Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
<i>
Theatret.
Væringerne i Miklagard.
I.
Med velberaad Hu har nærværende Kritikers
Forfatter saa længe opsat at omtale Oehlenschlägers
nye Tragedie, medens han derimod har været
hurtigere til at anmelde mangt et andet Produkt af
en flygtigere Tendens. En udmærket Digter skylder
man at lade hans Værk selv tiltale Publikum, og
ikke ved et anticiperet Raisonnement forstyrre hos
Nogen det Indtryk, det kan gjøre, saa meget mere,
som Publikum, ved den første Betragtning af en
allerede elsket Digters Arbeide, er mindre
tilgjængeligt for Kritiken, men beholder for en Tidlang det
Indtryk, som de velbekjendte Toners Gjenklang har
opvakt. Hos ringere Forfattere maa Kritiken
komme baade dem og Publikum til Hjelp, deels for
at udhæve hvad det ikke er lykkedes dem at
fremstille klart nok, deels for at kaste et Slør over de
Afveie, som de have betraadt; men hos en
Digter, som er Nationens Stolthed, bør man
forudsætte, at Publikum vil forstaae hans velbekjendte
Stemme endnu bedre end Kritikens, og hvis han
skulde befinde sig paa Afveie, saa bør man give
hans Tilhørere Tid til selv at opdage dem. Denne
Pligt, som Agtelse for Geniet paalægger Kritiken,
troer jeg at have efterkommet i Henseende til
Væringerne, ved at opsætte min selv nok saa flygtige
Bedømmelse af dette Stykke, indtil den offentlige
Mening var fast bestemt. Dette var den selv
inden Opførelsen. Allerede ved den blotte Læsning
havde Væringerne vundet det store Publikums
Bifald i høi Grad, medens et ringere Antal af dem,
hvis Stemme ogsaa kommer i Betregtning, fandt
at Stykket, med alle sine umiskjendelige
Skjønheder, dog i det Hele havde noget mindre
Henrivende, og gjorde et svagere Indtryk end
Oehlenschlägers første Tragedier. Et Skuespils sceniske
Fremstilling forandrer, som bekjendt, ofte den
foregaaende Dom derover; Skjønheder, som undgik
ved Læsningen, springe klarere frem; Feil, som
stødte os, træde længere tilbage; eller omvendt,
Feilene fremtræde tydeligere, og Skjønhederne
fordunkles. Væringerne have derimod ved Opførelsen
næsten ganske gjort det indtryk, som enhver ventede
sig ved Læsningen, hvorfor ogsaa baade det store
Publikum og de enkelte Afvigende begge ere blevne
ved deres Mening, hiint ved sin Enthusiasme, disse
ved deres koldere Bifald. Medrette har Digteren
derfor kunnet sige i sit Svar til Y. Z. (Side 18),
at ihvor meget han end var Skuespillerne skyldig,
saa have disse dog ikke gjort andet enb fremstillet
den Skjønhed, som allerede laae i Digtet. Kun
maa man tilstaae, at saa sandt som dette er med
Hensyn paa Væringerne, faa lidet laber Sætningen
sig bringc i en almindelig Form, thi der gives
Exempler paa at en udmærket Skuespiller
har, ved en eiendommelig genial Opfatning, havet og
forædlet en i sig selv flau eller ubehagelig Rolle.
I henseende til Stoffets Valg, da har Digteren
vist nok været ligesaa heldig i Væringerne,
som i sine bedste tidligere Tragedier: Hakon Jarl,
Palnatoke, Axel og Valborg, Correggio. Efter at
have besjunget det nordiske Heltelivs stjønneste
Optrin i selve Norden, kunde hans Musa ikke gjøre
bedre end kalde den nordiske Digter til Syden, for
at give hans nordiske Alvor Leilighed til at yttrc
sig i en poetisk Contrast med sin Modsætning. Det
er skjønt, at den samme Digtèr som har skildret
os det nordiske Liv i dets Hjem, fölger det paa
dets Tog i Udlandet, og i Fremstillingen af andre
Sæder og andre Forhold, selv ligesom opfyldt af
en poetisk Hjemvee, lader denne udbryde i de gamle,
elskede Toner. Men er Stoffet allerede heldigt
valgt, saa er Planen vist nok ogsaa s sine hovedomrids
saa godt udkastet, at den Kritik, som ængstelig
sager efter Feil i disse, vil gaae bort derfra
med, ligesaa uforrettet Sag, som fra Hakon Jarl,
der hidtil var i denne Henseende den fuldkomneste
af Digterenes Tragedier; thi i de andre af hans
Værker, og ifær i to af de allerfortrinligste, har
Planen den Grundfeil, at Hovebinteressen er forbi
længc før Stykket. Ved 3die Acts Ende
interesserer Axel og Valborg os mindre, og i Correggio er
paa samme Sted Stykket aldeles ude, thi de to
folgende Acter kunne ikke vel betragtes som andet
end en mislykket Tilsætning hvorved den skjønne
Idyl par force skal forvandles til en Tragedie. I
Væringerne er Planen derimod kunstrigtig anlagt.
I første Act gribes vi mægtigt af Følelssen heraf;
thi ikke mange Stykker kan rose fsig
af en fortræffeligere Exposition. Naar Teppet
falder, er det som om vi ved Solens Nedgang have
gjort et Blik ud i en nendelig viid Horizont;
vi drømme allerede om den Mangfoldighed af
Gjenstande, som dens Kreds indeslutter; kun flygtigt har
vort Blik berørt dem, men den opgaaende Sol vil lade dem
straale for os i fuldendt Klarhed.
</i>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 10:44:52 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ildalihi/3/0210.html
