Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubetinget anerkjendt. En anden stærkt omtvistet -
og omtvistelig - Parole allerede fra den første
Foredragsaften var Bemærkningen om, at en Litteratur
»i vore Dage« kun lever, naar den »sætter Problemer
under Debat,« hvilket senere nærmere forklaredes
som en Fordring til Digterne og deres Værker om, at
de skulde være Organer og Kanaler, »gjennem hvilke
den eneste levendegjørende Tanke, Menneskeslægtens
store Friheds- og Fremskridtstanke, strømmer.« At
vor Litteratur i ringere Grad end de større havde
arbejdet i Fremskridtets Tjeneste, havde dels
sin Grund i dens »næsten enestaaende Naivetet,«
som var en Følge af Folkekarakterens Barnlighed,
dels i dens stærkt abstrakte Idealisme - »den
handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme.« En
Hentydning til (den da otteogfirsindstyveaarige)
Grundtvig maatte vække Forargelse Landet over;
det er hvor René-Typens Varianter omtales: »En
kaster sig paa den Rolle at være Guddommens Profet,
lader sig dyrke som en Pave og lader endnu som
Olding unge Kvinder komme til sig for at kysse hans
rystende Hænder.« Om Thorvaldsens Basrelief »Natten«
doceredes der, at »denne Kvindefigur, hvis milde
Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges helt
at svare til sit Navn . . . Thorvaldsens »Nat« er
kun Natten, hvori der soves; den burde hedde Søvnen,
ikke Natten, Nattestilheden, ikke Natten. Thi Natten,
som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der
elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som
skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under
sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er Natten,
den milde Sommernat paa Landet. Og denne idylliske
Aand, denne milde og fredelige Stemning er det, som i
dette Produkt af den fællesgermaniske Renaissance af
Antiken nærmest udgjør det ejendommeligt Danske.« Idet
Thorvaldsens Kunst her sammenstilles med Antikens -
hvad enten Sammenstillingen er udtømmende eller ej
- nærme vi os den Relativitet, som Forelæsningen
gjør Rede for under Omtalen af Mme de Staël. Den
anvendes exempelvis paa Begrebet »Hjem« med det deraf
udspringende Udtryk »Hyggelighed«. »Oprindelsen
til dette Ideal er let nok at finde,« hedder det;
»en Nation, som lever under raa klimatiske Forhold,
i en kold og barsk Natur, finder den samme Glæde ved
Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet, mens
Sne og Regn forgjæves pidske mod den veltillukkede
Rude, som en sydeuropæisk eller østerlandsk Race
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
