Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Maaltidet. Til Straf for denne Samlen Pindebrænde
løsnede Skovfogden et Skud paa hende, og dette gav
den første Anledning til Dramatiske Scener«.
Bredahs tidlig udviklede Retfærdighedsfølelse, hans
levende Had til al Undertrykkelse, havde i
Restaurationsperioden efter Napoleons Fald suget
rigelig Næring af de politiske Vilkaarligheder
og vel ikke mindre af den Fordybelse i Kristendommen,
i hvilken Folkeslagene fandt Bod for de slagne Vunder,
men som for Bredahls rationalistiske Aand tog sig ud
som den bare Obskurantisme. Det er af denne Stemning,
de »Dramatiske Scener« ere fremgaaede, disse
løst sammenheftede Fragmenter, hvis Skikkelser,
hensatte i et fantastisk Kejserdømme paa Maanen,
iklæde deres ejendommelige Tankeindhold snart en
gigantisk Pathos, snart et stille hulkende Vemod,
snart en mandig-barsk Humor, snart en sønderflængende
Satire. Verdens Forfængelighed, Tidens Usselhed,
Menneskenes Smaalighed skildres i disse Vers med
shakspearesk Billedrigdom, og som Modsætning hertil
trofast Sammenhold mellem de Faa, der, flygtende bort
fra al denne Ynk til Naturens sandere Liv, med Foragt
skue ned paa den troløse Færd. Saaledes Vennerne Sotto
og Simber. Da denne er bleven snigmyrdet af Diderich
von Stormskjoldbulder, graver Sotto ham ved Maanens
Skjær en Grav i Skoven, alt medens han dvæler ved
Mindet om den forgangne Tid:
Her skal din Gravhøj rejse sig, min Simber!
før Fuglen seer den unge Morgenrøde
og sit Velkommen synger den imøde.
Du var Naturens Barn. Som vilde Drenge
vi fore glade om i Skovens Løvsal,
fortrolige med Glæden og vort Hjerte,
og kom en Taare, blev den neppe født,
før i et barnligt Smil den fandt sit Gravsted.
Ej aned Hjertet vore Taarers Værd,
og Læben takked ej for denne Gave.
Nu drog en Dværg os fra vor Barndoms Lyst.
Han rev os fra Naturens Moderbryst
og bød Goldammen give os at die.
Kultur han kaldte sig. Han var en Troldmand.
Jeg mindes grant, hvordan han var, hvorledes
han bar sig ad - det glemmes sent, desværre!
Han havde lukket os i Fjeldet inde.
Der skulde vi ham Guld og Silke spinde.
Vi skulde læse der paa Pergament
med sorte Zifre ved en dunkel Lampe,
hvad udenfor med gylden Stil stod skrevet.
Men hvor der stundom stod paa Pergamentet:
»Du skal!« stod udenfor: »Det maa Du ikke!«
Og Dværgen havde sig en Ellepige,
som hannem gik med Raad og Daad tilhaande;
og hvad han selv ej kunde finde paa,
det kunde hun, thi hun var meget kløgtig,
og meget fin og sledsk, men falsk tilvisse,
saa Tungen Hjertets Sprog ej maatte tale.
Hun kaldte sig: Den fine Levemaade.
Nu kom ved Nattens Stund en venlig Pige.
Hun kaldte sig: Vor Barndoms Legesøster,
Hun lysked Dværgen, at han faldt i Søvn;
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
