Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og hvis vi derfor skulde faae et eller andet godt
lokalt Lystspil og samme skulde blive optaget med
Bifald, saa tilskriver jeg mig en ikke ringe Del af
Æren herfor og finder, at jeg har gjort Smagen en
Tjeneste, som alle vore Smags-Prædikanters Hanegal
ej er istand til at opveje.« At den Forventning, som
ligger i de (af os) udhævede Ord, ikke var greben ud
af Luften, skulde den nærmeste Fremtid klarlig bevise;
just et Aarhundrede efter Holbergs Grundlæggelse af den
danske Komedie brød Vaudevillen den nye Baner, ad hvilke
den naaede til sit indtil nu højeste Udviklingstrin.
Allerede den næste Vaudevilles Fremkomst var et
Vidnesbyrd om, i hvilken Grad den nye Digtart
havde slaaet an, thi faa Uger efter at Digteren
havde maattet kæmpe den frem gjennem officielle
Vanskeligheder, blev han anmodet om at skrive en
Vaudeville just i en officiel, endog meget solen
Anledning, nemlig til Theatrets Festligholdelse af
Kongens Fødselsdag. Han skrev da »Den otteogtyvende
Januar«, et noget svagere Arbejde, som dog gjorde
Fyldest for Hensigten. Endnu inden Saisonens Udgang
fulgte den tredie Vaudeville »Aprilsnarrene eller
Intrigen i Skolen«, som opnaaede en storartet Succes
ved sin Satire over visse Skavanker ved den
kvindelige Skoleundervisning, men især ved
Fremstillingen af det ungdommelige Par Hans Mortensen
og Trine Rar, som Heiberg havde flyttet fra Poul
Møllers »Scener i Rosenborg Slotshave« over i sin
Vaudeville. Heller ikke dennegang tilbageholdt
dog Digterens Modstandere deres Beskyldninger for
personlig Satire og kunde allerede inden Stykkets
Fremkomst paapege baade den Ene og den Anden som
Gjenstand for slig uværdig Persiflage. Endnu
lydeligere kom den samme Anklage tilorde ved
Opførelsen af »Recensenten og Dyret« i Oktbr. 1826.
Man havde overhovedet imod, at Heiberg nu vilde
trække Dyrehaven med alle dens Gjøglerier ind paa
den danske Scene, og RAHBEKS Censur blev allerede
af denne Grund i al sin Korthed absolut forkastende:
»Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber
jeg mig fritaget for at sige videre derom«. Men
desuden vidste man til Punkt og Prikke, hvilke
bestemte Personer der sigtedes til med Ledermann og
Klatterup og Trop - for denne sidstes Vedkommende
var Frækheden jo endog dreven saa vidt, at Navnet
næsten var et Anagram af den bekjendte Kritikers -
Proft - som der utvivlsomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
