Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Se der vi først kan komme nær,
hvad sig i Livet dølger,
og ingen Himmel med sit Skjær
kan farve disse Bølger,
ej Pust af Vind, ej Spor af Glans
forvilder der vor Søgen,
der ligger for den aabne Sands
Realiteten nøgen.
»I Gamle, som kun vilde den
med Maanesølv plettere,
I kan nu godt gaa hjem igjen,
I bruges ikke mere;
men Ungdommen, I næsten fik
med Romantik forkludret,
den skal nu faae sit sunde Blik
restituert i Mudret.
»Kun der« - men jeg om Hjørnet fløj
ind i et snevert Stræde,
hvis Luft med Smag af Stenkulsrøg
jeg aanded ind med Glæde;
en skummel Krog - for Skjønhed ej
man ellers har beskyldt den,
men Fyren havde nu for mig
helt med sin Snak forgyldt den.
Endnu er der en lille Digtsamling af Hostrup at
omtale: de »Efterladte Digte«, som hans Hustru
udgav 1893. Indholdet har noget af det tilfældige
Funds Karakter, men ejer maaske netop derfor en
tiltalende Friskhed, ikke mindst fordi det paa et
lille Rum spænder over hele Hostrups Digterliv, fra
hans Rusaars Hyldest af F.L. Liebenberg, der »ledede
hans Fjed til det Skjønne, til det Høje«, og indtil
den sidste Strofe fra 1892, i hvilken han lovpriser
og takker sin Hustru for deres lange Samliv:
Jeg har faaet en Ven for Livet,
bedre blev der ingen givet,
hun har fyldt min Vaar med Blommer
og bragt Solskin til min Sommer,
var min Fælle tro i Striden,
er min Trøst i Skumringstiden;
Alting har hun med mig delt,
hun har gjort mit Halvliv helt.
Morsomt er det at læse Skjemtedigtene til
Ungdomsvennerne Voltelen og Mantzius eller Deviserne
til Studenterforeningens Juletræ og Ansøgningen til
Kultusministeren om Opførelsen af en Præstebolig i
Silkeborg:
O tænk paa mit unge Familieliv,
o tænk paa min huslige Glæde,
men tænk fremfor Alt paa mit Præste-Arkiv,
som Mus og Rotter vil æde.
Friskt og ungt er ogsaa Lunet i den til Bournonvilles
Jubelfest skrevne Sang om »den danske Skueplads«,
hvor Apollo anraabes om at skjænke den de bedste
Gaver, saaledes bl. A.:
Skaf et Publikum, som gjerne
følger Muserne paa Tog,
og en Kritikus med Hjerne,
som dog ej er altfor klog.
Der er dem, som er saa grumme,
grumme svære at forstaa:
o Apol! gjør dem lidt dumme,
at vi Smaafolk kan dem naa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
