Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vinden fra Havet mig køler;
medens jeg ungdomsfro
sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro,
Længe Du gjæsted mig ikke,
o Du min Genius!
Ilden i Sangerens Blikke
brændte som hektiske Blus.
Nu, paa de susende Høje,
frisk som en Nordenvind
seer Du igjen i mit Øje
stille og ophøjet ind.
Herlig jeg skuer Dig atter!
Mildt Du bebrejder mig,
at jeg med letsindig Latter
glemte for Vrimmelen Dig.
Hjertet i Ungdommens Alder
fristes af daarlig Lyst;
tilgiv, min Engel! jeg falder
angrende jo til dit Bryst.
Ikke kan Hjorten den vilde
kvæges ved Skovens Væld,
som ved din svulmende Kilde
styrkes og læskes min Sjæl.
Atter i Digtet »Friskt Vejr« med dets maleriske Landskabsstaffage
er det den evige Moder, Naturen, der hyldes:
O herlige Stund !
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens sygnende Fagter
dybt jeg foragter.
Ikke med Verden i Strid
fejg for min Broder
flygter jeg hid;
jeg kun søger Naturen, min Moder.
Bruser hun vild,
eller smiler hun blomstrende mild,
mig hun paa Eng og paa Hede
volder kun Glæde,
aabner for Storhed mit Bryst,
at jeg maa smile
ad Livets Dyst
og længes i Striden at ile!
I det fortrinlige Digt »Følelser ved Efteraaret«
(i den senere Samling kaldet »I Efteraaret«),
hvis mangfoldige Iagttagelser af Naturlivets
Indslumren røbe det fineste Blik for Smaatrækkene
i det store Hele, hengiver Digteren sig til sine glade
Sommerminder og maler Egnen, som den da stod i sin
Fylde og Rigdom, en farverig Modsætning til det graa
November-Øde, Men Sammenligningen afføder intet Mismod;
trindt om sig seer han Forkrænkelighedens Tegn -
dog, jeg er ung, og midt i Efteraaret
jeg bærer Livets Foraar i mit Hjerte.
Tys, atter sukker dybt det i Naturen!
Den drysser visne Blade om min Tinding,
ret som den vilde sige: Daare, der -
der har Du Krandsen til al jordisk Lyst!
Vel! jeg vil gribe den og slynge ind
de visne Blade mellem Haabets Roser
og vie mig i Livets friske Morgen
til Savn, til Alvor og til Vemod ind!
Der faldt et Æble ned foran min Fod,
en Gravensten, forglemt af Gartneren.
Du skjønne modne Frugt, o hvor forfrisker
Du i den visnende Natur mit Syn!
Derinde rasle dine modne Kjærner
og gjemme Livets evig unge Spire.
O maatte jeg, naar og min Høst er kommen,
se Frugten af mit Liv saa skjøn som Du!
For Alt, hvad der er forvendt og forslidt i
Verden, ejer Naturen Helsebod:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
