Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chr. Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chr. Winther (S. 269-77) var i sm personlige Væren den
mest udprægede Modsætning til H. C. Andersen: var det
denne en Fryd og en Fornødenhed at tale om sine Skrifter
til Krethi og Plethi, saa holdt Winther sig med næsten
ængstelig Omhu borte fra dette Thema, følte sig højst
pinlig berørt, naar hans Poesi stilledes i fjernere
eller nærmere Belysning af hans Liv, skyede den store
kjøbenhavnske Selskabelighed og holdt officielle
Æresbevisninger og Udmærkelsestegn borte fra sig;
han var bleven Professor, fordi han som Lærer for
den mecklenborgske Prindsesse, som ægtede Kronprinds
Frederik (VII), maatte være betitlet, og han gik i sin
Grav uden at være bleven Ridder af nogen Orden. Da
hans halvfjerdsindstyvende Fødselsdag nærmede sig
og det kunde se ud til, at det vilde trække op til
en offentlig Hyldest, afsvalede han de tjenstivrige
Gemytter ved i »Fædrelandet« at offentliggjøre et
»Fragment af Reinekes Memoirer«, hvis Satire over
Festmaaltider og lignende Jubilæumstilbehør maatte
oplyse Enhver om hans Mening desangaaende. Ræven giver
en letgjennemskuelig Skildring af Jubeloldingen mod
sin Villie, »den sølle Fyr«,
vor Landsbysanger, Murmeldyr,
der af og til forstod at more
ret artigt baade Smaa og Store
ved de smaa Viser, som han sang,
imens hin Bondedans han sprang,
som jeg aflured ham og gjorde
med den ved Hoffet stor Furore.
Han leved stille hen, alene,
kom aldrig frem paa Verdens Scene;
han havde, lig den onde Aand,
for Korset, hængt i vatret Baand,
en Dødsangst, naar det faldt ham ind,
man vilde hænge det paa hans Skind.
Han saae kun med Respekt den Stjerne,
der funkler klart i Nattens Fjerne,
men lo kun ad de Sølversole,
der straale paa saamangen Kjole.
Man kunde rigtigt bittert drille
ham, naar man mente, Nobel vilde
benaade ham med Navn af »Raad«
og slige andre smukke Navne,
som nu vi Kloge nødig savne.
Sligt stak hans Hjerte som en Braad
og rørte ham til Harm og Graad,
kort sagt, den Nar, han holdt ej af,
at Agt paa hans Person man gav.
ubønhørlig er jo Parcen,
han maatte spille med i Farcen.
Hvis Du den Scene havde seet,
Du havde Dig fordærvet leet.
De putted ham i en Kareth,
hvor han var stædt, det kan ej fejle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
