man ansaa for uadskillelige
fra Renaissance-Mændene: den bevidste Fremtræden,
den friske Livslyst, den overlegne Fordomsfrihed. Man
tænkte sig dem nærmest i en Slags Landsknægt-Maneer og
forelskede sig i denne Type — »min Vin, min Kaarde og
min Elskerinde« eller i Mangel af Kaarde en Pen. Det
var ikke uden humoristisk Virkning at se blegnæbbede
og smalskuldrede Ynglinge paatage sig de blodrige
Cinquecentisters Væsen, tilsat med nogle Ingredienser
af norsk Bohêmeri.
Mesteren havde en Egenhed eller en Vane, som mange
af hans unge Tilhængere efterlignede, naturligvis
til Overdrivelse. Brandes omtaler »den ham selv ret
pinlige, næsten Ørvaroddsagtige Lattermildhed«,
som han ikke ved et Forsæt kunde lægge af — der
var vel noget Nerveust med i Spillet — og som
Jul. Lange allerede i de unge Aar havde bebrejdet
ham som »en altfor redebon Latter«. Denne Latter
blev hos de umyndige Tilhængere overdreven til Grin,
og under Debattering af Stridsspørgsmaalene, enten
offentlig eller privat, blev Udgriningen hyppigt
til et Argument, der anvendtes i Mangel af bedre,
og som det var vanskeligt at imødegaa. Saaledes ved
Theaterforestillinger, som senere ville blive nævnte,
og allerede 1875 ved Opførelsen af Will. Blochs
Skuespil »Lygtemænd«. Stykket var saare svagt i sin
Polemik mod »den frie Kjærlighed«, men ikke
forvrængende i Henseende til den Udtydning, den unge
Skole selv gav af den — noget misforstaaede —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
