Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mangfoldighed af modsatte Bestræbelser, Retninger,
Evner, Anlæg o. s. v., som komme tilsyne i hans
Værk, begrændsende hverandre indbyrdes, saa at
den ene aldrig gaaer videre, end det kan bestaa
med den anden. Heraf kommer det, at »Hakon Jarl«,
det fuldkomneste af Oehlenschlägers Sørgespil,
overvejende er bleven en Apotheose af Hedenskabet,
hvorimod Kristendommen staaer som en bleg og mat
Skygge, hvis store Overmagt og indre Kraft til at
fortrænge den gamle Tro neppe er mulig at begribe;
at i »Correggio« Kunstner-Uskyldigheden er skildret
altfor exklusiv i sin Modsætning til den omgivende
Verdens Slethed og Lumpenhed; at i »Axel og Valborg«
og i »Hagbarth og Signe« Kjærligheden er fremstillet
saa absolut, som om den var det Eneste i Verden. En
Følge af Digterens Mangel paa Ironi er ligeledes
den ubearbejdede Selvstændighed, hvormed episke
og lyriske Momenter fremtræde i Sørgespillet, der
dog som dramatisk Digtning burde have overvundet
dem og omskabt dem i sin Lignelse. Heiberg nævner
blandt Saadanne Forsyndelser af episk Art bl. A. Kong
Haralds Forvexling af Kongedragten med Ligdragten (i
»Palnatoke«), Klokkeslaget, Hanegalet og Spøgelset
i »Axel og Valborg«, Correggios Enthousiasme i
Billedgalleriet, hans Død under Pengesækkens
Vægt m. m.; i Slægt med disse fra den episke
Sfære raat overførte Effekter er Oehlenschlägers
Tilbøjelighed til at bringe smaa Børn paa Scenen
samt hans outrerede Anvendelse af Musik. Lyriske
Overdrivelser var der alt blevet anført Exempler
paa i Kritiken over »Væringerne« (de selvstændige
Deklamationer og Sange). »At Oehlenschlägers Geni
er poetisk, har jeg aldrig draget i Tvivl,« saaledes
slutter Heiberg sin Kritik; »uden denne Forudsætning
var nærværende Afhandling ikke bleven til; men at
det ikke er dramatisk, det har jeg søgt at bevise,
og opfordret dertil af Digterens eget Skrift. Naar
han derfor i dette siger, at det vilde være tungt,
»at maatte betragte en Række af sin bedste Levetids
Kunstværker som forfejlede og i Grunden manglende
det Væsentligste« - saa er denne Frygt lykkeligvis
uden Grund, thi Oehlenschlägers Tragedier have, med
alle deres Fejl mod det Dramatiske, dog en saa fast
og kraftig Rod i vor Litteratur, at selv tilkommende
Mesterværker ikke ville kunne rokke dem fra den Plads,
som de allerede indtage.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
