Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaards sidste Optræden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Faa Aar efter begyndte en Polemik af en ganske
anderledes indgribende og samfundsrystende Betydning.
Den 30. Januar 1854 døde Biskop MYNSTER, og den 5.
Februar, Søndagen før hans Begravelse, indflettede
Prof. MARTENSEN i sin Prædiken i Slotskirken nogle
Mindeord om den Afdøde, i hvilke han betegnede ham
som et Led i »den hellige Kjæde af Sandhedsvidner, der
strækker sig gjennem Tiderne fra Apostlernes Dage«.
Dette skjæbnesvangre Udtryk skulde fremkalde Følger,
som Taleren neppe havde ventet, og som endnu længe
efter dets Fremsættelse Ingen havde nogen Anelse om;
thi først henimod Aarets Slutning, da Martensen
forlængst var bleven Mynsters Efterfølger paa
Bispestolen, fremkom S. Kierkegaard med sin hvasse
Indsigelse imod Mynsters Anbringelse i
»Sandhedsvidnernes« Kjæde (»Fædrel.« 18. Decbr.).
Hermed var den mærkelige Strid aabnet, i hvilken
Kierkegaard som i et blussende Baal, blodrødt
lysende vidt om Lande, tilsatte sin sidste Livskraft
under Paavisningen af den officielle Statskristendoms
Grundforskjellighed fra det nye Testamentes Lære. Fra
sit Udgangspunkt, hvor han betonede den statslønnede,
verdenskloge, karaktersvage Biskops absolute
Inkommensurabilitet med dem, der i Christi Aand
»vidne« om ham, dreves han med Slutningshastighedens
forøgede Fart fra Angreb til Angreb (i en Række
Artikler i »Fædrelandet« indtil Udgangen af Maj 1855
og derefter i de ni Numre af Flyveskriftet »Øjeblikket«)
paa Kristendommen som Statsreligion, paa Præsterne
som dens med Bestalling udrustede Forkyndere og
paa det hele Bedrag, der »underfundigt, listigt,
gavtyveagtigt« er etableret ved, »at Alle antage
Navn af at være Kristne, menende sig paa den Maade
allersikrest sikrede mod - Kristendommen, det nye
Testamentes Kristendom, hvilken Mennesket er angest
og bange for, og hvorfor saa industrielle Præster
under Navn af Kristendom have opfundet et Slikken,
der smager prægtigt, og som Menneskene med Fornøjelse
give deres Penge for«. Som en ædel Hest i vildt Løb
lukker Kierkegaard Øjet for enhver Sidebetragtning;
Tidernes Forskjellighed er ham intetbetydende,
Personlighedens sammensatte Natur anerkjender han
ikke: stemmer Samfundets kristne Organisation og
Forkyndernes Stilling ikke Linie for Linie med det
nye Testamentes Krav, seer han deri et udtømmende
Bevis for, at Kristendommen overhovedet ikke existerer
mere. Ved denne Skarphed i Fordringen faaer hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
