Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svundne, og for mangt et Par, ved hvis Bryllupsfest
Hostrup havde sunget, skriver han nu Sølvbryllupsvisen.
Ogsaa for sin egen Hustru i Digtet »Elisabeth«:
Saa gik tyve Aar og fem,
leved jeg i fler end dem?
paa de andre ligger Taagen,
er det vist, jeg da var vaagen,
eller fandt i Livets Elv
først med Dig jeg ret mig selv?
Altid mig det tykkes nu,
at hvor jeg er, der er Du,
med i Haab, i Drøm, i Tanker,
altid med, hvor Hjertet banker:
for mit Øje paa hver Plet
staaer der nu: Elisabeth.
Hostrups Opfattelse af sin Præstegjerning kommer paa
en for hans hele Natur karakteristisk Maade tilorde
i Digtet »En Præstehistorie«. Den unge Landsbypræst
er sent om Aftenen sysselsat med at overtænke den
Ligtale over en rig Bonde, han næste Dag skal holde
i sin nye Menigheds Paahør. Han har da en Drøm, i
hvilken han ved Baaren holder »en Tale, som har Næb
og Kløer, om Dommen bagved Gravens Slør, om Kvalens
Orm, som aldrig døer.« Da forekommer det ham, som om
Ligets Ansigt antager hans afdøde Faders kjære Træk -
han, »som fødtes i en vantro Tid, som tidt med Sønnen
kom i Strid om Frelsen, han ej kunde tro, om Underne,
hvoraf han lo,« og forfærdet over sine fordømmende Ord
vaagner Præsten, glad over, at det kun har været en
Drøm. Han gjør Udkast til en ny Tale, og han synes -
som før - at se sig selv staa ved Kisten og udmale,
hvorledes den Afdødes dygtige Livsgjerning og hans
Kjærlighed til Hustru og Børn vidner om, at skjøndt
han ikke har baaret sin Tro tilskue, har han visselig
havt den hos sig i Løndom. Da gribes han af Rædsel
ved at se Kval og Skræk arbejde i den Dødes stivnede
Ansigt, »som om han vilde raabe: »Nej, Du lyver!«
men formaaer det ej« - - Præsten vaagner atter foran
sit Skrivebord »og gjemmer saa den hele Sag i Tro
paa Gud til næste Dag.«
Hvad talte han da om ved Baaren?
Jeg veed, han krænked ikke Taaren,
han hverken greb til Dommens Ris,
ejheller løj den Dødes Pris.
Hans Tale handled kun, jeg troer,
om Syndens Sold og Livets Ord,
om ham, som elsked Støvets Slægt
og bar for os al Brødens Vægt,
og som, naar tidlig eller silde
vi lytte til hans Røst, den milde,
flux bringer Naade, Fred og Sejr
selv ind i Dødens faste Lejr.
Og om ej Mange just blev rørt,
om Flere hvad de helst gad hørt
ej dennegang i Talen fandt,
Alt, hvad han sagde, var dog sandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
