Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunne optage i den, hvad der af den nyere Digtnings
Methode (de franske Romantikere) syntes ham skjønt og rigtigt.
1844 spilledes og udkom Tragedien »Erik Glipping«, en
noget mat Behandling af det ofte digterisk benyttede
Emne, 1845 Skuespillet »Gjenfærdet paa Herlufsholm« og
det skjønne »nordiske Heltespil« »Landet fundet og
forsvundet«, Emnet om Islændernes forbigaaende Opdagelse
af Vinland, behandlet i Trimetre; den sceniske
Fremstilling, især af første Akt, gjorde stort Indtryk.
Endnu kraftigere Begejstring fremkaldte 1846 Tragedien
»Amleth«, ligeledes skreven i trimetrisk Versemaal, men
med Afvexling af friere Rhytmer; den dristige Ide, at
fremstille en fra Shakspeares Hamlet forskjellig
Kongesøn paa Grundlag af Saxos Beretning om hans af
Tapperhed og List sammensatte Natur, er trods visse
Svagheder, navnlig i theatralsk Henseende, væsenlig
lykkedes, og en usvækket Følelse, en ungdomsfrisk
Fantasi raader ogsaa i dette Alderdomsarbejde af den
store Digter. I Sommeren 1847 beredte en Sverigsrejse
til Stockholm og Upsala Oehlenschläger en storartet
Hyldest, der fuldkomment havde Karakteren af en
Folkeovation og maalte Dybden af den skandinaviske
Samfølelse, hans Digtning havde skabt.
En ny Tid var i Frembrud. Som i Følelsen af dens Komme
vendte Oehlenschläger i Digtet »Mit Fødselsted paa
Vesterbro« et beskuende Blik tilbage paa sit Livsløb
fra dets ydmyge Begyndelse af:
Du ringe Hus! end stander Du,
af faa tilbage blevet,
for bedre Bygning ej endnu
nedrevet.
Du stander ved Alleens Port;
og er den sidste Vandring gjort,
bag skyggefulde Linde
skal hist min Grav jeg finde.
Mit Fødselshus, min Kirkegaard,
Trægangen mellem begge!
Det kan i Høst saa lidt som Vaar
forskrække.
Kort er den længste Livets Vej,
min fattig var paa Glæder ej.
Huldt møder Kirkemuren
Samlivet og Naturen.
1848 afsluttede »Kjartan og Gudrun« den lange Række
Tragedier med et nordisk Saga-Emne, behandlet for
den dæmoniske kvindelige Hovedfigurs Vedkommende
med den mere indgaaende psykologiske Karakteristik,
som Digteren havde gjort Overgangen til i »Dina«, og
mod Slutningen af samme Aar udsendte han sine sidste to
Arbejder: den æsthetisk-didaktiske Cyklus »Digtekunsten«
og det nordiske Heltedigt »Regnar Lodbrok«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
