Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poul Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dem i Pennen og dog virker ved Nyhedens Overraskelse,
fordi den Læsendes Tanke, forvænt ved lyriske
Traditioner, havde ventet det Konventionelle
snarere end det Naturlige. Just ved Sparsomheden i
Billedanvendelsen faae disse Digteres Skildringer
Livets egen sunde Farve. Hvor vil man f. Ex. finde
større malerisk Kraft end i Poul Møllers Billede af
den gamle, forfaldne Borg i Nattetimernes Ensomhed
(»Et Blad af Dødens Dagbog«):
Paa Borgens Tag bevæged Ravnen sig
i en urolig Drøm. Den gled med Foden;
den skarpe Klo, de stærke Vingeslag
paa Kobberpladen rasled. Selv hos Svalen,
hvis Børnekammer klinet var paa Skiven
af Taarnets rustne Sejerværk, blev Støj;
paa Viserens Landevej det lodne Kuld
opspærred Gabet højt og peb i Søvne.
Eller hvor er en monumental Bygning fremtryllet i
saa brede Træk og med saa daglyse Farver som i
Begyndelsesstroferne til det malmfaste Digt
»Kunstneren mellem Oprørerne«, uden at der er nogen
Ordenes Overdaad at anke paa:
Der staaer en brunlig Bygning
ved Stadens bredeste Plads,
med et Spir paa sin Rygning
og Ruder af farvet Glas.
Beskedent i et Hjørne
den dølger sin tykke Mur.
Paa dens Gavle ligge Bjørne
med Tigere paa Lur.
Kastanietræer spænde
for Muren en løvrig Rad;
tungt Vaarzefyrerne vende
det femfingrede Blad.
Igjennem de gyngende Grene
Solstraaler til Salen gaa
og stænke paa Gulvets Stene
med Sølvstjerner smaa.
Dette pragtfulde Digt blev Poul Møllers sidste.
Det viser Digterens polemiske Stilling til de
billedstormende social-politiske Bevægelser, der
vare oppe i Tiden - dets Rythmer ere selv som Slag
af den Herkuleskølle, hvormed den gamle Kunstner i
sin Bærsærkergang slaaer ned imellem »to frisindede
Drenge og en lam Redakteur«.
Det Billede, som J.M. Thiele har givet af sin
Ungdomsven (S. 168), kan suppleres med det Indtryk,
Johanne Luise Heiberg modtog af ham under hans
jevnlige Besøg i hendes nystiftede Hjem. »Iblandt
vore Venner var ogsaa Poul Møller«, fortæller hun
i sine Erindringers første Del. »Denne geniale
og eiendommelige Personlighed interesserede mig
meget. Jeg har aldrig i mit Liv truffet paa Nogen, der
i høiere Grad bar Præget af Sandhed i Tale og Væsen.
Alt hvad der blot strejfede henimod Affektation, var ham
en Vederstyggelighed, og han havde saa fine Sandser i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
