Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN LILLE UDLADNING.
Endskjøndt jeg er bleven maaske lidt for sat
med Aarene
og lader mig stryge, tam som en Kat,
mod Haarene
og krummer formeget min Ryg til Fryd
for Filisterne,
der spores dog vistnok en knitrende Lyd
af Gnisterne.
Jeg sidder for Tiden med Halen snoet
omkring Poterne.
Hvad jeg spinder paa, har jeg ej betroet
Idioterne.
Jeg vil klappe og slaa, være Skjelm og Poet,
til jeg brændes til Aske.
Jeg er ladet endnu med Elektricitet
som en Leydnerflaske.
Ikke mindre godt Humeur er der i den metriske Bygning
af Begyndelsesstrofen til Digtet i en bortrejsende
Dames Stambog:
For Dem Straaler Lykken, min unge Frue.
Jeg sidder i Skyggen som en halvdød Flue,
har Gigt i Ryggen og plages af Snue,
og Digternykken - ak, den maa jeg kue.
Alvorsfuldere er Talen og Tonen i Digte som »Ved
Aarsskiftet 1880-81«, »En Tidssol har jeg seet«,
»En Synd« o. fl., ikke mindst i det sidste Digt, vi
have fra Kaalunds Haand: »Bekjendelse«, skrevet i
Oktober 1884. Ved Vejens Ende skuer Digteren tilbage
paa Vandringen og gjør sig Rede for Maalet, den har
ført til. »Uløst fra Verdens første Tid den store
Livets Gaade staaer«; endnu er Kains Haand vendt mod
hans Broder Abel, og fra alle Kanter raabes der »Tag
Parti!« mens hver kun seer sin egen Sag. Dette Raab
har Digteren aldrig kunnet følge; han holder paa sin
Frihed og vil ikke blande Galde i dens ædle Vin. Midt
i Forvirringen og Kampen gribes han af »en mægtig
Trang til, før hans Jordliv er forbi, at aande ud
endnu i Sang sit Væsens Harmoni«, og Digtet klinger
saa ud i en varm og dybtfølt Tak til Gud:
Tak for hvert Aandedrag af Luft!
Tak for hver Straale lys og varm!
Tak for den evige Fornuft,
hvis Gnist faldt i min Barm!
Af Sandhedstrang til Tvivlen ført
saamangen Sjæl forvilder sig -
Tak for Du gav mig en, som rørt
kan ydmyg takke Dig!
Det er i »Efterladte Digte«, 1885, vi maa søge disse
Kaalunds sidste Poesier. De er udgivne af hans Ven
Otto Borchsenius, der tillige i sin Bog »To Digtere«
(1886) har tegnet et sympathetisk Billede af ham.
Efter gjentagne haarde Sygdomsanfald, mellem
hvilke han tilsyneladende atter kunde rejse sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
