Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa dette neutrale Territorium, som f. Ex.
i Digtet »Charlottenlund«, hvor en liberal
Journalist indføres saaledes talende:
0 Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!
Hører Du Klokkernes Klemten!
Fornemmer Du hele Nationens Raab
1 mit Numer Trehundredogfemten ?
Lehmann har svigtet den gode Sag,
og hjælper ej Du til Sejer,
da kommer det snarlig for en Dag,
at jeg er den sidste Plebejer.
Betragt vort Land, det er fladt som faa,
det mangler aldeles Bjerge;
vor Natur ikke vil, her være maa
Forskjel paa Kæmper og Dværge.
Hver højere Væxt til vanligt Maal
at forkortes vi strengt befale;
hvert Hoved saa højt som et Hoved af Kaal,
det gjælder for det Normale.
Satyrspillet »Nøddeknækkerne« fra 1845 er ikke mindre
hvast i sin Satire over Journaler og Kritikere og
varierer poetisk den samme Betragtning af Mængden
som en uorganisk, ideløs Masse - altsaa den direkte
Modsætning til Liberalismens Paakaldelse af »Folket«
- som Heiberg paa denne Tid gjorde sig til Tolk for
i forskjellige Prosa-Afhandlinger. Satyrspillets
sublime Indledning med Samtalerne mellem Pomona og
Astræa, Nattens og Mørkets Aander, Morgenstjernerne
og Asteren, fører os hen i den Egn af Tankeriget,
hvor Digteren alt mere og mere fordybede sig i
Beskuelsen af den evige Lovmæssighed og Harmoni som
Modsætning til Døgnets af Lov og Skjønhed forladte
Færd: Studiet af Astronomien, som han drev med mere
end en Dilettants Indsigt og Grundighed. Allerede
tidligere - i det ovenfor nævnte Digt »Charlottenlund«
- havde han henvist til denne Modsætning, idet han,
tænkende paa sin egen Stilling mellem efemer Polemik
og videnskabelig Fordybelse, lod Stjernehimlen udtale
Slutningsstroferne:
Jeg ruller mig om min faste Pol
og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
saa begynder i Øst min Flamme.
Endnu jeg selv kun glimter svagt,
mine største Lys kun tindre
som Forbud om den kommende Pragt,
naar jeg tænder de talløse mindre.
Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
der er Ingen, som mig betragter;
alt Andet gaaer man og gaber paa,
men paa mig saa lidet man agter.
Paa Maaneskinnet man giver Agt,
for Karretens Lygte at spare,
men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
lidet man tager vare.
Naar Sværmen er draget i Staden ind,
sit forskende Blik den sender
til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
hvor en Lampe bag Skiven brænder.
Paa det evige Uhr den aldrig seer,
som den evige Tid os tyder,
fra hvis Røst ej Time blot og Kvarteer,
men Aartusinders Klokke lyder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
